Dagbog,
Mit liv har altid været præget af fraværet af min far, og jo ældre jeg blev, desto stærkere voksede min længsel efter at finde ham og få svar på de spørgsmål, der har rumsteret indeni mig. Min mor ventede mig, da han forlod hende, og hun stod pludselig alene med hele ansvaret. Hun holdt graviditeten hemmelig, bange for sladder og det, hvad folk ville sige, men min far valgte at løbe fra sit ansvar i stedet for at omfavne rollen som far.
Jeg husker min mor som et menneske med en ustoppelig energi og vilje. Hun knoklede dag og nat for at få vores hverdag til at hænge sammen og sørgede altid for, at jeg følte mig tryg og elsket. Hendes kærlighed kom til udtryk gennem små forkælelser og de blide kys på panden, før jeg skulle sove. Da jeg blev ældre voksede min nysgerrighed om min far, men jeg kunne aldrig få mig selv til at spørge min mor, fordi jeg ikke ønskede at såre hende.
Efter mange år hvor han slet ikke havde været en del af mit liv, begyndte jeg at lede efter ham. Blandt min mors gamle papirer fandt jeg pludselig nogle dokumenter med hans navn, efternavn og adresse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre med informationen, men jeg søgte efter ham på nettet dog uden held. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en pige, Alberte, der tilfældigvis boede i samme by som ham, nemlig Odense. Hun tilbød at hjælpe mig, og uden tøven tog jeg toget dertil.
Desværre var min far ikke hjemme, da vi kom frem. Han var åbenbart ude at rejse med sin nye familie. Alligevel lagde Alberte ikke på den lade side, men spurgte naboerne til råds og fandt ud af, at han og hans familie faktisk var vendt hjem. Hun tog kontakt på mine vegne og forsøgte endnu en gang at række ud.
Svaret, der kom tilbage, var en skuffelse. Min far ønskede ikke at mødes med mig. Han sagde, at han havde startet et nyt liv med sin familie, og han ville ikke sætte det over styr for en fremmed, også selv om den fremmede var hans eget barn. Hans afvisning gjorde ondt langt ind i sjælen, og først dér forstod jeg morens forsigtighed med hele temaet.
Når jeg kigger tilbage, indser jeg, hvor naiv jeg var, da jeg begyndte at lede efter ham uden at tænke over, hvad det kunne betyde. Hans afvisning forstærkede kun den tomhed, der havde præget min barndom. Måske var det nu, jeg skulle slutte fred med virkeligheden og finde trøst i den kærlighed og støtte, jeg altid har fået af min stærke, varme mor. Hun har altid været nok.
