– Nå da! – udbrød Sander. – Helt rigtigt! Mænd skal altid have det sidste ord Tidligt om morgenen kom det voksne barnebarn, Sander, forbi hos familien Jensen, hvor bedsteforældrene netop havde været til hans bryllup. Han var kommet fra byen for at hente kartofler, for han havde altid hjulpet sine elskede bedsteforældre med både at sætte og grave kartoflerne op. – Nå, Sander, hvordan går det så med dig og Sofie? – spurgte farmor nysgerrigt, mens hun puslede ved komfuret. – Åh, det går op og ned, farmor… – svarede Sander modvilligt. – Op og ned… – Vent nu lidt, – indskød farfar Harald. – Hvad mener du med op og ned? Er I allerede begyndt at skændes? – Nej, ikke rigtigt endnu. Vi prøver bare at finde ud af, hvem der bestemmer hjemme hos os, – indrømmede Sander. – Nå… – farmor sukkede med et grin i stemmen fra køkkenet, – det burde jo egentlig ikke være så svært at regne ud. – Nej, – grinede også farfar. – Alle ved da, at det altid er konen, der er chefen i huset. – Nå nå… – lød det fra farmor hen over komfuret. – Farfar, mener du det? – Sander kiggede overrasket på sin farfar. – Er det en joke? – Overhovedet ikke, – afbrød Harald. – Hvis du ikke tror mig, så spørg din farmor. Sig mig, Katja, hvem har det sidste ord herhjemme? – Nu må du holde op med det pjat, – svarede farmor venligt. – Ej, helt ærligt, sig det nu, – insisterede Harald. – Hvem bestemmer i sidste ende – dig eller mig? – Jamen, det gør jeg vel… – Hvad?! – Sander kunne ikke tro sine ører. – Jeg har aldrig lagt mærke til det. Jeg mener altså, at manden bør bestemme i et hjem. – Ah, tag nu og slap af, Sander, – grinede farfar igen. – I en rigtig familie er tingene lidt anderledes end du tror. Nu skal du høre et par historier, så forstår du det nok. Historie – Så starter det, – mumlede farmor lidt misfornøjet. – Nu går han sikkert i gang med motorcyklen… – Hvilken motorcykel? – spurgte Sander forvirret. – Den, der ruster væk ude i skuret, – bekræftede farfar med et smil. – Den er tæt på at være 100 år gammel. Ved du, hvordan farmor fik mig til at købe den? – Farmor? Hun fik dig til det? – Ja. Hun gav mig endda selv pengene. Af sine opsparede. Men det begyndte med en anden historie… Engang havde jeg tjent penge nok til en motorcykel med sidevogn. Jeg siger til Katja – din farmor, at nu vil jeg købe motorcykel, så jeg kan køre kartofler hjem fra marken. Dengang fik vi nemlig tildelt jordstykker ude på landet. Din farmor satte sig på tværs. Hun syntes, vi hellere skulle købe farvefjernsyn – og det var dyrt dengang. Kartofler kunne jeg, som hun sagde, stadig fragte på cyklen. Sæk op på stangen, og så afsted. Nå, sagde jeg, så har du da i hvert fald det sidste ord. Så blev det til et fjernsyn. – Men hvad med motorcyklen? – spurgte Sander. – Den kom også… – sukkede farmor. – Men først senere. Din farfar fik ondt i ryggen, så jeg måtte slæbe kartoflerne selv. Næsten det hele. Da vi så solgte grisene til efteråret, gav jeg ham alle pengene og sagde: Kør ind til byen og hent den motorcykel. – Og året efter om efteråret fik vi penge igen, – fortsatte farfar. – Jeg foreslog, vi skulle bruge dem på at bygge et nyt badehus, for det gamle, der var tilbage fra mine forældre, hang ikke sammen. Men farmor ville hellere have nye møbler, så vi kunne have det pænt ligesom andre. Nå, sagde jeg, du får det sidste ord. Så købte vi møbler. – Og i foråret styrtede badehuset sammen, – afsluttede farmor historien. – Der var så meget sne den vinter, at taget gav efter… Siden da har jeg besluttet, at det bare skal være, som Harald siger. – Nå da! – udbrød Sander. – Helt rigtigt! Mænd skal altid have det sidste ord. – Nej, Sander, du har ikke forstået det, – grinede farfar. – For hver gang, jeg vil noget, så spørger jeg: Må jeg gå i gang med det, Katja? Og svaret er altid: Som du synes, Harald. Sådan er det blevet. – Så nu siger jeg altid: Gør, som du mener, det er bedst, – fulgte farmor op. – Så, Sander, i virkeligheden er det altid konen, der får det sidste ord – sådan er det bare, – konkluderede farfar. – Forstår du, hvad jeg mener? Sander blev først stille, så begyndte han at le. Efter lidt tid lyste hans ansigt op. – Nu har jeg forstået det, farfar. Når jeg kommer hjem, siger jeg bare: “Okay, Sofie, vi tager til Tyrkiet i ferien, som du gerne vil. Så må bilen vente med at komme på værksted – det automatgear driller lidt, så hvis den bryder sammen, må vi tage bussen på arbejde hele vinteren. Vi står bare op en time tidligere – hvad gør det…” Synes du, jeg gør det rigtige, farfar? – Helt rigtigt, – smilede farfar. – Tro mig, Sander, om et år eller to, skal det nok finde sit leje i jeres familie. Og konen bør altid være familiens centrum. Så kan manden også føle sig mere tryg. Det siger jeg af erfaring…

Nå, dér kan du bare se! udbrød Asger. Det sidste ord skal altid tilhøre manden!

Tidligt om morgenen kom barnebarnet Asger kørende fra København ud til Sommerfeldts hus, som lå i udkanten af Sorø. Han var kommet for at hente kartofler, for han havde altid hjulpet sine elskede bedsteforældre, Ellen og Poul, både med at lægge og tage kartofler op.

Men fortæl nu, Asger, hvordan går det så hjemme med din Alberte? spurgte bedstemor Ellen nysgerrigt, mens hun stod ved komfuret.

Tja, det er lidt svingende, mormor svarede Asger modvilligt. Nogle gange går det godt, andre gange knap så godt

Hov, hov, hvad mener du nu med det? spurgte morfar Poul og så alvorligt på ham. Er I allerede begyndt at småskændes?

Nja, ikke sådan rigtigt endnu. Vi prøver mest at finde ud af, hvem der bestemmer derhjemme, indrømmede Asger.

Åh, hold nu op, sagde Ellen med et smil og et suk fra komfuret. Det er da ikke noget, man behøver at diskutere. Det burde være ganske tydeligt.

Ja, lo Poul. Alle ved da godt, at det altid er konen, der bestemmer i hjemmet. Sådan har det altid været.

Hvor har du det fra? lød det drillende fra Ellen henne ved komfuret.

Morfar, du tager gas på mig nu, sagde Asger, der så undrende på sin morfar. Mener du det virkelig?

Det gør jeg så sandelig, sagde Poul bestemt. Du kan da bare spørge din mormor. Hvad siger du, Ellen hvem har egentlig det sidste ord hos os?

Åh, nu må du ikke begynde med sådan noget sludder, svarede Ellen kærligt.

Ej, du må sige det, insisterede Poul. Hvem tager egentlig de endelige beslutninger her?

Det gør jeg vel for det meste

Ser du selv? vendte Poul sig til Asger. Og sådan skal det også være.

Jeg synes nu, det burde være manden, mumlede Asger, Det siger de da alle steder.

Glem det, Asger, lo morfar, I et rigtigt hjem foregår det altså lidt anderledes. Nu skal du høre et par historier, så forstår du nok, hvad jeg mener.

Historien

Nu starter han igen, sukkede Ellen, sikkert den om motorcyklen

Hvilken motorcykel? spurgte Asger forvirret.

Den, der står og ruster i skuret, sagde Poul. Den er næsten hundrede år nu. Og ved du hvad, det var faktisk din mormor, der tvang mig til at købe den!

Mormor? Det lyder mærkeligt.

Jovist. Hun gav mig endda pengene fra sin helt egen opsparing. Men lad mig starte med begyndelsen.

Der var en gang, hvor jeg havde sparet penge nok op til en motorcykel med sidevogn. Jeg sagde til Ellen, at jeg ville købe motorcykel, for så kunne jeg lettere køre kartofler hjem fra marken. Dengang havde vi jo lejet et stykke jord ude på landet, hvor vi dyrkede kartofler.

Men din mormor hun ville noget andet: Lad os i stedet købe et farvefjernsyn, sagde hun. Dengang kostede de en formue. Du kan jo sagtens bære kartofler på cyklen, det har du klaret før.

Så sagde jeg: Fint, mormor, dit ord er altid det sidste. Og så blev det farvefjernsyn.

Men motorcyklen da? spurgte Asger.

Jo, den fik vi også, sukkede Ellen, men først senere. Morfar fik rygskader, og så måtte jeg slæbe næsten alle kartofler alene.

Men da vi til november havde solgt vores grise, gav jeg Poul hele pengene og sagde: Tag nu ind til Holbæk og køb den motorcykel med sidevogn!

Og året efter, da vi igen fik lidt penge, ville jeg bygge et nyt anneks, fordi det gamle som jeg havde arvet fra mine forældre var begyndt at falde sammen, fortsatte Poul. Men Ellen ville hellere købe nye møbler, så vi kunne have det lidt pænere derhjemme. Så sagde jeg igen: Fint, dit ord er det sidste. Og så blev det møblerne.

Og så styrtede det gamle anneks selvfølgelig sammen den vinter, afsluttede Ellen, fordi snetrykket blev for tungt. Siden den dag har jeg sagt: Nu får Poul altså lov at bestemme, hvad vi gør.

Dér kan du bare se! udbrød Asger igen. Det sidste ord SKAL være mandens!

Nej, Asger, du misforstår helt, lo Poul. Før jeg træffer en beslutning, går jeg altid hen til mormor og siger: Hvad tænker du? Og så gør vi, som hun siger.

Efter al det bøvl tænker jeg også, at det er bedst, smilede Ellen. Når man lever sammen, må man også finde en fælles rytme.

Så, Asger, det sidste ord bør faktisk altid være konens, sagde Poul og smilede venligt. Forstår du hvad jeg mener?

Asger stirrede ud ad vinduet, tænkte sig om et øjeblik og begyndte så at grine. Da latteren havde lagt sig, lyste hans ansigt op.

Nu har jeg fattet det, morfar. Når jeg kommer hjem, siger jeg til Alberte: Okay, så tager vi på ferie til Kreta, som du har foreslået. Bilen må vente med reparationen. Hvis den bryder sammen, så tager vi bussen, og så må vi bare stå op lidt tidligere. Så slemt er det jo ikke, vel? Er det ikke rigtigt tænkt, morfar?

Det er helt perfekt, Asger, lo Poul om et år eller to, så finder I jeres egen balance derhjemme.

Og kan du huske på én ting: Det er bedre både for kvinder og mænd at livet i hjemmet bygger på forståelse og fællesskab. Når man lytter til dem, man holder af, får alle det bedre.