På en grå eftermiddag, mens hun gennemgik gamle ting i sine forældres hus, stødte Mette på en samtale, der ville ændre hendes liv. Hun sad på sit værelse, da hendes mor bekymret stemme nåede hende fra køkkenet:
*”Mette, hvad med at give ham en chance mere? Hvorfor smuttede du bare og flyttede hjem?”*
*”Mor, jeg sagde jo, det er midlertidigt,”* svarede Mette træt. *”Lejerne flytter snart ud af bedstemors lejlighed i Aarhus, så skal jeg nok finde et sted. Jeg vil ikke være til besvær.”*
*”Til besvær?”* stemmen skælvede. *”Du og Kristian havde det jo godt. Han drak ikke, løb ikke efter andre. Hvad mere skal der til? Man må lære at give og tage – I har været sammen i årevis!”*
Mette smilede bittert, mens hun stirrede på regnen, der silede ned udenfor. Stormen buldrede indeni. Hvordan forklare sin mor, at hendes ægteskab føltes som at leve under mikroskopet?
*”Mor, du ved ikke, hvordan jeg har haft det,”* begyndte hun, og stemmen knækkede. *”Lukker du dine gardiner om natten?”* Hun tav et øjeblik. *”Er det kun dig og far i soveværelset – eller hele opgangen? Hvis I vil noget privat, ved så hele byen det? Nej? Men det var sådan for mig! Det var som at leve i en glaskasse, hvor hvert åndedrag blev analyseret. Hele nabolaget vidste sikkert, hvilken undertøjsfarve jeg havde på – eller…”* hun hakkede, *”hvad Kristian og jeg foretog os om natten. Og du synes, det er normalt?”*
Moderen tav, chokeret. Mette kunne ikke holde tilbage:
*”Og ved du, hvem der sladrede? Min mand! Ham, jeg forlod – og ikke vender tilbage til. Han kunne ikke holde på en hemmelighed! Jeg bad ham: ‘Kristian, det er bare mellem os,’ og en time efter vidste alle det. Han blinkede bare og sagde: ‘Jeg sagde det jo kun i fortrolighed!’”* Hun knyttede næverne. *”Sidste gang eksploderede han – råbte, at det bare var sådan i hans familie. Hans mor mente det ikke ondt, hun bekymrede sig bare. Men hvorfor skal hun vide, hvilke dage vi prøver at få et barn?”*
Moderen gispede og holdt hånden for munden.
*”Ja, mor, sådan var det!”* Mette var tæt på at råbe. *”Hans mor ringede og spurgte, om det var lykkes – bekymret for sine fremtidige børnebørn! Hun gik til kloge koner, gav ham urter at blande i min te! Det var dråben. Jeg kunne ikke mere! Gik jeg ned ad gaden, smilede folk, som om de vidste, hvad vi lavede aftenen før. Jeg blev paranoid!”*
Hun tav og trak vejret tungt. Moderen stirrede forfærdet.
*”Og overraskelser?”* Mette sagde lavmælt. *”Ingen chance. Han ødelagde dem altid. Gav han mig en gave, havde naboen allerede fortalt mig, hvad det var. Ja, han var flink, arbejdsom – men den mund…”*
Faren, ellers tavs, brød ind med fast stemme: *”Hold op, mor. Hun siger, hun ikke kan – så er det sådan. Hvem skal støtte hende, hvis ikke vi?”* Han vendte sig mod Mette: *”Jeg kendte en som Kristian. I mit gamle arbejdshold var der en, kaldet Sludrehoved. Ingen hemmeligheder var sikre hos ham. Sagde, det lå i familien. Måske løj han. Men at leve sådan – det er tortur.”*
Mette nikkede taknemmeligt og forsvandt ind på sit værelse. Hun elskede sin hyggelige lejlighed, men livet med Kristian – hvor hans sladder ødelagde alt privatliv – var uudholdeligt.
Der blev banket på døren. Moderen kom ind, nervøst vridende sine hænder.
*”Mette… Vil du virkelig skilles?”*
*”Lad mig tænke over det,”* sukkede hun. *”Men sandsynligvis. Han ændrer sig ikke.”*
*”Hvis nu han gjorde?”*
*”Det gør han ikke.”* Mettes stemme var skarp. *”Tror du, det er nemt for mig?”*
Mor gik, og Mette faldt grædende sammen på sengen. Hun havde ikke ventet, at ægteskabet med Kristian – så charmerende, pålidelig og god ved første øjekast – skulle ende sådan. Allerede før brylluppet havde der været tegn: engang overnattede de i sommerhuset, og pludselig hilste alle naboer ekstra venligt. Hans mor nævnte engang, at “nutidens piger var lette,” men Mette var en “god, ren pige.” År senere, under et skænderi, afslørede svigermor, at hun havde kendt til Mettes uskyld før brylluppet.
*”Fortalte du det til din mor?!”* havde Mette skreget.
*”Hvorfor ikke? Hun var så glad!”* havde Kristian svaret, forvirret over hendes vrede.
Det var vendepunktet.
Tre måneder senere flyttede Mette til en anden del af Aarhus for at starte på ny. Så stod Kristian ved hendes opgang.
*”Hej, Mette.”* Han vaklede frem og tilbage.
*”Hej.”*
*”Kan vi snakke?”*
*”Har du tændt en diktafon?”* Hun lo bittert. *”Så du kan citere mig ordret senere?”*
Kristian rødmede.
*”Jeg ville undskylde. Jeg har forstået det nu, Mette. Jeg er færdig med at være sådan. Jeg savner dig.”*
*”Jeg savner dig også,”* indrømmede hun, men tilføjede: *”Men du valgte din vej. Kan du ikke holde mund, er det slut.”*
*”Har du indgivet skilsmisse?”*
*”Ja.”*
*”Er der en anden?”*
*”Nej. Men måske en dag. Og han – i modsætning til dig – holder tingene for sig selv. Gå nu.”*
Hun vendte sig og gik, mens hjertet knugede. Hele aftenen ventede hun på opkald fra svigermor, venner, naboer – alle ville bebrejde hende, at hun turde forlade sådan en “god” mand. Men telefonen forblev stille.
Kristian dukkede dog op hver dag. Ved opgangen, i caféen.
*”Hvad laver du her?”* spurgte hun engang.
*”Jeg har ferie, Mette,”* svarede han, stirrende i jorden.
Feren sluttede – han blev ved. Svigermor ringede, spurgte indsigt til alt, men ikke sønnen. Endelig brød hun sammen:
*”Mette… Har du set Kristian? Hvordan har han det?”*
*”Fint. Arbejder. Vi ses af og til. Bare rolig.”*
*”Åh, godt,”* lettede svigermor. *”Men sig ikke, jeg spurgte. Han er blev*Han blev så tavs, at selv vinden vidste ikke, hvad han tænkte.*
