Mors morgen klokken fem tredive
I sidste weekend blev min mand Mads og jeg vækket klokken halv seks, som om vi var blevet ramt af lynet. Det var på grund af min kære mor, Helle Margrethesen, som i tyve år har arbejdet hårdt i Sverige og Tyskland, og nu, hvor hun endelig er kommet hjem, er blevet til en solstråle, der skinner lige i ansigtet klokken fem tredive om morgenen en lørdag! Det er tidspunktet, hvor normale mennesker sover og drømmer om deres fridag, mens Mads og jeg løber rundt i huset, fordi mor har besluttet, at morgenen er det perfekte tidspunkt til at gøre rent, lave hønsekødssuppe og snakke om livet. Jeg elsker hende, det skal være sandt, men nogen gange har jeg lyst til at gemme mig under dynen og lade som om, jeg ikke hører hendes muntre: “Mette, kom nu op, dagen går!”
Min mor er en orkan af en kvinde. I tyve år arbejdede hun i udlandet for at forsørge min bror og mig. Mens vi voksede op, gjorde hun rent på svenske kontorer, passede tyske ældre, sendte penge hjem til vores studier og tøj. Jeg har altid været stolt af hende, selvom jeg også savnede hende ubeskriveligt meget. For et år siden kom hun hjem – med en kuffert fuld af historier, en vane med at stå op med solen og en energi, der kunne forsyne fem. Mads og jeg tilbød hende at bo hos os i vores hus, så hun endelig kunne slappe af. Men afslapning for Helle Margrethesen er åbenbart en myte. Hun slapper kun af, når hun sover, og det lader til, at hun kun sover et par timer om natten.
Den lørdag drømte jeg om at sove længe. Ugen havde været hård, og jeg ville bare ligge i sengen, drikke kaffe i ro og fred og se en serie. Men klokken fem tredive hørte jeg raslen i køkkenet og så mors stemme: “Mette, Mads, op med jer! Jeg har lavet dej til wienerbrød, I skal hjælpe!” Jeg åbnede det ene øje og kiggede på Mads – han lå med ansigtet begravet i puden og stønnede svagt: “Met, din mor slår os ihjel.” Jeg hviskede tilbage: “Hold ud, det er min mor.” Men indeni forberedte jeg mig på endnu en af mors hektiske morgenrutiner.
Vi gik ned i køkkenet, og der var fuld gang i den. Mor, i sit brogede forklæde, æltede dej, hønsekødssuppe boblede på komfuret, og på bordet stod en skål med kål til fyldet. “Mor,” sagde jeg, “hvorfor så tidligt? Vi kunne da lave wienerbrød til frokost!” Men hun, uden at kigge op fra dejen: “Mette, morgenstund har guld i mund! Mens I sover, går livet forbi!” Livet? Klokken fem tredive? Mads, der prøvede at være diplomatisk, sagde: “Helle Margrethesen, skal jeg brygge kaffe?” Men mor viftede bare afværgende: “Kaffen kan vente, Mads, kan du skære kål?” Min stakkels mand, som normalt kun ser kål i salat, tog lydigt kniven.
Jeg elsker mors energi, men nogen gange udmatter den mig. Hun laver ikke bare mad – hun forvandler køkkenet til et kommandocentral. På en time skar vi tre kilo kål, æltede en ny portion dej og stegte frikadeller, fordi “hønsekødssuppe uden frikadeller er ikke rigtig suppe.” Mads prøvede at smutte med undskyldningen om at “tjekke posten,” men mor fangede ham: “Mads, vask lige den gryde, ellers klarer Mette det ikke!”
