Morgencirklen På døren til elevatoren sad igen et skævt opslag med tape: “SÆT IKKE POSER VED SKAKTEN”. Tapen var ved at slippe, hjørnerne på papiret bukkede. Lyset i opgangen blinkede, og opslaget virkede skiftevis skarpt og svagt – ligesom stemningen i beboerchatten. Nadja Pedersen stod med nøglerne i hånden og lyttede til boremaskinens tone på sjette, så den hakkede, og så begyndte igen. Hun var ikke vred over lyden, men over at det altid blev til retssag: Nogen skrev med store bogstaver i chatten, nogen svarede spidst tilbage, nogen sendte billeder af andres sko i opgangen som bevis på moralsk forfald. Alt dette krævede hendes stillingtagen, selvom hun længtes efter én ting – ro i hovedet. Hun gik op, stillede indkøbsposen på køkkenbordet uden at tage frakken af, og lukkede chatten op. Øverst stod beskeden: “HVEM PARKEREDE PÅ LEGEPLADSEN I NATTEN?”. Og et billede af et hjul på kantstenen. Så “OG HVEM HILSER ALDRIG I OPGANGEN”. Nadja scrollede og mærkede irritationen skylle ind, men tog sig selv i at ønske sig ud af rollen som tilskuer – og fra sin egen tavse iver for at hælde benzin på bålet. Næste morgen vågnede hun tidligt, ikke fordi hun havde sovet ud, men fordi kroppen, som et gammelt vækkeur, bare ringede af sig selv. Det var køligt i rummet, radiatorerne hvislede. Hun tog sportstrøjen på, fandt de kondisko hun “havde købt til gåture” og sjældent brugt, og gik ud på trapperne. Der duftede som i en klassisk opgang: lidt støv, lidt maling fra gamle gelændere og noget neutralt, man ikke vil beskrive. Ved elevatoren stoppede hun og så på opslagstavlen: Kontrol af målere, efterlysning af kat, “påmindelse om generalforsamling”. Nadja fandt papiret frem, hun havde forberedt aftenen før, og satte det op med to tegnestifter. “Morgenture rundt om blokken. Ingen snak, ingen forpligtelser. Mød op 7.15 ved hoveddøren, hvis du har lyst. Bare én omgang og videre. Nadja P.” Hun blev selv overrasket, hvor let det føltes at skrive. Ikke “lad os være venner”, ikke “vi bør være ordentlige”, bare – skridt. Kl. 7.12 stod hun klar ved døren. Gas ovnen var tjekket, vinduerne låst. I hånden – nøgler og mobil; på hovedet – hue. Hun troede, hun ville komme til at stå dér, måske et minut, og gå igen, som om det var meningen. Døren gik, og en kvinde på cirka 45 år med stram knold og ansigtet på forhånd forberedt på smerte, trådte ud. – Er du… fra opslaget? spurgte hun og strammede halstørklædet. – Ja, sagde Nadja. – Jeg er Nadja. – Svetlana. Jeg har ryggen, lægen sagde, jeg skulle gå. Men alene er kedeligt, indrømmede kvinden og tilføjede straks undskyldende: – Jeg er ikke snakkesalig. – Det er heller ikke meningen, svarede Nadja. En mand lidt krumbøjet, sort jakke, kom. Han nikkede, betragtede dem – bekendte, man ikke helt ved om man skal hilse på – og sagde til sidst: – Godmorgen. Jeg hedder Simon. Fra femte. – Sjette, rettede Nadja automatisk: Hun vidste jo, hvem der boede hvor – og overraskedes over sin egen trang til at sortere alt op. Simon grinede skævt. – Nå, sjette, så. Den fjerde var en høj mand i tresserne, sportslue, gangart som én der husker stadion. Han sagde ikke noget, stillede sig bare. – Victor, sagde han kort. – Jeg går alligevel hver morgen. Trodde jeg var den eneste. Kl. 7.16 gik de. Nadja havde valgt en nem rute: Omkring blokken, forbi Netto, gennem nabogården, langs skolen og hjem. Sneen knasede, indimellem var der glat. Åndedrættet i kulden var råt, ingen sagde noget – de lyttede til deres egne skridt. Hun mærkede, hvordan kroppen først protesterede, så faldt ind i rytmen. I hovedet forvandledes de vante klager til tavshed, ikke farlig, men som et tomt, klart stykke papir. På hjørnet brød Simon tavsheden: – Jeg troede mest du lavede sjov om det dér “ingen snak”. Her skal man ellers altid tale. – Hvis man har lyst, svarede Nadja. – Men ingen regnskab. Svetlana lo lavmælt, men ømmede sig, lagde hånden på ryggen. – Er det okay? spurgte Nadja. – Så længe jeg ikke stopper for brat. Victor gik, som om han talte skridt. På tilbagevejen sagde han: – Det er godt. Uden det dér… foreningshalløj. Man går bare. De var hjemme igen kl. 7.38. Ved døren stod de lidt, som efter et kort møde. – I morgen? spurgte Svetlana. – Kom, hvis du vil, sagde Nadja. – Det gør jeg, sagde Simon og nikkede farvel. Næste dag var de tre; Victor manglede, men i stedet dukkede Tanja fra fjerde op, skarp farvet jakke og et blik som om hun skulle sikre, det ikke var en sekt. – Jeg ser bare til, sagde hun uden at præsentere sig. – Gør det endelig, sagde Nadja og gik videre uden at forklare regler. Tanja gik ved siden af Simon, tavs. På anden uge, anden omgang, sagde hun: – Grundlæggende er jeg imod “fællesskaber”. Så bliver det indsamling, og lever man ikke op, er man fjende. – Der bliver ingen penge, sagde Simon. – Jeg er allergisk mod fælles kasser. Ordet “skilsmisse” lod Nadja ligge. Hun kendte det våben, en andens smerte kan blive. Turene blev rutine. Kl. 7.15 ud, kl. 7.40 hjem. Nogen manglede en gang imellem, kom tilbage. Svetlana med vandflaske, Simon kom engang uden hue og bandede hele vejen uden dog at gå hjem. Tanja først holdt afstand, så trådte tættere på. Langsomt spredte det sig ind i opgangen. Folk hilste mere – ikke fordi de SKULLE, men fordi de havde set hinanden, uden skjold. Efter en lægeaftale stod Nadja en aften ved elevatoren, møder Victor: – Virker ikke? spørger hun. – Jo, man skal bare trykke ordentligt, svarer han. Og tilføjer: – Tak for gåturen. Jeg troede ikke jeg havde nogen at følges med. Det føles godt. Hjælpen kom af sig selv. Simon pegede engang stumt på Svetlanas løse snørebånd. Hun skrev i chatten: “Tak til den, der pegede på mit snørebånd.” Uden navn, men med smil. Tanja kom en dag med en pose vejsalt. – Ikke for alle, sagde hun. – For min egen skyld, så jeg ikke falder. – Tak alligevel, sagde Nadja. De lagde salt sammen. Tanja tørrede fingre og mumlede: – Nå, men… Caps Lock blev sjældnere i chatten. Folk røg stadig i totterne over poser og parkering, men nu og da skrev nogen: “Lad os tale ordentligt.” Ikke et slogan. En reminder: Vi kan. Så begyndte larmen på sjette. Det var Andreas, den unge fyr med hunden. Hans boremaskine kørte over selv om aftenen. Chaten eksploderede: “Hvor længe endnu”, “Folk har børn”, “Han er ligeglad”. Tanja skrev: “Kender typen. Han hører aldrig efter.” På turen gik Svetlana med spændte skridt. – Det er ham, sagde hun da de gik forbi skolen. – Boremaskine til ti. Jeg lå og kunne stadig høre den brumme inde i hovedet. Simon nikkede. – Man må larme til elleve, hvis det er… Lovligt. – Drop loven, sagde Svetlana kort. – Det handler om respekt. Tanja, der ellers var sarkastisk, var alvorlig. – Ham må vi sætte på plads. Underskrifter, politi. Så forstår han! Nadja mærkede, hvor hurtigt de blev til en front igen. Hun frygtede ikke byggerodet, men hvor nemt folk blev til “os mod ham”. – Underskrifter – det kommer. Men først en snak. – Med ham? Tanja stoppede. – Seriøst? Han… – Han er et menneske, sagde Nadja. – Vi er ikke en kommission. Simon så på hende: – Du vil selv? Hun ville ikke. Hun håbede, det bare blev stille. Men hun vidste, hvis de nu lavede hetz, ville deres morgencirkler blive til et klageforum, og så var det slut. – Jeg tager snakken. Men jeg vil have én med. Ikke en flok. Simon nikkede. Samme aften tog de på sjette. Nadja skrev først til Andreas privat: “Kan vi lige snakke kort? Nadja fra opgangen.” Han svarede: “Kom bare, er hjemme.” Der stod poser med byggeaffald, pænt bundet. Nok så vigtigt – ikke rod. Hun bankede. Drillen var tavs. Andreas åbnede, støvet på hænderne, T-shirt, hunden dukkede op og forsvandt igen. – Hej, sagde han anspændt. – Hvad sker der? – Vi er ikke kommet for at skændes, sagde Nadja. – Vi har en bøn. Om byggerodet. Simon stod roligt ved siden. – Jeg arbejder helst før ni, sagde han hurtigt. – Men håndværkerne kan ikke om dagen, så jeg gør det selv om aftenen. Skal nå det. – Det forstår vi, sagde Nadja. – Men dem over dig… Svetlana har ondt i ryggen. Det er hårdt når det varer til klokken ti. Andreas sukkede. – Vidste ikke noget om ryggen. Troede bare… Som altid. Folk skriver, men ansigt til ansigt? Aldrig. Nadja mærkede et stik. Det passede. – Kan vi sige, at du skriver i chatten de dage, hvor du må arbejde sent? Ellers slutter tidligere. Og affaldet bæres ikke ud om natten. Han så på poserne. – Jeg fjerner dem i morgen tidlig, lover han. – Vil ikke have rod i opgangen. Det blev bare sent i aften. – Fint, sagde Simon. – Og tidspunkterne? Andreas kløede sig. – Altid før ni. Engang imellem til ni-tredive, højst. Jeg lover at varsle på forhånd. Nadja nikkede. – En ting til. Hunden er sød, men hun hyler om natten… Andreas rødmede. – Hun savner mig. Jeg køber noget legetøj. Hvis det bliver værre, så sig til. Men ikke straks i fælleschatten, okay? På vejen ned sagde Simon dæmpet: – Han er okay. Bare ung og alene. – Det er de fleste af os, sagde Nadja, overrasket over, det kom ud. Næste dag skrev Andreas i chatten: “Jeg bygger til kl. 21. Advarer hvis længere. Affald køres i morgen.” Nogen reagerede, nogen lod være. Tanja skrev: “Vi får se”. Men ingen caps lock. På morgengåturen næste dag var Tanja stiv i ansigtet. – Nå? Snakkede I? – Ja, sagde Nadja. – Han holder sig til ni, varsler ellers. – Og det var det? Tanja ventede på sejr, bekræftelse af sin metode. – Det er det, sagde Nadja. – Vi skal ikke vinde. Tanja fnøs, men gik videre. Efter lidt tid, uden at se på nogen: – Okay. Hvis han larmer alligevel, så skriver jeg! – Gør det – men til ham først, sagde Nadja roligt. Svetlana hviskede: – Tak fordi I ikke gik efter heksejagt. Det havde jeg ikke klaret. Nadja mærkede en knude i halsen, tog en kold vejrtrækning – så forsvandt den. En uge senere droppede Victor ud. Nadja mødte ham ved postkasserne. – Du mangler på turen, sagde hun. – Knæet, svarede han. – Lægen siger jeg skal tage det roligt. – Det er ærgerligt. – Jeg ser jer alligevel, sagde han. – Når I går, åbner jeg vinduet. Føles som om, jeg også er med. Det var både sjovt og rørende. Op til nytår var det rutine: Nadja, Svetlana og Simon. Tanja kom sommetider, forsvandt i en uge, vendte tilbage, som om hun prøvede at aflure, om deltagelsen havde overlevet. Andreas kom sjældent, når byggerodet var værst. Han gik med, lyttede til den knasende sne, gik hjemme først. Opgangen var ikke perfekt. Der stod stadig poser ved skakten, nogen parkerede stadig skævt, chatten fik stadig temperament. Men Nadja følte, at huset huskede, hvordan det også kunne være. I januar, en hverdag, gik hun ud 7.14. Simon stod allerede, lukkede jakken. Han så op: – Godmorgen, Nadja. – Godmorgen, Simon. Svetlana kom stille, forsigtigt på de strøede trapper. – Hej. Ryggen klarer den, sagde hun og smilede som var det en lille sejr. Tanja dukkede op, søvnig, uden sædvanlig bidskhed. – Jeg går med. Men intet snak om chatten, mumlede hun. – Aftale, sagde Nadja. De gik. Skridtene fandt en fælles rytme. Ikke perfekt, men stabil. Ved hjørnet holdt Simon Svetlana oppe, da hun gled – så diskret, at takken ikke blev sagt højt. Da de vendte hjem, stod Andreas med hunden. Han nikkede. – Godmorgen. Jeg kommer senere, skal på arbejde. Men… tak fordi I snakkede ordentligt dengang. Nadja nikkede. – Vi bor jo her, sagde hun. Det lød ikke som et motto. Det var bare et faktum, der endelig ikke længere førte til krig.

Morgencirklen

På elevatorens dør havde nogen igen sat et stykke papir fast med tape: SÆT IKKE POSER VED AFFALDSKATTEN. Tapen hang i laser, papiret krøllede i hjørnerne. Lyset i opgangen blinkede, og teksten virkede skiftevis skarp og mat ligesom stemningen i ejerforeningsgruppen.

Inger Møller stod med nøglerne i hånden og lyttede til, hvordan boremaskinen på sjette sal tog fat i væggen, gik i stå og begyndte igen. Hun var ikke vred på lyden i sig selv. Det var noget andet, der irriterede hende: At det altid endte med retssager i fælleschatten. Nogen skrev med store bogstaver, andre svarede spydigt, nogen sendte billeder af andres sko foran døren som bevis for moralsk forfald. Og det hele krævede hendes opmærksomhed, selvom hun for længst kun havde ønsket én ting ro i hovedet.

Hun gik op til sig selv, satte indkøbsposen på køkkenbordet uden at tage frakken af, og åbnede chatten. Øverst stod nu: HVEM PARKEREDE PÅ LEGEPLADSEN I NAT? Dernæst et billede af et dæk på fortovskanten. En anden havde tilføjet: OG HVEM HILSER ALDRIG I OPGANGEN? Inger bladrede igennem, mærkede en velkendt bølge af irritation rejse sig i brystet, og tog sig selv i pludselig at tænke: Hun var træt af at være tilskuer til andres opgør. Og træt af sin egen evige parathed til at hælde benzin på bålet også bare i tankerne.

Næste morgen vågnede hun tidligt, ikke fordi hun var udhvilet, men fordi kroppen, ligesom et gammelt vækkeur, virkede af sig selv. Det var køligt på værelset, radiatorerne sivede. Hun tog en træningsjakke på, fandt de løbesko i entreen, hun havde købt til gåture men næsten aldrig brugt, og gik ud i opgangen. Der duftede som altid: lidt støv, lidt maling fra de gamle gelændere, og noget neutralt, der ikke kunne beskrives.

Hun stoppede op ved elevatoren og kiggede på opslagstavlen. Der hang papirer om måleraflæsning, en bortløben kat og generalforsamlingE. Inger trak et ark frem fra tasken, som hun havde forberedt aftenen før, og satte det fast forsigtigt med tegnestifter:

Morgengåtur rundt om kvarteret. Ingen snak og ingen forpligtelse. Dem, der vil, mødes kl. 7.15 foran opgangen. Bare en runde og hjem igen. Inger M.

Hun blev selv overrasket over, hvor let det havde været at skrive. Ikke et lad os være venner, ikke noget vi må være ordentlige, bare skridt.

Kl. 7.12 stod hun allerede klar ved døren, havde tjekket, at hun havde slukket for gassen og lukket vinduerne. I hånden nøgler og mobil, på hovedet hue. Hun regnede med at stå der et minut og så gå, som om det hele var planlagt.

Døren til opgangen smækkede, og ud trådte en kvinde midt i fyrrene, håret sat op, ansigtet med det der udtryk af én, der allerede har forestillet sig smerte.

Er du… fra opslaget? spurgte hun og rettede på sit tørklæde.

Ja, sagde Inger. Jeg er Inger.

Gertrud. Jeg har svært ved ryggen, lægen sagde jeg skal gå, men alene er kedeligt, tilføjede hun undskyldende: Jeg er ikke snakkesalig.

Det behøver du heller ikke være, forsikrede Inger.

Et minut senere dukkede en mand op, lidt foroverbøjet, mørk jakke. Han nikkede, kiggede på dem, som om han ikke var sikker på, om han burde hilse, og sagde så:

Godmorgen. Jeg hedder Jens. Femte.

Sjette, rettede Inger automatisk, for hun vidste, hvor folk boede. Og hun blev irriteret over eget behov for at rette.

Jens trak på smilebåndet.

Sjette. Beklager.

Fjerde mand var høj, omkring tres, sportslig hue og med en gang, der stadig havde noget stadion over sig. Han sagde intet, stillede sig bare op.

Poul, sagde han kort. Jeg går alligevel altid om morgenen. Troede, jeg var den eneste.

Kl. 7.16 gik de. Inger havde bevidst valgt ruten: rundt om blokken, forbi brugsen, igennem nabogården, langs skolen og hjem. Sneen var fasttrådt og glat nogle steder. Kulden bed lidt i lungerne, og de første minutter sagde ingen noget, alle lyttede til deres egne skridt.

Inger mærkede, hvordan kroppen først protesterede, men så faldt til ro. Hovedet, hvor andres klager plejede at køre rundt, blev tomt ikke på den skræmmende måde, bare klar, som et frisk stykke papir.

På hjørnet sagde Jens pludselig:

Jeg troede, du lavede sjov med uden snak. Her snakker vi jo altid.

Man må gerne, hvis man vil, sagde Inger. Bare ingen referater.

Gertrud grinede blidt, men ømmede sig og lagde hånden på lænden.

Går det? spurgte Inger.

Det går, så længe jeg ikke stopper brat.

Poul gik med rutinerede skridt, nærmest som han talte dem. På vejen tilbage sagde han:

Det her er godt. Uden alle de der… møder. Bare gå.

Da de var hjemme igen kl. 7.38 stod de lidt kejtet, som efter et kort morgenmøde.

I morgen igen? spurgte Gertrud.

Hvis du kommer, sagde Inger.

Det gør jeg, sagde Jens og løftede hånden i stedet for farvel.

Næste dag var de tre. Poul dukkede ikke op, men det gjorde en kvinde fra fjerde, Lene, omkring de fyrre, farverig jakke og et blik som én, der ville sikre sig, at det ikke var en sekt.

Jeg ser bare på, annoncerede hun uden at præsentere sig.

Gør du bare, sagde Inger og begyndte at gå, uden at forklare noget.

Lene gik ved siden af Jens og sagde intet første gang. I uge to, på anden runde, sagde hun så:

Jeg er ellers imod de der fællesskaber. Så ender det altid med indsamlinger, og dem der ikke betaler bliver udskammet.

Der bliver ingen penge, sagde Jens. Jeg er selv allergisk efter skilsmisse og fællesøkonomi.

Inger hørte ordet skilsmisse og lod det ligge. Hun vidste hvor let fremmed smerte bliver til diskussionsemne eller våben.

Gåturene holdt sig ved gentagelsen. De gik ud 7.15, hjem 7.40. Nogle gange manglede én, og kom igen senere. Gertrud havde altid en lille vandflaske med og drak forsigtigt undervejs. En dag kom Jens uden hue og brokkede sig gennem hele runden men gik dog med. Lene holdt sig først lidt for sig selv, men gik efterhånden tættere på de andre.

Det sivede underligt ind i opgangen. Inger opdagede, at folk hilste oftere. Ikke fordi man skulle, men fordi man nu kendte hinanden også uden panser.

En aften kom hun træt hjem fra lægen, papirer i tasken. Poul stod ved elevatoren og trykkede på en knap, der tit satte sig fast.

Virker den ikke? spurgte hun.

Jo, man skal bare trykke til, sagde han. Da elevatoren kom og de steg ind, sagde Poul pludselig:

Tak for de gåture. Jeg troede ikke, jeg havde nogen at gå med længere. Men det her føltes okay.

Inger nikkede og mærkede noget varmt indeni, men lod være med at svælge i det. Bare registrerede, at en anden havde fået det lidt lettere.

Små tjenester var begyndt at opstå. Jens pegede en morgen uden ord på at Gertruds snørebånd var gået op; Gertrud skrev senere i chatten: Tak til dig der så min snørebånd, ellers var jeg nok faldet. Uden navne, men med en venlig tone.

Lene kom pludselig med en pose vejsalt til trappen ved opgangen.

Det er ikke til alle, sagde hun og stillede posen fra sig. Bare så jeg ikke brækker noget.

Tak alligevel, sagde Inger.

De spredte salt sammen, Lene børstede hænderne af i vanterne og mumlede:

Ja ja, når nu I alligevel står her

Chatten havde færre sure opslag med store bogstaver. Ikke ingen, men færre. Folk skændtes stadig om affald og parkering, men indimellem skrev nogen: Lad os tage det i ro og mag, vi kan vel snakke. Og nu lød det ikke som et slagord, men en ægte påmindelse.

Problemet kom sidst i november, da der begyndte håndværkerrod i lejligheden, hvor Anders boede med sin hund. Ikke første gang, men denne gang blev der også boret sent. Chatten eksploderede straks: NOK ER NOK, BØRN SKAL SOVE, ER DU HELT OPSLUGT!. Lene skrev: Jeg ved hvem det er. Sådan er han altid. Han er ligeglad.

På morgengåturen marcherede Gertrud anspændt; det var som om hvert skridt sendte bølger af irritation både gennem ryggen og sindet.

Det er ham, sagde hun, da de passerede skolen. Sjette. Lige over mig. Boremaskine til klokken ti i går. Jeg hørte stadig motoren alle steder i min krop, da jeg lå i sengen.

Jens trak på skuldrene.

Ifølge loven må man til klokken elleve, hvis ikke det larmer vanvittigt

Drop juraen, cuttede Gertrud. Det handler ikke om lov. Det handler om respekt.

Lene, som ellers plejede at svare rapkæftet, var nu alvorlig.

Han skal sættes på plads. Ellers fatter han ingen ting. Indsamling af underskrifter, ejendomsadministration, så skal han nok forstå det.

Inger mærkede deres gruppe så varm i går blev til det frygtelige fællesskab: vi mod ham. Hun blev mere bange for den stemning end for boremaskinen.

Først snakke, så underskrifter, sagde hun. Vi er ikke en domstol.

Tale med HAM? Lene så vantro ud. Han er jo…

Han er også bare et menneske, sagde Inger. Vi er naboer, ikke politi.

Jens så undersøgende på hende.

Du vil selv tage det?

Nej, Inger havde ikke lyst. Hun ønskede bare, at alt blev roligt uden hendes indgriben. Men hun indså: Hvis det endte i offentlig udskamning, ville morgencirklerne drukne i utilfredshed og forfalde.

Jeg tager snakken. Men jeg vil have én med. Ingen flok.

Jens nikkede.

Jeg kommer med.

Samme aften gik de op på sjette. Inger havde skrevet til Anders privat på forhånd: Har du et øjeblik? Det er Inger fra opgangen. Han svarede efter ti minutter: Ja, kom bare ind, jeg er hjemme.

Ved døren stod sække med byggeaffald, forsvarligt lukkede. Allerede der ikke en bunke, bare en midlertidig ophobning. Inger ringede på. Boremaskinen var tavs.

Anders åbnede, i T-shirt, armene støvede. Hunden, mellemstor, rød, lige et glimt bag hans ben, og så væk.

Hej, sagde han forsigtigt. Er der problemer?

Vi kommer ikke for at skændes, sagde Inger, og følte sig pludselig fjollet men kunne ikke finde andre ord. Vi har et ønske om dit byggeri.

Jens stod tavs ved siden af.

Jeg forsøger at blive færdig til klokken ni, sagde Anders hurtigt. Men jeg arbejder om dagen, så det bliver sent indimellem.

Vi forstår det, sagde Inger. Men folk over dig Gertrud her har dårlig ryg og har brug for hvile. Og når det kører til klokken ti, er det tungt.

Anders sukkede.

Jeg vidste ikke noget om ryggen. Jeg troede bare ja, folk skriver i chat, men siger aldrig noget direkte.

Inger blev flov. Det var sandt, det der med ikke at snakke direkte.

Kan vi aftale, du siger til, hvis du i en periode må larme sent? Resten af tiden satser vi på du slutter tidligere. Og at du ikke smider affald ud om natten.

Anders kiggede på sække ved døren.

Affaldet tager jeg ud i bilen i morgen tidlig, sagde han. Jeg vil ikke lade det stå. I dag var det bare sent.

Alletiders, sagde Jens. Og tidsplanen?

Anders kradsede sig i håret.

Jeg kan stoppe senest ni, kun undtagelsesvis senere så giver jeg besked i chatten. Og jeg prøver at holde det til max én gang om ugen.

Inger nikkede.

Én ting til. Hunden er sød, men når den hyler sent…

Anders blev rød.

Kun når jeg går hjemmefra, den savner mig. Jeg køber noget legetøj, så den ikke piber. Sig til, hvis der opstår mere bare ikke direkte i fælleschatten, tak?

De gik ned, og på trapperne sagde Jens lavt:

Han virker helt normal. Bare ung og alene.

Vi er allesammen lidt alene her, svarede Inger, forbløffet over, hun sagde det højt.

Næste dag skrev Anders i chatten: Kære naboer, jeg bygger til kl. 21. Fremover giver jeg besked hvis det bliver sent. Affald fjernes i morgen. Nogen reagerede, andre forholdt sig tavse. Lene skrev: Vi får se. Men ingen store bogstaver.

På morgencirklen kom Lene med stiv mine.

Nå? Talte I sammen?

Ja, sagde Inger. Han er med på at slutte klokken ni og give besked.

Er det alt? Lene håbede tydeligvis på medhold at hendes metode blev valgt.

Det er alt, sagde Inger. Vi skal ikke vinde.

Lene fnyste, men gik videre. Efter kort tid sagde hun, uden at kigge op:

Tja. Hvis det larmer, skriver jeg alligevel.

Gerne, nikkede Inger. Men skriv først til ham.

Gertrud gik stille ved siden af og sagde pludselig lavt:

Tak fordi I ikke startede mobning. Det havde jeg ikke kunnet klare.

Inger mærkede en klump i halsen, trak koldt morgenluft ned og så forsvandt den.

Ugen efter begyndte Poul at gå mindre. Inger mødte ham ved postkasserne.

Vi har ikke set dig, konstaterede hun.

Knæ. Lægen siger jeg skal tage den med ro.

Ærgerligt, sagde hun.

Kigger alligevel ud af vinduet, tilføjede Poul. Når I går, åbner jeg op. Det føles som om jeg stadig er med.

Det var både sjovt og rørende.

Op til nytår blev gåturene en vane for tre: Inger, Gertrud og Jens. Lene dukkede op af og til, forsvandt i en uge, og kom så igen, som om hun ville se, om gruppen stadig holdt. Anders gik nogle gange med, efter de hårdeste arbejdsdage stille, lyttede til sneen, gik som regel først hjem.

Opgangen blev aldrig ideel. Der stod stadig poser til affaldsskakten. Folk parkerede stadig skævt. Chatten fik indimellem stadig gamle, anspændte toner. Men Inger følte, at der nu også var hukommelse om noget andet at de havde prøvet at gøre tingene på en anden måde.

I januar, en hverdagsmorgen, gik hun ud kl. 7.14. Jens stod allerede foran hoveddøren og knappede jakken.

Godmorgen, Inger.

Godmorgen, Jens.

Gertrud nærmede sig, trådte varsomt ned ad salten på trinene.

Hej. Ryggen er okay i dag, sagde hun med et lille triumferende smil.

Ud trådte Lene søvndrukken, ikke til at bide skeer med denne morgen.

Jeg går med. Men vi snakker ikke om fælleschatten, sagde hun mumlende.

Godt, svarede Inger.

De gik. Skridtene faldt naturligt i takt ikke perfekt, men støt. Jens rakte instinktivt ud og støttede Gertrud, da hun gled, og det skete så ubemærket, at ingen behøvede at sige tak.

Da de kom hjem, stod Anders udenfor med hund i snor. Han nikkede.

Godmorgen. Jeg går senere, skal på arbejde. Men tak fordi I kom på en ordentlig måde dengang.

Inger nikkede.

Vi bor jo her sammen, sagde hun.

Det lød ikke som et slogan. Det var bare et faktum, og for første gang var det ikke en krigserklæring.