Morgen. Helle, ejendomssbestyreren, løber langs bygningen, hvor hun er ansvarlig. På vej mod verdensrekorden i 100-meter løb. Med hendes paryk flagrende i vinden, knytnæverne blodige og i en nederdel, hvis lynlås er gledet frem og ligner en traditionel gylp. Hendes venstre, femte bh-størrelse er faldet ud gennem et hul i hendes iturevne bluse. Den højre holder stadig stand. I det flimrende morgenlys ligner hun nærmest Frihed på Barrikaderne af Delacroix.
Og hvad er årsagen til denne dramatiske optræden? Helle gik rundt og talte hundelorte i haven. Pludselig træder Jakob Møller fra nummer toogtres frem fra hjørnet med sin hund, Arne. Arne er normalt en velopdragen hund. Måske tygger han lidt i bilhjul hist og her, men det er småting. De kunne være gået forbi hinanden, men lige for øjnene af Helle løfter Arne poten og tømmer en stråle med 3 bars tryk på hendes elskede petunia af sorten Bourgogne.
Helle blev overvældet af varme, der steg fra benene til ansigtet. Den bølge var nok det, der drev hende mod ‘klipperne’. Selv modne kvinder, når de ramt af sådan en bølge, tænker ganske egoistisk. Hun svang en kopi af Politiken, ramte Arne med den fladt i ansigtet. Avisen blev til konfetti. Kun redaktionslisten var tilbage i hendes hånd.
Nu løber Arne efter Helle. Tuder og forsøger at forklare, at myterne om menneskeædende pitbulls er uden videnskabeligt grundlag. Han har intet imod katte og hans yndlingsfilm er om sanktbernhardshunden Beethoven. Han kunne ikke gøre en flue fortræd. Men hvis han fanger denne dame nu, kan Jakob ende i fængsel fra syv til tolv år. Og hvis de ikke når frem i tide, kan det blive fra ti til tyve år.
Bagved Arne galoperer Jakob Møller med en ko’s ynde. Han klemmer resterne af Helles bh i hånden og forsøger at overbevise hende om, at den kan syes, så den er som ny. Desuden er parykker alligevel ikke i stil længere, nu er det dreadlocks, der er det helt store. Og han kan ikke komme i fængsel, fordi han skal afholde en eksamen i dansk kirkehistorie på fredag.
Det kunne være endt med forsoning. Men ulykker kommer aldrig alene. Fra opgangen ved siden af kommer Thorsten med sin riesenschnauzer, Mikkel, på en snor. Mikkel, der fornemmer, at han er gået glip af en del, kaster sig over Jakobs tøj med en sådan entusiasme, at Jakob må vælge mellem at dække sig med sin kop fra femte etage eller droppe eksamen.
Imens er Arne på nakken af Helle, riesenschnauzeren og dens ejer. På vej hjem snupper han en krykke fra en gammel dame på en bænk og vander skraldespanden.
Nu gør Helle livet surt for hele politiafdelingen med sin tilstedeværelse. Hver dag afhører hun betjenten og kræver at vide, hvor mange år hendes mand Jakob får, og hvornår de har tænkt sig at aflive den forbandede Arne.
Man kan ikke stille betjentene sådanne spørgsmål. De står magtesløse overfor kaos og er dødelige som alle andre. Indtil videre er anklagen faldet på hærværk. Men hvordan man skal afhøre Arne som mistænkt… Det kan man måske klare. Antag vi får en underskrift. Hans håndskrift virker fast og tydelig, vurderet ud fra angrebet på petuniaerne. Men at overbringe ham en anklage – det er det helt store spørgsmål. Trykte medier synes han nemlig at have mistet tillid til for nylig.
