Mor Katja
Hvad sidder du her og snøfter for? Det regner jo allerede udenfor, og nu skal du sidde her og grave dig ned i flere tårer!
En stor, rund kvinde, næsten bred som den bænk hun satte sig på, dumper ned ved siden af Kaja.
Hold da op, det er varmt i dag! Og det begyndte selvfølgelig at øse ned fra morgenstunden. Nu er det som i en sauna, og vi har kun nået middag. Jeg er gennemblødt!
Kvinden finder en plastikflaske frem fra sin netpose og kæmper et øjeblik med låget.
Vil du have en tår? hun rækker flasken til Kaja. De siger, lidt vand kan få én til at falde til ro. Det virker ikke for mig. Selv hvis jeg drikker en spand, hjælper det ikke.
Kaja ser målløs på sin mærkelige bænkefælle. Hvad har hun gjort for at fortjene dét her? Oven i alt det andet, skal hun nu trækkes med dét også! Eller snarere, hende
Kaja har aldrig brudt sig om kraftige mennesker. Når de var i svømmehallen, blev hun næsten mismodig af at se dem. Hvordan kan man dog lade stå til på den måde? Et par ture med løbeskoene og lidt mindre mad er det så svært? Og det er jo heller ikke just smukt. Alt det sved, det store tøj og den umiskendelige lugt Føj! Kaja tænker tilbage på en tur i spaen med veninderne, hvor en stor kvinde svømmede i bassinet.
Jeg hopper altså ikke i, piger! Og nu er det nok wellness for i dag! sagde Lisa, Kajas bedste veninde, og strakte sig. Hendes solbrune, slanke krop var næsten perfekt ikke så underligt, når man bruger det halve af dagen i træningscenteret med en personlig træner.
Hvorfor ikke? Vi skulle da bruge hele dagen her?
Med hende?! Lisa lod hånden vippe bag sig i foragt. Jeg kan ikke engang se på dét. Det er klamt.
Monologen, der kom bagefter, har Kaja for længst fortrængt. Men hun var ikke nogen hykler, og kunne godt mærke, at hun lidt var enig med Lisa. Man kan altså ikke bare lade stå til! Kan man ikke tage sig sammen, så burde man da bare blive hjemme, tænkte hun.
Og nu sidder hun selv på bænken ved siden af en kvinde, måske tre gange større end hende fra svømmebassinet. Og det er ikke nok, at hun fylder hun taler også ustandseligt! Alligevel orker Kaja ikke rejse sig. Hun har siddet her i timevis, grædt først, og derefter bare stirret ud i luften på Københavns Hovedbanegård. Hun begynder mod sin vilje at lytte til kvinden:
Så flot! Ingen kuffert, ikke engang en taske. Så du rejser nok ingen steder. Venter du på nogen? Eller har du bare ingen steder at tage hen?
Kaja lader blikket glide fra væggen over mod kvinden.
De venlige, runde kinder minder om en matroska-dukke, og smilet forsvinder i et sekund, da Kaja pludselig hulker og overraskende for sig selv begynder at græde højlydt. Hvad det var for en kraft, der fik hende presset ind i kvindens bløde favn, kan Kaja aldrig rigtigt forklare. Med panden presset mod kvindens lyse skjorte og tårerne silende, opdager Kaja forbløffet, at der hverken er svedlugt eller noget andet ubehageligt, men en blid duft af blomster og hun kommer pludselig i tvivl: Er det vaskepulver? Eller måske har kvinden skyllet skjorten i vilde urter? For duften er både stærk og nænsom. Snerrende lidt ind en gang til får hun uventet et chok og glider væk fra favnen. Nu kan hun huske det! Sådan duftede mors hænder, selv om hun næsten ikke kan huske sin mor; hun døde, da Kaja var kun fem, i en bilulykke. Det eneste minde om hende er en blomstereng, hvor moren flettede en krans og satte den på Kajas hoved. Hendes hænder duftede præcis sådan.
Hvad forskrækkede dig? Er det nogen, der har såret dig?
Kaja ryster først på hovedet, men nikker så.
De umuliusser! At nogen kan gøre et barn ondt! siger kvinden og trækker et madpapir med smørrebrød og et knaldrødt æble op fra posen. Kom så! Tag for dig!
Hun folder madpapiret ud, og duften slår Kajas mave i knude. Hun har ikke spist i næsten et døgn, og hun har ingen penge til mad.
Så, værsgo! Det er kylling. Sundt. Jeg har selv lavet det. Spis nu du er så spinkel, jeg bliver helt bekymret for dig!
Jeg spiser altså ikke kød Kaja sluger, ser væk og prøver at holde masken.
Hvad siger du? kvinden lægger uden nåde smørrebrødet i Kajas hænder, lader som om hun ikke hører efter, og knækker æblet over i to.
Det er ingenting Kaja ser på kvindens store, grove hænder uden neglelak og tænker på, at planen om at tage toget måske ikke var den bedste. Hun bider i brødet og stønner næsten af nydelse.
Smager det godt? Det er det vigtigste. Alt det andet er pjat!
Kvinden gør sig bedre til rette på bænken og ser venligt på Kaja, der allerede har spist det første stykke og kigger håbefuldt på det næste.
Spis! Og fortæl så: Hvad laver sådan en som dig på Hovedbanegården, alene, uden taske og, ret mig hvis jeg tager fejl uden penge?
Kaja nikker tavst, mens hun tørrer de friske tårer væk.
Lad nu være at græde! Fortæl mig det hele først, så kan vi tude sammen bagefter, og måske også grine, hvem ved.
Kaja har egentlig ikke lyst til at fortælle, men synes ikke hun har noget valg. Hendes historie virker måske lille, men for hende er det alt, hun har.
Hun forlod sit hjem i går. Eller rettere, hun flygtede, efter faren havde fortalt hende, at hun ikke var hans rigtige datter, og at han nu ventede sit “egne” barn. Hun kan endnu ikke forstå ordene. Ham, hun har kaldt far, og som har opdraget hende, er slet ikke hendes far?! Det er til at blive sindssyg af Og aldrig har han givet hende mindste grund til at tro andet.
Med stedmor, Anne-Mette, har Kaja aldrig kunne finde melodien. Ikke så mærkeligt, når Anne-Mette kun er få år ældre end hende selv. Anne-Mette har fra starten strammet de smalle læber, da de mødtes.
Hvor er du kær! sang stedmoren, og Kaja vidste, at nu var den trygge barndom slut.
Der blev små stikpiller fra Anne-Mette, sladder til faren, tårer Alt som i en dårlig kioskroman. Kaja forstod det, men kunne ikke ændre noget.
Den afgørende dråbe kom, da faren lod en stak papirer ligge fremme adoptionen af hende og sagde, at han kun havde taget sig af hende, fordi hendes mor døde tidligt, og hvad hendes “rigtige” far hed, anede han ikke eller også ville han bare ikke sige det. For moren kan hun jo ikke spørge
Halve natten stirrede Kaja ud i mørket hjemme på værelset, indtil hun til sidst tog sin jakke og gik. Hun aner ikke, hvor hun skal hen, og nær morgen går hun mod stationen. Telefonen er død, og hun orker ikke tale med nogen. Tættere veninder har hun ikke; familien har altid flyttet rundt, og det gjorde det umuligt at have faste venner i længere tid. De hun kender er optaget af at “elske sig selv, lade andre sejle deres egen sø og så skal nok få succes,” et citat fra en tegnefilm, Kaja en gang har set. Nu, mens den store kvinde sidder og lytter uden at afbryde, rammes Kaja af, hvor mærkeligt, det hele er.
Da Kaja slutter, rækker kvinden hende en serviet op fra sin dybe taske.
Tør øjnene.
Hun leder endnu engang i posen og tager en bred, slidt pung op.
Hør nu, pige. Du må tale med din far, men ikke i dag. Har du strøm på din telefon?
Nej, den er død.
Her, brug min.
Hun rækker Kaja en gammel Nokia.
Hvad glor du sådan på? Den er måske gammeldags, men jeg er glad for den. Min datter har foræret mig den. Store knapper, og lyden er god. Ring eller send en sms, fortæl at du er okay. Han er ikke en mønsterfar, men han behøver ikke bekymre sig mere, end højst nødvendigt.
Hun ser eftertænksomt på Kaja, som trykker en sms afsted, og rejser sig så beslutsomt, mens hun retter på sin skjorte, fugtig af Kajas tårer.
Mit navn er Katja. Jeg bor lidt nord for Roskilde, i et hus tæt på skoven. Kom med mig? Du har jo ingen steder at tage hen, og hjemme hos mig er der altid plads til en ekstra.
Men hvorfor? Jeg er jo fremmed for dig. Hvorfor vil du hjælpe mig?
Katja smiler, løfter Kajas hage blidt med sin store varme hånd.
Fordi der ikke findes fremmede børn. Og fordi ingen barn bør efterlades alene.
Men jeg er jo ikke et barn mere
Det er du op på benene, nu! Vi skal nå toget, ellers må vi vente længe på det næste.
Sådan kommer Kaja hjem til Katja Katrinesen.
På togturen spørger tanten ikke om mere det kommer henad vejen, senere, når Kaja selv kan fortælle. “Man må have forstand på folks sjæle,,” siger Katja. “Nogle kan fortælle deres sorg, andre tager tid.”
Kaja falder i søvn i toget, træt og tung, og vågner først, da Katja kærtegner skuldrene:
Nu er vi hjemme, min pige!
På perronen vinker Katja til en, Kaja knap når at se, før en høj, ranglet kvinde står og skælder ud:
Mor Katja! Nu har jeg ventet to toge! Tænkte allerede du ikke kom. Hvordan går det med Ninna?
Det går, jeg har fået dem installeret med Jannik. Jeg kigger forbi om et par dage.
Har du talt med lægen?
Han lover, alt bliver ordnet. Ung, men virker fornuftig.
Og hvem er det her? kvinden kigger på Kaja med hævede øjenbryn.
Ikke så mange spørgsmål, Svetlana. Vi er trætte og sultne.
Okay, så! Kom med!
En gammel, hvid Toyota med tegnet kat på siden får Kaja til at ryste på hovedet.
Hørte du det? Det er airbrush! Sashas værk, min bror!
Airbrush, retter Kaja hende automatisk, mens hun ser på den malede kat Leopold.
Hvor har du sådan en klog én fra, mor Katja? Svetlana åbner døren og hjælper Katja ind.
Fandt hende på Hovedbanegården.
Som mig Svetlana betragter Kaja nøje. Kan du tegne?
Ja, jeg har gået på kunstskole.
Hold da op! Det vil Sasha synes om. Han er selvlært.
Imponerende! Kaja ser overrasket op. For det ligner professionelt arbejde.
Det kan du fortælle ham. Sæt dig ind.
Hvem venter på os?
Det vil du se!
Svetlana kører stærkt, Kaja lukker ofte øjnene i svingene.
Tag det roligt, Svetlana! Jeg er vant til dig, men Kaja er ikke endnu.
Vent bare, det lærer man siger Svetlana grinende, da bilen svinger ind til et stort hvidt bondehus. Vi er fremme!
En flok børn strømmer ud fra huset.
De er alle mine! Katja kæmper sig ud af bilen. Men bare rolig. Jeg bor her alene. De bor i nærheden og kommer tit fordi. Følg bare med.
Barna flokkes omkring henne, og de store hænder klapper blidt deres især.
Stille og roligt lærer Kaja alle at kende. Det er ikke let, at holde styr på hvem der er hvem, før Svetlana en dag tager hende med på en lille rundvisning.
Se! Henne på vejen bor Zina, Mikkel, og Stine dem du mødte derude. Oppe bagved bor Olga og Vera, Olga har to børn, Vera blev gift i sidste måned. I den anden ende bor jeg og Sasha og Ninna, hun og Jannik, deres dreng med hjertesygdom. Måske skal han opereres vi håber.
Jeg er lidt rundt på gulvet, Svetlana.
Det skal du ikke være. Det kræver tid her.
Katja er virkelig en helt. Så mange børn!
Svetlana ler pludselig højt.
Hun har ikke født os. Vi er alle sammen hittebørn ligesom dig.
Kaja standser.
Hvad?
Ja, det er en lang historie Kom.
Svetlanas hus er lille, men hyggeligt. Kaja slår sig ned i sofaen, mens Svetlana ordner aftensmaden. På vinduet hænger blondegardiner med håndbroderede blomster.
Kan du lide dem? spørger Svetlana, mens hun smiler. Det er min datters. Hun hedder Vikkelise det navn havde jeg aldrig hørt før jeg fik hende, min mor kendte det fra sin bedstemor.
Flot! Kaja lader fingrene glide over blåbærrene, der er sirligt syet ind i kanten.
Ja. Jeg havde ikke lært noget, før Katja tog mig til sig.
Tog?
Ja mine forældre var dybt alkoholiserede. Jeg husker næsten intet fra min barndom. Katja sagde altid, “når man gør ondt længe nok, vænner man sig til at glemme.” I trettenårsalderen flygtede jeg. Ingen ville have mig.
Hvor hen?
Ingen steder. Veninder var der ikke mange af. Så jeg tog på stationen. Katja fandt mig. Hun skulle med toget hjem. Da hun havde givet mig mad, tog hun mig med sig.
Præcis som mig Kaja smiler.
Ja. Katja finder bare sådan nogle som os.
Derefter fortæller Svetlana videre om alle dem, Katja har hjulpet. Hun og Sasha, og alle de andre. Nogle er kommet alene, andre med søskende. Katja har altid fået det til at fungere både økonomisk og med papirarbejdet. Og så var der Palle en dreng, hun fandt på gaden i Odense, forsømte, lidt anderledes, men fuld af kærlighed. Da Palles far fandt ham, blev Katja venner med ham. Han endte med at hjælpe hele huset en venlig, rig mand, der støttede alt og alle.
Hvor havde Katja penge fra? spørger Kaja undrende.
Palles far. Stor entreprenør, masser af firmaer, og han har hjulpet os helt utroligt. Katja siger, at han er familiens konge, og at uden hans hjælp ville ingen af os have klaret det.
Kaja sidder stille lidt.
Det er, som et eventyr, Svetlana.
Men vi lever det, Kaja. Uden Katja ja, hvem ved hvor mange af os, der var her i dag.
Efterhånden finder Kaja sig hjemme. Hun hjælper til, lærer at de slet ikke er i familie, men alligevel tættere end mange blodsbånd. Hun ser rigtige, danske traditioner i hverdagen. Hyggen om bordet. Børnene. Latteren. Først dér mærker Kaja savnet efter sådan en familie.
En dag, efter en samtale med Katja og Svetlana, kan hun bryde sammen og fortælle hele sin historie. Efterhånden forsvinder smerten. Da faren til sidst dukker op for at hente hende, har han talt meget længe med Katja.
Nej, far. Jeg vil ikke hjem, for jeg er ikke til besvær, og den her familie har brug for mig. Jeg vil finde et sted selv, fortsætte på skolen og finde et arbejde.
Jeg hjælper dig.
Nej far. Du har lært mig at tage ansvar.
Senere betaler han dog for hendes studie, og Kaja bliver en af de bedste børnepsykologer i København. Inden hun gifter sig, er Katja Mor Katja den første hun inviterer til brylluppet.
Mor Katja, vil du være hos mig?
Altid, mit barn, altid
I hele Kajas voksenliv bliver huset hos Katja samlingspunktet. Da Katja får et slagtilfælde og må hjælpes for at komme til hægterne, flytter Kaja hjem for at passe hende. De måneder tunge men varme forener dem alle. Sønnerne bygger en fin bænk foran huset, hvor Katja sidder mange timer; børnene suser om hende, kalder hende dommer i alle lege, og hun vinker majestætisk:
Hvad siger du til din trone, mor? Skal du ikke have en kop te?
Bare kom med den, unger! skratter hun.
Kaja tager tilbage til byen, først da hun er sikker på, at alt er godt. Klar i sind: Familie er ikke kun blod, men dem man hører til. Det er, hvad Mor Katja har lært dem én gang for alle.
