Morfar er her ikke længere
Anna var netop kommet hjem fra endnu en forretningsrejse. Hun havde knap nok fået overtøjet af og kufferten pakket ud, da telefonen ringede. Det var hendes mor.
Inger-Lise var tydeligt oprevet, men Anna tænkte ikke nærmere over det. Hun var simpelthen for træt efter den lange togtur.
Anna, skat, er du kommet hjem?
Hej mor. Ja, nu er jeg endelig hjemme. Har lige sat foden indenfor. Hvorfor ringer du, er der sket noget?
Det er godt, du er hjemme, sagde moren blot.
Anna fornemmede straks, at moren ville sige hende noget særligt, men af en eller anden grund trak hun tiden ud. Måske vidste hun ikke, hvor hun skulle begynde.
Det er sikkert bare nogle sladderhistorier fra opgangen igen, hun er ivrig efter at dele, tænkte Anna. Men i dag havde hun ikke overskud til det. Alt, hun længtes efter, var at falde om på sengen og få sovet ud. Natten i toget havde ikke været fredelig i nabokupéen havde fire unge mænd drukket sig fulde og holdt koncert med guitar og sang, og blandt sangene var også én om hende:
Æbletræer blomstrede i haven,
Morgendisen svævede tungt.
Anna gik ned til åen,
Der hvor brinken er stejl og tung
Måske ville Anna have smilt over det en anden dag. Men nu ønskede hun bare, at guitaren ville sprænge en streng. Det skete dog ikke.
Mor, jeg trænger til lidt ro efter rejsen, jeg gør mig lige i stand og så ringer jeg tilbage, aftaler vi det?
Jeg er bange for, det ikke går, sukkede moren.
Hvad mener du? Nu blev Annas opmærksomhed fanget, for moderen lød anderledes.
Du får ikke ro alligevel, begyndte hun igen.
Hvorfor ikke? Jeg har været på forretningsrejse og har faktisk ret til det. Jeg venter ikke gæster og har ingen planer. Eller… er der noget, jeg ikke ved? Du har vel ikke tænkt dig at dukke op uanmeldt?
Anna, morfar er her ikke mere
Anna blev bleg, hun satte sig tungt på sofaen, stadig med telefonen presset mod øret. Sådan én besked havde hun ikke ventet.
Det var Fru Kristensen, hans nabo, der ringede i morges. Hun kom forbi med en mælk, og så lå Poul Erik der På dørtrinnet, hånd over hjertet, og trak ikke vejret. Nok hele natten har han ligget der. Vi må til Lolland og begrave ham. Naboerne hjælper, men Anna, hører du mig?
Anna var så rystet over nyheden, at hun knap fik fremstammet et Mm.
Fru Kristensen ringede også til de andre slægtninge, men de nægtede at komme til begravelsen. De sagde, hvis han havde efterladt dem noget i arv, kunne de måske have overvejet det. Men huset, huset vil ingen have. Inger-Lise holdt en pause før hun talte igen:
Jeg har ærligt talt heller ikke lyst til at tage ned til den landsby, især ikke når Poul Erik selv sagde, at min fod aldrig mere måtte betræde hans grund hverken til jul, eller nu til begravelsen. Og det lovede jeg ham faktisk. Så håbet er hos dig, skat. Kan du tage afsted? Vil du følges med ham den sidste vej?
Anna sagde intet, men hendes blik faldt på natbordet, hvor det sidste brev fra morfar lå. Med poststemplet kunne hun se, det var sendt for en måned siden. Hun havde ikke nået at få det, fordi hun var bortrejst igen. Tredje forretningsrejse på seks måneder og firmaet ville snart sende hende afsted igen. Af kollegaerne havde den ene dårligt helbred, den anden små børn kun Anna var uden familie og kunne rejse. Den ansvarsløse, som alle sagde.
Anna, lød moderens stemme igen i røret. Jeg vil bare ikke have, at naboerne tænker, vi er ligeglade. Han var sær, ja, men dog et menneske. Og du havde det jo godt med ham. Så, hvad siger jeg til Fru Kristensen? Tager du derned?
Ja, mor. Selvfølgelig gør jeg det. Men…
Anna gik hen til brevet, rørte ved det og lagde det tilbage.
Mor, jeg forstår bare ikke… Hvordan kunne det ske? Han så jo rask ud, da jeg besøgte ham til nytår.
Ja, kære, men du ved alder, lød det trætte svar. Han rundede jo snart de firs, og mange mænd får ikke engang så mange år. Lad ham nu få fred.
Anna var i chok. Hun havde elsket sin morfar højt hun var måske den eneste, der holdt kontakt. Hverken de andre i familien eller hendes mor talte længere med Poul Erik. Især ikke hendes mor det skyldtes en gammel uvenskab, der havde sit ophav i tabet af Annas far, Anders. Poul Erik mente, det var svigerdatterens skyld, at han mistede sin eneste søn at hun havde presset ham ud over kanten. Hans søn, læreren, døde før han fik pension.
Inger-Lise havde virkelig presset sin mand til at tage flere og flere arbejdsopgaver, først for at betale for nyt køkken, så for sommerhus eller bare for at få lidt mere luksus. Det tog hårdt på Anders, og til sidst sagde hjertet stop. Poul Erik brød helt sammen ved begravelsen. Så siden talte han aldrig med udsvigerdatteren. Alt kontakter gik gennem Anna.
Anna og morfaren havde ellers haft et nært bånd. Som barn havde Anna tilbragt sommerferier hos ham på Lolland, og da hun blev voksen, skrev de breve til hinanden. For Poul Erik ville ikke have noget med hverken mobiltelefoner, tablets eller computere at gøre. Måske netop derfor holdt de andre sig væk hvem skriver breve i vore dage?
Poul Erik er tosset, sagde de på bænken. Først mistede han konen, så sønnen. Det sætter jo sine spor.
Især den sidste måned virkede han særere, mente folk. Selv Fru Kristensen, hans trofaste nabo, begyndte at spekulere. Han blev set tale ofte med sin kat. Men katten den sås aldrig af nogen.
Efter samtalen lagde Anna sig på sengen og græd. Hun havde håbet at se morfar til sommer, men havde udsat turen gang på gang på grund af arbejde.
Og hendes chef?
Ifølge reglerne, Anna, har jeg ret til at sende dig. Hvis du ikke vil, så skriv din opsigelse. Men finder du en bedre løn et andet sted?
Og ja, lønnen var virkelig god, så Anna fandt sig i det. Men hun var ved at brænde ud, og længtes efter et mere menneskeligt arbejdsliv.
****
Begravelsen gik sin gang. Efter at kisten klædt med vinrødt fløjl var hamret til og nedsænket, smed folk hver især en håndfuld jord, og blomster og kranse dækkede den friske grav.
Kan det virkelig være slut? tænkte Anna. Morfar var her og nu er han væk.
Men der var jo endnu gravøllet, hvor der ville blive skænket snaps og fortalt historier om den afdøde. Det var netop gennem sådanne fortællinger, at Poul Erik kunne leve videre nu kun i minderne hos de tilbageværende.
Efter maden forlod folkene stedet. Anna stod alene igen, fyldt med vemod.
Jeg nåede det ikke. Jeg nåede ikke at se morfar igen før det var for sent.
For at undgå tankerne gik hun i gang i huset: luftede grundigt ud, vaskede det slidte gulv, tørrede støv af og gemte resterne af maden i køleskabet.
Det solide, gamle bindingsværkshus på Lolland var hyggeligt og hjemligt, trods det beskedne interiør. Anna gik udenfor og oplevede Lollands lune aftenluft, før hun gik rundt og betragtede haven. Der var rækker i køkkenhaven men ikke plantet noget endnu. Måske vidste morfar, at der ikke blev nogen sommer at dyrke i år.
Æbletræerne blomstrede, og bagerst i haven voksede ribs og hindbær. Morfar havde holdt jorden i live så godt han kunne. Hvem mon tager sig af den nu?
Anna satte sig på en bænk under æbletræet og ringede til sin mor.
Godt gået, Anna. Han var mærkelig, men dog et menneske.
Han var egentlig ret normal, mor. Livet havde bare været hårdt mod ham. Du skal ikke bære nag. Han holdt jo af far mere end noget andet i verden.
Ja, det er for længst glemt, Anna. Hvil i fred, Poul Erik. Hvornår tager du så hjem? I morgen? Det må være ensomt hos ham.
Nej, jeg tager ikke hjem med det samme. Har søgt fri og vil blive nogle dage. Få ro fra byens larm. Og så er der ni-dages-mindestund. Måske kommer du?
Det har jeg ikke tid til, Anna. Nu hvor havesæsonen er i gang!
Du burde huske, at fars grav også er her. Du har aldrig besøgt den siden begravelsen. Ikke siden den dag.
Jeg sagde jo også til Poul Erik, vi burde begrave Anders i byen, ikke på landet. Men han lyttede ikke til mig. Nå, nu begynder min yndlingsserie. Ring om der er noget.
Anna smilede. Typisk mor: når snakken blev for alvorlig, meldte pludselig ærinde sig. Tilbage i huset lavede Anna te på tørrede blade fra morfars lager: solbær, mynte og citronmelisse, og inden hun gik i seng, læste hun igen det mærkelige brev fra Poul Erik.
Normalt skrev han om sig selv, men nu handlede alt om en kat, Sortemis.
Hvilken kat? Han havde da aldrig haft dyr, eller vist nogen interesse for det.
Kære Anna, du skulle bare have set, hvor meget Sortemis elsker mælk. Han drikker næsten en halv liter ad gangen, så jeg må igen plage naboen om at hente nyt. Han gemmer sig dog stadig for mig. Jeg ser ham kun som en skygge, der piler forbi. Jeg håber, du kommer snart måske kan du få ham tam. Man skulle næsten tro, han har dårlige erfaringer med folk
Men Anna havde ikke set nogen kat hverken ude eller inde. Alligevel havde hun, som han beskrev det, følt et blik i nakken den dag.
Må snart spørge Fru Kristensen måske ved hun, hvem Sortemis er
****
Anna vågnede i daggryet. Solen sneg sig gennem de gamle blonder i vinduerne, fugle kvidrede udenfor, haner galede i nabolaget det var et rigtigt dansk landsbymorgen.
Hun kom i tanke om, hun ville tale med Fru Kristensen om katten.
Kat? gentog naboen, forundret.
Det ved jeg ikke Sortemis tror jeg, han kaldte den. Han skrev om den i sit sidste brev.
Nå ja! For omkring en måned siden begyndte Poul Erik at tale med en kat altså, ikke at jeg så nogen. Men det lød næsten sådan. Han bad den komme frem og lignende. Jeg stak hovedet ind over hækken men så kun ham. Næste dag det samme. Snakken gik, at han drejede rundt for sig selv til sidst. Men vi så aldrig katten, Anna. Og jeg var ofte forbi. Hvis den fandtes, ville vi have set den. Jeg tror bare, det var ensomheden.
Måske, men jeg synes nu ikke, morfar mistede forstanden. Noget må vi have misset eller også gemte katten sig bare godt. Har der været nogen sorte katte, der er forsvundet i landsbyen?
Nej, det har der faktisk ikke, og der er ingen her, der ejer sorte katte.
Anna brugte resten af dagen på at ordne huset og haven, men hendes tanker kredsede hele tiden om Sortemis.
Var der virkelig en kat og hvor er den nu?
I mellemtiden betragtede den sorte kat hende fra sit skjul. Allerede første dag havde Sortemis lagt mærke til hende. Ud af alle de mennesker, der havde valfartet til stedet efter morfars død, var det hende, han følte sig kaldet til. Hun havde en ro og venlighed, han genkendte fra den gamle.
Sortemis lod sig ikke se, men holdt konstant øje. Han var vokset op med slag og skældsord; ingen i landsbyen havde været rare ved ham. Da han endelig fandt en, der ikke jagtede ham væk Poul Erik holdt han sig stadig fra afstand, selvom han nød hans snak og selskab.
Nu ville han gerne tættere på Anna, men frygten sad dybt.
Men på niendedagen efter morfars død tabte Sortemis koncentrationen. Anna fangede et glimt af ham mellem buskene.
Åh, der er du jo, Sortemis! Morfar skrev altså sandt om dig. Kom bare, jeg vil gerne hilse.
Sortemis forsvandt straks. Men Anna blev ved, forsøgte at lokke ham frem. I morgen rejser jeg vil så gerne sige farvel, eller måske tage dig med.
Fru Kristensen, der kom med en bakke friskbagte boller, så Anna tale til noget usynligt. Nogen kat så hun ikke.
Nu er pigen ligesom morfar, tænkte hun, og skyndte sig hjem.
Senere trak skyer op, vinden tog til og hanerne blev tavse. Nu kommer der uvejr, tænkte Anna. Det varede ikke længe, før regnen styrtede ned og torden brød løs. Indenfor lå Anna søvnløs mens uvejret rasede. Så et brag! Hun satte sig op i sengen. Pludselig glimtede to gule øjne i vinduet, og kort efter fór noget sort og plaskvådt ind gennem ruden. Det var Sortemis.
Han gemte sig under sengen. Anna måtte bruge tid på at lokke ham frem men det lykkedes. Hun tørrede ham, og om natten sov de begge, tæt sammenrullede, mens regnen hamrede mod ruden udenfor.
****
Næste morgen vågnede Anna til solskin og fuglesang. Sortemis forsøgte at åbne vinduet.
Skal du ud, lille ven? spurgte hun.
Han så undskyldende på hende som om han bad om lov til at gå ud igen.
Ikke før du har fået morgenmad, sagde Anna blødt. Og bagefter, ja så må du selv vælge. Vil du blive her, eller tage med til København? Morfar ville have været glad, hvis jeg tog dig med. Og jeg vil det også men det er dit valg.
Efter et måltid slap hun kærligt Sortemis ud i haven, men da hun senere pakkede og skulle afsted, ventede han allerede på trappestenen. Han stødte hovedet mod hendes ben og spandt.
Så havde han valgt: han ville med hende hjem til byen. Han var færdig med at gemme sig. Nu ville han bare være en almindelig huskat.
Det er godt, Sortemis, sagde Anna og smilede. Jeg vidste du ville.
Anna gik over til Fru Kristensen med husnøglen og katten på armen. Fruen tabte næsten mund og mæle.
Er det… katten?
Ja, det er ham, sagde Anna. Så I kan godt lade være at sige, morfar var gal. Han havde bare fundet sig en bange kat, der havde det svært med mennesker. Men nu har han overvundet det.
Nå ja jeg passer huset imens, det lover jeg. Kommer du igen, Anna?
Selvfølgelig. Jeg, eller rettere vi to jeg og Sortemis kommer igen, det lover jeg.
Fru Kristensen gav hende en pose nybagte boller til rejsen.
Anna satte sig i bussen, Sortemis på skødet. Ud ad vinduet, oppe i en sky, syntes hun et øjeblik at se morfars milde ansigt. Og måske gjorde katten også, for han trykkede sig ind mod ruden og kiggede op.
Ansigtet så venligt ned, smilede og måske blinkede til dem, inden bussen satte i gang og skyen forsvandt.
Men uanset om det bare var en illusion, vidste Anna én ting med sikkerhed: Poul Erik var ikke væk. Han levede videre i deres hjerter, mens de to pige og kat nu begyndte et nyt fællesskab, tæt forbundet af hans minder.
