Morens Sygdom Rystede Julia: Hvordan Kan Mor Blive Syg? Mor Kan Ikke Bli Syg!

Mors sygdom kom som et chok for Signe. Hvordan kunne mor blive syg? Mor kunne da ikke blive syg! Mor var jo stærkest af alle! Mor var sundest af alle! Mor kunne klare alt!
Mors nabo fra opgangen ringede om morgenen. Signe sov stadig og hørte ikke telefonen med det samme.
– Signe! Det var lige før, jeg ikke kunne få fat i dig! Hvorfor tager du ikke telefonen?
– Hvem er det? – spurgte Signe søvndrukken.
– Det er Bente! Fra nummer 3! Din mors nabo.
– Åh, hej… – Signe satte sig hurtigt op i sengen. – Hvad er der sket?
– Signe, din mor blev kørt på hospitalet i nat med ambulancen.
– Hvordan? Hvad er der sket?
– Hjertet, Signe… hun er jo ikke helt ung mere.
Det gik pludselig op for Signe, at hendes mor ikke var så ung længere.
På hospitalet, hvor Signe kom så hurtigt hun kunne, måtte hun ikke se sin mor. De sagde, at det ikke var muligt endnu.
– Du skal tage hendes ting med til hende, for hun nåede jo ikke at pakke, – sagde den unge læge. – Kom tilbage i aften. Måske kan vi lade dig komme ind der.
***
Signe tog fri fra arbejde “på grund af familiære årsager” og drog mod sin mor.
Det var lidt pinligt, men Signe kunne ikke prale af, at hun ofte besøgte sin mor. Hun havde altid travlt. Arbejde, forsøg på at få styr på sit eget liv, sport, møder med veninder… Tiden går så hurtigt, at det er umuligt at nå det hele.
Og når Signe ringede, sagde mor altid: “Signe, pas dine egne sager! Jeg har det så godt! Sidder her og drikker te med syltetøj!”
Og Signe blev beroliget. Hun kunne forestille sig, hvordan hendes mor glad og tilfreds sad i sit lyse køkken, så fjernsyn og drak te med syltetøj. Mor havde det godt!
Da mor gik på pension, tilbød Signe at hjælpe økonomisk. Men mor afviste altid.
“Det er ikke nødvendigt! – sagde hun. – Jeg har, hvad jeg behøver!”
Mor havde opfostret Signe alene. Og Signe havde vænnet sig til, at mor kunne håndtere alt. Altid aktiv, positiv, uden at miste modet.
– Selv når det hele er skidt, skal du stå op om morgenen og gøre dig klar, – lærte mor hende. – Så får du kræfter og godt humør!
Mor lærte Signe, at livet er godt og retfærdigt. Og at man kan løse ethvert problem, hvis man ellers ikke mister modet.
Så Signe troede altid, at mor havde det godt. Og selv hvis der opstod problemer, så kunne hun let klare dem.
Signe besøgte nogle gange sin mor, men sjældent. Primært når hun alligevel skulle i det område, hvor mor boede. Hun kiggede forbi i et par minutter og blev ikke engang for at drikke te. Hun krammede mor, kyssede hende og skyndte sig videre.
“Løb, min kære, løb! – sagde mor til hende. – Du har vigtige sager. Og vi kan snakke senere. Over telefonen.”
Mor klagede aldrig over alvorlige problemer. Hun klarede alt selv. Ikke ligesom Signe.
For ti år siden, da Signe blev skilt på mandens initiativ, var hun i dyb depression og forstod ikke, hvordan hun skulle leve videre. Og mor kom hver dag.
Signe tog endda fri fra arbejde uden løn. Hun lå bare og tænkte, at hendes liv aldrig kunne blive godt igen.
Mor kom hver morgen. Hun rejste gennem hele byen med bussen. Og når hun kom, tvang hun Signe op for at træne. Så spiste de morgenmad og begyndte at gøre rent. De vaskede gulve, tørrede støv af og smed gamle og unødvendige ting ud. Derefter gik de i butikken og købte mad til en dag. Så lavede de mad og snakkede om alt andet end Signes skilsmisse.
Og efter en måned genvandt Signe livsglæden. Og mor holdt op med at komme.
Signes veninder klagede ofte over deres forældre. At de brokkede sig, forsøgte at opdrage dem, klagede over, at livet var værre nu end før i tiden.
Men Signes mor klagede aldrig. Ikke et ord om helbredsproblemer, politik eller ungdommen.
Da Signe engang klagede over, at alle unge nu til dags sad med deres smartphones, lo mor og sagde, at tiderne har deres særegenheder. Og alt går over.
“Der var engang, hvor kvinder ikke måtte læse, – sagde hun. – Men det er også ovre. Nu er en læsende kvinde respekteret.”
Signe betragtede altid sin mor som den klogeste og stærkeste kvinde i verden. Og, hvor fjollet det end måtte lyde, næsten udødelig.
Men nu var mor blevet syg.
Da Signe åbnede døren til sin mors lejlighed, indså hun pludselig, at hun ikke havde været der i flere år. Sådan rigtigt. For at kigge, sætte sig ned…
Lejligheden var blevet slidt. Ikke underligt. Mor havde jo ikke lavet om i 15 år.
Signe gik ind i køkkenet. Rent og pænt. Mor sørgede selvfølgelig for, at der ikke var rod og snavs. Men skabsdøren hang skævt. Bordpladen var skadet. Vandhanen dryppede, og der var en stor plet i loftet. Det måtte naboerne have forårsaget, men mor havde ikke sagt noget…
Signe åbnede køleskabet. Et glas syltetøj, kartofler og æg. Underligt, for mor havde altid elsket lækker mad. Signe huskede, at mor altid havde bagværk og supper… Manglede der penge? Eller kræfter?
Signe gik til soveværelset og åbnede klædeskabet. To kjoler hang der. Mor havde købt dem for ti år siden. På hylderne var der lappede strømpebukser, gammelt undertøj. Og mor havde altid været modebevidst og sagt til Signe, at kvinder selv hjemme skulle være smukke.
Så til badeværelset. Der var en revne i væggen, og en kæmpe kakerlak ved siden af. Et gammelt håndklæde hang på krogen. I sæbeskålen var der et lille stykke sæbe.
Signe fik kuldegysninger. Og hun havde troet på det, når mor sagde, at hun havde penge nok. Hvor naiv hun havde været! Hvem kunne leve af pension nu? Og til hvad? Bare for ikke at sulte i ihjel?
Signe begyndte at pakke mors ting til hospitalet. En gammel slåbrok, en gammel natkjole, undertøj… Men så ombestemte hun sig. Hun tog kun undertøj med.
”Jeg tager mit eget med, – besluttede hun. – Vi har jo samme størrelse. Og mine ting ser i det mindste pæne ud… Og jeg køber nogle nye toiletsager.”
Da Signe besøgte mor om aftenen, blev hun lukket ind. Mor lå der, svag og bleg, men med muntre øjne.
– Signe, hvad har du dog fundet på? – lo hun, da hun så, at Signe havde taget sit eget tøj med. – Hvorfor?
– Fordi jeg er naiv, mor, – svarede Signe. – Jeg troede, du havde nok, men i virkeligheden…
Og hun begyndte pludselig at græde.
– Signe, jeg må ikke blive stresset! – klappede mor hende på hånden. – Så stop med at græde.
– Du flytter hjem til mig, når du er ude fra hospitalet! – snøftede Signe. – Så jeg kan holde øje med dig.
Mor sagde ingenting, men smilede til Signe. Og i hendes øjne kunne man se, at hun selvfølgelig ikke flyttede nogen steder.
***
Mor blev udskrevet efter to uger. Lægen ville beholde hende en uge mere, men kunne man holde Signes mor tilbage?
– Mor, flyt hjem til mig, – bad Signe. – Der er plads nok. Jeg er bekymret for dig.
– Jeg har det fint! Lad være med at være overbeskyttende!
Hvad kunne man ellers forvente fra Signes mor?
Men Signe tog nogle beslutninger. Hun begyndte at ringe til sin mor hver dag og besøge hende en gang om ugen. Og ikke bare sådan uden videre, men med indkøb. Hun hjalp med rengøring og at lave mad.
De opdaterede mors garderobe. De købte nyt sengetøj, håndklæder og andre småting til hjemmet.
Mor satte sig selvfølgelig imod i starten. Hun sagde, at Signe skulle passe sit eget liv, og at hun nok skulle klare sig. Men Signe lod sig ikke fange af det igen.
Ældre mødre er jo som børn. Man skal holde godt øje med dem.