“Nå, hvad siger du, min kære, skal vi flytte til et nyt sted? Du skal bo hos mig, lejligheden er kun på et værelse, men jeg tror, vi kan finde plads.”
“Gud, jeg er otteogtredive år og har altid levet alene. Aldrig gjort nogen fortræd, aldrig sagt et ondt ord. Alt, hvad jeg ejer, har jeg selv tjent: den lille lejlighed, sommerhuset.
Jeg kan ikke klage, for mine forældre har hjulpet, så godt de kunne jeg er den yngste af fem. Jeg har to nære veninder, vi har kendt hinanden siden ungdommen. Vi ses sjældent, de er gift.
Jeg kan ikke lide det, når deres mænd er fulde på øl og begynder at sige ubehagelige ting om, hvordan de kunne redde mig fra ensomheden men kun så længe konen ikke ved det.
Jeg måtte give dem en lærestreg, én ad gangen, og forklare, at en venindes mand ikke er en mand for mig. Tak Gud, de forstod det.
Hun tav et øjeblik, Grethe stirrede trist ud ad vinduet og tænkte på, hvor mange lykkelige mennesker der var derude og lige så mange ulykkelige som hende. Hun vendte sig tilbage mod Gud og fortsatte:
Jeg har aldrig bedt dig om noget før, men nu kommer jeg ydmygt. Giv mig det, andre ikke fortjener. Jeg er træt af ensomheden. Send mig et lille dyr, måske et hjemløst væsen, en forladt sjæl.
Jeg er bange, Gud, usikker på mig selv. Alle tror, jeg er mørk og selvoptaget, men jeg er bare forlegen ved ikke, hvad der er passende at sige, frygter at blive grinet af.
Min far lærte mig altid at passe på mig selv, så de ikke skulle skamme sig. Sådan har jeg levet. Hjælp mig, vis mig vejen. Amen.
Søndag. En tidlig forårsmorgen. Lyset tændes i de få huse overfor. For første gang i sit liv bad hun oprigtigt, og da hun trak sig tilbage fra den lille ikon, mærkede hun to stribe tårer på kinderne.
Hun tørrede dem med bagsiden af hånden, greb to tunge poser med mad, maling til hegnet og andre småting, og gik ud af lejligheden.
Glæden i mit liv er sommerhuset. Der er jeg ikke alene: jeg arbejder, snakker med naboerne over hækken om høstens muligheder.
Poserne hænger tungt i hænderne, men heldigvis bor jeg tæt på busstoppestedet. Der er ingen der, jeg står alene i næsten en time. To fulde busser kører forbi, den tredje gør måske det samme så må jeg give op.
Men så et mirakel: en proppet bus stopper, skubber en beruset mand ud midt i en skænderi og inviterer mig ind.
Jeg kæmper mig om bord, dørene kniber om mig, og mellem mangel på ilt og alle de dufte er jeg tæt på at besvime.
Femogfyrre minutter senere er jeg i mit kære sommerhus. Klokken femten er jeg røget i ryggen og foran snebolden en gammel betegnelse for en kold øl. Jeg vakler hjem på halvt bøjede ben. Ryggen bukker, hænderne nær jorden, øjnene slørede men det går nok!
Etter en hurtig bruser og en times hvile foran TVet, faldt jeg i søvn med det samme. Jeg vågnede midt om natten, slukkede fjernsynet, stillede vækkeuret og lagde mig igen. Men søvnene udeblev. Efter at have kastet sig lidt, stod hun op og forberedte mad til næste dag.
Efter to dages arbejde tog hun den velkendte rute til sommerhuset igen. Da hun trådte ind, blev hun målløs: elkedlen var varm, hendes yndlingskop stod med sukker og en tepose.
Hun rystede på hovedet, gik udenfor og så hegn
