**Dagbogsnotat**
Da telefonen ringede tidligt om morgenen, var Freja lige ved at finde ud af, om hun stadig lå i sengen eller allerede var vågnet. På skærmen stod det bare »mor«. Svet drev som dug for solen. Hendes mors stemme lød vågen og næsten munter:
»Sover du stadig, dovne skarn? Jeg har allerede sat boller i ovnen. I morgen skal du og Mads komme forbi. Vi har noget at tale om. Nej, ikke om haven. Om testamentet! Jeg vil ikke have, at I skændes som skørlevende hunde om huset og pengene, når jeg engang er væk. Begge to må komme – ingen undskyldninger!«
Freja stivnede. Testamentet? Hendes begravelse? Hvad foregik der? Men morens selvsikker tone lod ingen plads til diskussion.
Imens sad Else Kirstine, mor til Freja og Mads, ved bordet og rettede på sin uldsjal. Naboen Gerda sad ved siden af med bekymring i blikket:
»Else, er du syg? Hvorfor de dystre tanker? Du gør mig helt nervøs…«
»Vær ikke bange, Gerda. Jeg vil bare se mine børn. Det er et helt år siden. De lever deres egne liv, som om vi er fremmede. Hvis der sker mig noget i morgen, hvem skal så forklare dem alt? Og… jeg vil også sætte dem på prøve. Se, hvem der virkelig bekymrer sig om mig.«
Med de ord lukkede Else Kirstine døren bag Gerda og gik ind for at hvile. I morgen ville blive en stor dag.
Morgenen var grå, som om den passede til hendes plan. Hun gjorde rent, tog sin gamle morgenkåbe på, vaskede sig og satte sig i stolen med bankende hjerte. En time senere lød der banken på døren.
Først ind kom Freja – forpustet og bekymret.
»Mor! Hvad er der galt? Er du syg? Hvad med testamentet?« rablede hun og styrtede hen til hende.
Mads kom ind efter, mere tilbageholdent.
»Mor, du skræmte os godt nok. Er det ved at være tid? Måske er det for tidligt?«
»Sæt jer ned, børn,« sagde Else Kirstine roligt. »Og tag jeres partnere med. Sofie, Jakob, kom nu ind, I skal ikke stå derude.«
Da alle sad, begyndte hun at tale.
»Lyt nu, og afbryd mig ikke. Det er vigtigt. Ælddom er ingen dans på roser, og jeg bor alene. Sygdom spørger ikke, hvornår den kommer. Derfor vil jeg sige det nu, mens jeg kan. Men først – hjælp mig lidt. Hvis ikke mine egne børn vil hjælpe en gammel dame, hvem skal så? Brænde skal hakkes, aftensmad laves…«
Freja og Sofie nikkede og gik i gang. Else Kirstine iagttog dem: dejen klæbede til fingrene, kartoflerne blev skåret for tykt, gryderne raslede. »Byboer, I kan ingenting,« tænkte hun trist, men sagde det ikke højt. Det var ikke pointen.
Da bordet var dækket, spurgte hun Jakob og Sofie om at gå – så hun kunne være alene med børnene.
»Hør nu godt efter. Huset, hvor I voksede op, giver jeg til Gerda. Hun er her hver dag, hun hjælper, hvis der sker noget. Mads, du får skuret og værktøjet. Gør med det, hvad du vil. Og dig, Freja, får mine opsparede penge. Jeg har sparet på min pension, levet sparsomt.«
Der blev musestille i stuen.
»Huset – til en fremmed?« sagde Mads omsider. »Er du alvorlig?«
»Hvorfor ikke? I har ikke besøgt mig på et år. Gerda kommer hver dag. Du, Mads, inviterede mig ikke til dit bryllup – var du flov over din bondemor? Og dig, Freja, har jeg ikke set, siden du giftede dig med Jakob igen. Og husker du, da du blev vred, fordi jeg sagde, at Niels ikke passede til dig? Jeg havde ret…«
»Mor, lad nu være…« hviskede Freja.
»Jeg er træt. Jeg vil hvile lidt,« sukkede Else Kirstine og gik ind på sit værelse.
Udenfor brød diskussionen ud.
»Det er din skyld!« hvæsede Mads. »Du kunne have besøgt hende. Nu får Gerda huset!«
»Ja, selvfølgelig! Jeg arbejder fra morgen til aften! Hvad laver du og Sofie? Hun kunne da besøge mor!«
De råbte og afbrød hinanden. Else lyttede, mens hun sad ved vinduet. Tårerne pressede på. Hvor var de børn, der løb barfodet i haven om sommeren? Hvor var deres omsorg for hinanden?
Da de kom ind igen, sad hun ikke i sengen – hun var klar, rolig, men øjnene forrådte hende.
»Mor, hvad er der? Du er jo syg…« begyndte Mads.
»Bedre nu,« mumlede hun. »Jeg forstår det nu. I har ikke brug for mig. Testamentet? Det kommer. Men senere. Når I selv ved, om I vil huset for at elske det – eller for at dele det.«
Ved morgenbordet var der tavshed. Kun stolens knirken og skeernes klirren. Freja var den første, der turde sige noget:
»Undskyld, mor… Vi tog fejl. Jeg kommer oftere, det lover jeg. Vi er jo familie…«
Else nikkede. Der var en varm tavshed.
Meget ændrede sig siden – og alligevel intet. Mads dukkede næsten aldrig op, men sendte penge. Freja kom forbi oftere. Supper, syltetøj, hjælp i haven. Men testamentet blev aldrig nævnt igen.
Og ingen vidste, at det allerede lå i den nederste skuffe – underskrevet og stemplet. Alt var delt lige. For Else Kirstine elskede sine børn. Selv om de nogle gange glemte det.
