**Den tomme rolle**
Jeg tænkte første gang på skilsmisse et halvt år efter brylluppet. Men en graviditetstest viste to streger, og tanken forsvandt i bølger af morgenkvalme.
Jeg mødte Jens første gang i en bar, hvor mine gamle balletveninder fra danseskolen havde trukket mig med – *”Kom nu, lev lidt!”* En selvsikker mand med et dyrt ur sad ved baren og bladde i papirer. Han virkede som en mand fra en helt anden verden.
*”Du er for smuk til at se så trist ud,”* sagde han, da jeg sad alene – veninderne var løbet til toilettet for at rette makeup.
Han sagde mere, men jeg kan ikke huske det. Kun hans stemme, varm og dyb som en god cognac.
Jeg var otte år yngre end ham. Han arbejdede i familiens rengøringsmiddel-firma. Jeg tiltrak hans opmærksomhed, fordi jeg så forkert ud i den bar – som om det var min første gang.
Spinkel, smuk, og, som han opdagede, beskeden i mine behov. Jeg voksede op i fattige kår, spillede mig selv halvt ihjel for at blive danser, men en skade tvang mig til at blive træner i stedet.
Kort sagt: ung, fattig, naiv. Perfekt kone-materiale. Han sagde det selv til sin mor samme aften vi mødtes:
*”Jeg tror, jeg har fundet den pige, der giver dig de børnebørn, du altid har ønsket dig.”*
Da han friede tre måneder senere, græd min mor af lykke:
*”Endelig bliver du sikret!”*
Hans mor, Birthe, granskede mig som en avlshest:
*”En pæn pige. Vi tager hende.”*
De arrangerede hele brylluppet.
*”Har du noget imod en blå kage?”* spurgte Birthe. *”Blå er vores firmafarve.”*
Jeg smilede: *”Selvfølgelig, som I vil.”*
På bryllupsrejsen til Mallorca sagde Jens allerede i flyet:
*”Mor bliver bekymret, hvis jeg ikke melder tilbage. Vi ringer to gange om dagen – mor elsker detaljer.”*
Hjemme begyndte mit nye liv.
*”Mor bad mig give dig dette,”* sagde Jens og rakte mig en læderindbundet notesbog. *”Det er en liste over vores familietraditioner.”*
Jeg bladrede:
*5. januar – Tante Lises fødselsdag. Hvidt løg.*
*23. februar – Onkel Pouls dag. Han foretrækker whiskey.*
*Første søndag i juni – familiegrill.*
*Hver søndag – familiefrokost. Påklædning: pænt.*
*”Hvornår kan jeg passe mine egne ting?”* spurgte jeg forsigtigt.
Han grinede og kærtegnede mit hår: *”Dine ting *er* vores ting, skat.”*
En uge senere stod han i døråbningen:
*”Hvor skal du hen?”*
*”På massagekursus… Vi blev enige om det.”*
*”Nej. Mor har brug for hjælp i butikken.”*
*”Men…”*
Han løftede mit hægte: *”Vi er en familie. Vores forretning kommer først. Vil du være en del af familien?”*
Ved søndagsmiddagen sagde Birthe:
*”Du skal stoppe i fitnesscentret. Du klarede dig fint i går – vi mangler en kasserer.”*
*”Men…”*
*”Vil du ikke gerne hjælpe familien?”* Hun så på Jens: *”Eller hvad?”*
Han nikkede og skar videre i sin bøf. Diskussion lukket. Roller fordelt.
Den nat lå jeg i badekarret og overvejede flugt. Men min mors stemme fyldte mit hoved før jeg kunne sige noget: *”Er du sindssyg? Vil du tilbage til fattigdom? Han sørger for dig!”*
Så kom de to streger på testen. Jeg blev.
Hvad var alternativet?
***
Da vores andet barn kom, havde jeg lært at lave frikadeller præcis som Birthe elsker dem, ikke at rynke på næsen når Jens blev “sent på møde”, og at smile, når nogen spurgte, om alt var godt.
Kun min barndomsveninde Mette gennemskuede det.
Hun vidste, at jeg købte to sæt hudcreme – et til Birthes regnskab, et til mig selv. At jeg kun besøgte mine forældre, når jeg havde en vandtæt undskyldning. At “den lykkelige hustru” var en rolle, der drænede mig.
*”Du kvæles derinde! Du hader dit arbejde!”* sagde Mette. *”Din sværmor tæller kassen efter dig hver dag!”*
*”Det er normalt,”* sagde jeg.
*”Hvad med din drøm om at arbejde med massage?”*
*”Det var så længe siden.”*
*”Jens er utro over det hele!”*
Det var sandt. Først mistænkte jeg det bare. Men til Birthes fødselsdag så jeg ham kigge på en af gæsterne – konen til en forretningspartner. Jeg fandt dem i køkkenet: hun rettede på sit hår, mens han knappede skjorten.
*”Det betyder ingenting,”* sagde han senere og gav mig diamanter. *”Du er en klog pige.”*
Selvfølgelig fortalte jeg Mette.
Jeg sukkede og drejede koppen: *”Jeg har ikke noget valg. Det er for sent. Børnene…”*
*”Børnene ser alt! Tror du ikke, de ved, du er ulykkelig?”* Mette greb min hånd. *”Livet er for kort til at gøre det til et helvede.”*
Jeg lo hysterisk: *”Men Birthe gav mig en spa-kur. Hun sagde, jeg havde brug for at ordne*”Hi”* rakte hun sig frem og tog telefonen, inden hun tænkte videre, og for første gang i ti år kunne hun mærke en gnist af håb gløde lavt og svagt i sin bunden.
