*Dagbogsnotat*
”Godmorgen, mødre. Hvordan har I det?” Tidligt om morgenen kom en smuk jordemoder ind på fødeafdelingen.
Hun var klædt i hvid kittel og en stiv hvid hue. Hendes udseende var næsten overvældende.
Hun nærmede sig den første seng, hvor en ung mor lå vendt mod væggen.
”Nielsen, lad nu være med at lade som om du sover. Vend dig om på ryggenhjælp mig med at tjekke din mave,” sagde lægen bestemt.
Nielsen sukkede og vendte sig langsomt. Sofie genkendte hende straks – de havde født samme nat, kun få timer fra hinanden. Lægen bøjede sig ned, trak dynen til side og løftede den slidte hospitalsjorte. Hun undersøgte forsigtigt maven.
”Godt. De bringer din søn til dig snart, så du kan amme. Er du klar?” spurgte hun, mens hun dækkede den unge kvinde til igen.
Den nybagte mor åbnede øjnene i skræk.
”Jeg vil ikke amme ham,” hviskede hun med en stemme fuld af fortvivlelse.
”Hvorfor ikke?”
”Lad være med at bringe ham… please,” bad Nielsen og så bedende på lægen.
”Hvad er der galt, Nielsen? Vil du ikke se din søn? Vil du afvise ham?” gættede lægen.
Den unge mor nikkede. Lægen betragtede hende med en streng mine.
”Lad os gøre sådan her: Jeg afslutter min runde, og så taler vi sammen. Du har tid til at tænke.” Hun vendte sig brat og gik over til Sofie.
”Hvordan har du det?” Lægen bøjede sig ned over hende. ”Fint. Er det dit andet barn? Skal vi bringe ham til dig?”
”Ja, selvfølgelig,” svarede Sofie hurtigt.
Lægen så på hende et øjeblik, som om hun ville sige noget. Så kastede hun et blik på Nielsen, der igen havde vendt sig mod væggen, sukkede og forlod stuen.
Da døren lukkede sig, satte Sofie sig op og lod fødderne hvile på gulvet.
”Hvad hedder du?” Ventede lidt, men fik intet svar. ”Vi fødte sammen i nat. Du var først. Undskyld, men… hvorfor vil du ikke se din søn?”
Den unge mor tav.
”Min søn er fem nu…” Sofie tænkte sig om, og så spurgte hun pludselig:
”Forsvandt hans far? Var det for sent at få en abort? Tror du, du ikke kan klare det alene? Man siger, at hvis Gud giver dig et barn, giver han også midlerne til at forsørge det. Det skal du se.” Ordene ramte Nielsens stive ryg.
”Din lille en bliver sendt til et børnehjem efter fødslen. Han vil aldrig kende din varme, din duft. Fremmede kvinder vil passe ham. Han vil tro, en af dem er hans mor. Han vil lede efter dig i deres øjne, men ingen af dem vil blive. De har deres egne børn. Din søn vil græde og kalde på dig.”
”Så bliver han sendt videre. Han vil vente på dig hele sit liv. Tror du, du kan glemme ham? Slette ham fra din tilværelse? En dag vil du fortryde. Hvis nogen adopterer ham, vil han kalde en anden for mor…”
”Hvorfor blander du dig? Du ved ingenting om mig!” Nielsens stemme knækkede af gråd.
”Nej, det gør jeg ikke,” indrømmede Sofie. ”Men man afviser ikke et barn så let, især ikke efter at have født ham, efter at have hørt hans første råb. Ved du hvad? Det er godt, at han forsvandt. Bedre nu end senere. Han var en svag mand – han elskede ikke dig og vil aldrig elske din søn. Se på mig – jeg var gift og alligevel en enlig mor.”
”Min mand og jeg giftede os under studietiden. Jeg afleverede min eksamen med en stor mave. Jeg var stresset og fødte for tidligt. Jeg troede, jeg gjorde ham stolt. Mænd drømmer om sønner, ikke? Men faderen i ham vågnede aldrig. Og jeg? Jeg var en dum, uerfaren mor.”
”Da vi kom hjem fra fødselsgangen, håbede jeg på en ny barneseng, en barnevogn, tøj købt med kærlighed… Men min svigermor bragte en brugt seng fra sin ældste datters datter. Tøjet var også brugt. Barnevognen lånte min mand af en ven – slidt og gammel. ‘Vi har ikke råd til nyt,’ sagde han.”
”Mit hjerte blødte, da jeg så min søn iført pink tøj og piger-hatte. Vi var ikke fattige, men det så ud, som om vi var. Selv da min mand tjente bedre, bragte han tøj fra nevøer. Mine forældre hjalp, men en baby vokser hurtigt. Da jeg klagede, sagde han, at der ikke var penge nok. ‘Du kan forkæle ham, når du selv tjener penge.’ Det føltes som en kniv i hjertet. Sønnen var åbenbart kun min.”
”Han bebrejdede mig konstant for at være hjemmegående. Men jeg løb som en gal efter ham. Jeg nåede ingenting, kunne ingenting. Når Nikolaj græd, droppede jeg alt. Hvordan skulle jeg få noget gjort?”
”Jeg gav op på mig selv. Jeg havde taget på efter fødslen og passede ikke i mit tøj. Min mand talte ikke om det. Jeg ville arbejde, men hvem skulle passe Nikolaj? Mine forældre var for unge til pension.”
”Før han blev to, måtte han i vuggestue. Det gjorde ondt – min mand levede jo! Men hvad skulle jeg gøre? Han snakkede kun om penge.”
”Så snart jeg fik arbejde, købte han en dyr bil på kredit. Der var aldrig penge nok. Jeg gik på arbejde i for små kjoler, pinligt udklædt. Nikolaj i brugt tøj, jeg selv i nada… og min mand i en luksusbil.”
”De andre mødre i parken fortalte om ægtemænd, der gav dem diamanter eller pels. Jeg havde ikke engang en ny kjole. Jeg undskyldte ham – ‘Vi er nyuddannede, har barn så tidlig…’”
”Mine forældre hjalp. Da min mor så mit tøj, købte hun nyttøj til mig med det samme.”
”Vi skændtes ofte. En dag opdagede jeg, han bedrog mig.”
”’Hvad forventer du? Kig på dig selv,’ sagde han om min vægt og mit tarvelige tøj.”
”Jeg pakkede Nikolaj og flyttede hjem til mine forældre. Han prøvede slapt at vinde mig tilbage, men dagen efter flyttede hans elskerinde ind i vores lejlighed. Jeg troede, jeg skulle dø af sorg. Men jeg overlevede.”
”Før skilsmissen bad han mig om ikke at kræve børnepenge. Han lovede at give mere end retten sagde. Jeg stolede ikke på ham – rigtigt.”
”På arbejde mødte jeg en ældre mand. Han kørede os til lægen et par gange. Jeg vidste, han kunne lide mig, men jeg var bange for nye forhold. Brændt barn skyr ilden… Det tog to år, før vi giftede os.”
”NikNikolaj og min nye mand fik et godt forhold med det samme, og da jeg faldt gravid igen, kunne jeg endelig opleve, hvad det virkelig betyder at have en mand, der elsker sine børn lige så højt som dig selv.
