Mor, smil nu Arina brød sig ikke om, når naboerne kiggede forbi og bad hendes mor synge en sang. – Anne, syng nu, du har sådan en smuk stemme, og du danser også så godt – moren begyndte at synge, naboerne stemte i, og sommetider dansede de alle sammen ude i gården. Dengang boede Arina med sine forældre i landsbyen i deres eget lille hus, og lillebroren Anton var der også. Moren var altid glad og imødekommende, og når naboerne gik hjem, sagde hun: – Kom igen en anden gang, det var så hyggeligt, og tiden fløj afsted – og naboerne lovede at vende tilbage. Arina forstod ikke, hvorfor hun blev forlegen, når moren sang og dansede, men det gjorde hun. Dengang gik hun i femte klasse og sagde en dag: – Mor, vil du ikke lade være med at synge og danse? Jeg skammer mig… Selv som voksen, nu hvor hun selv er blevet mor, kan hun ikke forklare hvorfor. Men Anne svarede: – Arina, du skal ikke skamme dig, når jeg synger – tværtimod, du skal glæde dig. Jeg kan jo ikke blive ved med at synge og danse hele livet, det er bare, mens jeg stadig er ung… Dengang tænkte Arina ikke nærmere over det – for livet er jo ikke altid sjovt og let. Da hun gik i sjette og Anton i anden, forlod faren dem. Han pakkede sine ting og gik for altid. Arina vidste ikke, hvad der var sket mellem moren og faren. Først som teenager spurgte hun: – Mor, hvorfor gik far fra os? – Det får du at vide, når du bliver voksen, svarede moren. Anne kunne ikke få sig selv til at fortælle, at hun havde opdaget sin mand med en anden kvinde – Vera, som boede lidt længere nede ad vejen. Arina og Anton var i skole, og hun var kommet hjem, fordi hun havde glemt sin pung. Døren var ulåst, og tiden var kun lidt over elleve, så hun blev overrasket – manden burde jo være på arbejde. Men der, i soveværelset, så hun sit liv gå i stykker. Ivan og Vera kiggede nærmest bare undrende og smilende på hende: Hvad laver du her? Om aftenen, da manden kom fra arbejde, endte det i skænderi. Børnene legede udenfor og hørte ingenting. – Jeg har pakket dine ting, de står i soveværelset, nu tager du afsted. Jeg tilgiver dig aldrig. Ivan vidste, at hun mente det, men forsøgte alligevel at tale. – Anne, det var bare én gang, kan vi ikke lade som ingenting? Vi har børnene. – Jeg har sagt det. Gå nu, svarede konen og gik ud på gårdspladsen. Ivan tog sine ejendele og forlod huset. Anne gemte sig bag hjørnet og så ham gå. Hun ville ikke mere se ham. Hans svigt havde såret hende for dybt. – Vi skal nok klare os, tænkte hun og græd. – Jeg tilgiver ham aldrig. Hun tilgav ham aldrig. Og blev alene med to børn. Hun vidste, det ville blive svært – men ikke hvor svært. Hun måtte tage to jobs – gjorde rent om dagen og arbejdede på bageriet om natten. Hun var altid træt, smilet forsvandt fra hendes ansigt. Faren flyttede fire huse væk sammen med sin nye familie – Vera, som havde en søn på Antons alder, så de to drenge gik også i klasse sammen. Anne forbød ikke børnene at besøge deres far. De legede sammen hos ham eller ude i gården, men spiste altid hjemme. Vera bød aldrig på mad – kun leg var tilladt. Nogle gange fulgte Veras søn med Arina og Anton hjem, og naboerne kiggede undrende. Anne bød altid velkommen, og alle fik mad. Arina så aldrig sin mors smil igen. Hun var venlig og kærlig, men blev mere lukket. Som skolebarn længtes Arina efter, at moren ville tale mere med hende. Hun fortalte nyt fra skolen, forsøgte at få moren på andre tanker. – Mor, tænk dig, Genka tog en killing med i skole, og den mjavede under timerne. Læreren kunne ikke høre, hvad der skete, og troede først det var Genka selv… Til sidst blev han og killingen sendt hjem! – Nå, ja… svarede moren kun. Arina kunne se, at intet længere glædede moren. Om natten hørte hun tit hende græde og længe stirre ud af vinduet. Først som voksen forstod Arina det hele. – Mor arbejdede sig halvt ihjel, fik aldrig hvile, og manglede nok også vitaminer. Hun gjorde alt for at Anton og jeg skulle have det godt. Vi var altid pænt klædt og havde rent tøj, tænkte Arina. Dengang bad hun: – Mor, smil nu, jeg kan slet ikke huske, hvornår du sidst har smilet. Anne elskede sine børn, men viste det ikke så fysisk. Men hvis de klarede sig godt i skolen, fik de ros. Der var altid god mad hjemme – Anne var dygtig til hus og hjem. Arina mærkede morens omsorg allermest, når hun flettede hendes hår. Så klappede hun hende på hovedet – trist, skuldrene tunge. Anne mistede tidligt tænder, men havde ikke råd til at få lavet nye. Efter skolen tænkte Arina slet ikke over videre uddannelse – hun ville ikke lade sin mor være alene og havde jo heller ikke penge til studier. Hun fik arbejde i den lille købmand tæt på. Hun forsøgte at hjælpe hjemme – Anton voksede og manglede nyt tøj og sko. En dag kom Mikkel forbi i butikken. Han var fra nabobyen, ni år ældre. Og Arina syntes, han var rar. – Hvad hedder du, smukke? Jeg har ikke set dig her før, spurgte han og smilede. – Arina. Jeg har heller ikke set dig før. – Jeg hedder Mikkel og bor otte kilometer herfra, på gården ved søen. Sådan begyndte det. Mikkel kom ofte forbi Arina med bilen, hentede hende efter arbejde. De gik ture, sad i bilen, og hun kom snart med hjem på besøg. Mikkel boede med sin mor – hans ekskone var flyttet til byen med deres datter, hun ville ikke bo på landet. Han havde et stort landbrug og et solidt hus. Bordet var fyldt, når Arina var på besøg. Moren lå syg i sengen. – Skal vi blive gift, Arina? Jeg er vild med dig. Der er bare det, at du skal hjælpe med at passe min mor. Men jeg lover at hjælpe dig, sagde han. Arina blev glad, men viste det ikke. At hjælpe en syg svigermor skræmte hende ikke. Mikkel ventede spændt. – Jeg burde sige ja – så kan jeg spise mig mæt i kød og fløde, tænkte hun, og sagde så højt – Jo, jeg er med på den. Mikkel blev rigtig glad. – Arina, jeg elsker dig – og jeg lover, du bliver aldrig ked af det hos mig. Han arbejdede og tog sig af det meste i husholdningen. Efter brylluppet flyttede Arina til Mikkel på gården. Helt ærligt havde hun heller ikke længere lyst til at bo hjemme. Anton var blevet voksen og læste til mekaniker inde i byen – han kom kun hjem i weekender og ferier. Med tiden blev Arina virkelig lykkelig med Mikkel. De fik to raske sønner. Hun arbejdede ikke ude – der var nok af gøremål i huset og med børnene. Svigermor døde desværre efter to år, men landbruget krævede stadig al hendes tid. Mikkel arbejdede hårdt, men sagde tit: – Du skal ikke slæbe de tunge spande – det klarer jeg. Du skal bare malke og fodre høns og ænder, jeg klarer resten. Hun vidste, han elskede hende – og børnene. Og selvom hun ikke var opvokset med stort landbrug, kunne hun det meste. Mikkel var gavmild. – Arina, lad os køre hjem til din mor med kød og fløde, og mælk. Hun skal ikke købe det hele, når vi nu har det selv. Anne tog imod med taknemmelighed, men smilede stadig aldrig. Selv med børnebørnene var hun alvorlig. De besøgte hende ofte – Arina havde ondt af hende og anede ikke, hvordan hun kunne bringe livsglæden tilbage til moren. – Arina, du skulle tage at snakke med præsten om det – måske kan han hjælpe, foreslog Mikkel. Arina syntes, det var en god idé. Præsten lovede at bede for Anne og sagde: – Bed til Gud om, at din mor møder et godt menneske på sin vej. Arina bad inderligt. En dag spurgte Anne sin datter: – Skat, tror du, du kan låne mig nogle penge? Jeg vil så gerne have lavet tænder. – Åh mor, jeg vil da hellere end gerne dække det hele, svarede Arina glad, men vidste, at moren ikke ville tage imod det hele. Hun fik udlevet det, hun manglede, men Anne lovede straks at tilbagebetale beløbet. Efter et stykke tid havde Arina og moren mest kontakt på telefon, for Mikkel var travlt optaget med at hjælpe sin onkel Klaus, der flyttede fra byen ud på landet, ikke langt fra dem. Onkelens kone havde smidt ham ud, og børnene var flyttet hjemmefra. Mikkel hjalp ham med det praktiske i det nye hus. Nogle gange besøgte Arina huset med Mikkel, men en dag kom Mikkel hjem og sagde: – Jeg tror, onkel Klaus er forelsket – jeg hørte ham snakke i telefonen, og det lød som bryllupssnak… – Det synes jeg da bare er godt, svarede Arina – sådan et fint hus skal have en god kvinde. Snart efter kom Klaus selv forbi. – Jeg vil gerne invitere jer. Min første kærlighed fra skolen er flyttet ind. Om to dage kan I komme forbi og hilse på. To dage senere kom Mikkel og Arina på besøg med gaver til onkel Klaus – og da Arina trådte ind ad døren, stivnede hun. Foran hende stod hendes mor. Anne smilede! Hun var forandret. – Mor! Jeg er så glad – hvorfor har du ikke sagt noget? – Jeg ville ikke sige noget, før jeg var sikker på, det blev til noget. – Onkel Klaus, hvorfor sagde du ikke noget? – Jeg var bange for, at Anne ombestemte sig… men nu er vi lykkelige. Mikkel og Arina var lykkelige over at se, at Anne havde fundet glæden og smilet igen. Tak fordi du læste med, tak for din støtte – og held og lykke til dig i livet.