Mor Kathrine
– Altså, hvor du dog plasker! Her sidder du og sopper, mens det allerede er klamt udenfor. Skal vi så ikke lige holde det lidt tørt på bænken her!
En stor, frodig kvinde, bred som en bondegård, satte sig tungt ned ved siden af Kamma.
– Det er da varmt i dag! Og regn hele formiddagen som om vejret skal gøre det ekstra surt for os. Nu føler jeg mig som i sauna! Klokken er kun lidt over tolv, og jeg er gennemblødt. Man kunne vride mig!
Hun gravede i sin store pose, trak en plastflaske op og rodede lidt med låget, før hun fik det skruet af.
– Vil du ha en tår? Hun rakte flasken mod Kamma. Folk siger, at lidt vand kan hjælpe, hvis man er lidt oppe at køre. Det passer ikke for mig, jeg kunne drikke en spand uden mærke forskel.
Kamma sendte hende et skræmt blik, mens hun spekulerede på, hvad hun dog havde gjort for at få sådan en omgang oveni alle sine problemer. Hvorfor havde universet pludselig tabt sådan en omfangsrig kvinde på bænken netop ved siden af hende?
Kamma har aldrig været vild med store mennesker. De gjorde hende trist til mode. Hvordan kunne man dog ikke lige tage sig lidt sammen? Det krævede vel ikke meget at droppe en kage mere og tage et par runder rundt om Damhussøen! Men nej! Og det ser jo ikke videre kønt ud al den hud, de store bluser, sved, duften Adr! Kamma huskede tydeligt, hvordan hun og veninderne engang var på spaophold, og en lignende kvinde gled op ved siden af dem i poolen.
– Jeg hopper ikke i vandet! Lene, hendes bedste veninde, rynkede på næsen. Ikke sammen med dét der! Jeg får morgenmad op igen bare ved tanken!
Det var den slags venindesnak, man helst ville glemme, men Kamma kunne dybest set kun give hende ret. Man bliver hjemme, hvis man ikke lige kan styre tingene. Og nu sad hun her, presset helt op ad en kvinde hun næsten ville betegne som dobbelt størrelse af hende fra spaen. Og man kunne ikke engang slippe væk, for Kammas energi var for længst brugt op. Hun havde grædt i timevis og derefter bare siddet stille og stirret på stationsvæggen.
Pludselig rykkede hun i ørerne:
– Du har ingen kuffert, ikke engang en skuldertaske. Så du skal nok ikke nogen steder, hva? Eller er du bare blevet sat af?
Kamma vendte pligtskyldigt blikket mod kvinden.
Det var et venligt ansigt, kinder store og røde som hjemmebagt brød, og smilet forsvandt kun, da Kamma begyndte at hulke. Hvad det præcis var, kvinden gjorde, kunne hun aldrig senere forklare, men pludseligt pressede hun Kamma ind til sig, og da lugtede det hverken af sved eller gamle småkager. Det duftede faktisk svagt af vilde blomster. Var det sæben, hun vaskede tøj i, eller duftede hendes bluse virkelig sådan?
Så, med et lille forskrækket vrid, trak Kamma sig fri. Duften gjorde pludseligt ondt. Det var præcis den duft hendes mor havde. Moren, som Kamma næsten ikke kunne huske, fordi hun døde, da Kamma kun var fem. En af de få minder var en sommereng dækket med blomster, mens moren flettede en krans og satte den på Kammas hoved.
– Nå? Er der én, der har været dum? sagde kvinden.
Først rystede Kamma på hovedet, men så kom tårerne for alvor, og hun nikkede.
– Forbandede folk! Hvem dog kan finde på at krænke et barn? Hun gravede lidt dybere i posen, hev en madpakke og et stort, rødt æble op. Her! Kom nu, spis.
Kamma mærkede maven snøre sig sammen. Hun havde ikke spist i næsten et døgn, og hendes pung var fladere end en overkørt pandekage.
– Det er hjemmelavet kyllingeskinke, helt sundt. Spis nu, du er jo mager som en torsk!
– Men jeg spiser ikke kød Kamma prøvede at protestere, mens maven nær protesterede højlydt.
– Åh, du skal ikke være så pæn på den spis! kvinden tvang næsten maden i hænderne på hende og delte æblet i to.
Kamma overgav sig, bed i det moste stykke bolle, og måtte straks indrømme for sig selv at det var det bedste, hun havde fået længe.
– Der kan du bare se. Resten er pjat.
Imens bænken knirkede under hende, betragtede kvinden Kamma, der glubskt kastede sig over maden.
– Så, nu har du spist. Så må du fortælle, ikke? Hvorfor sidder du her på stationen, uden tasker og undskyld mig uden penge?
Kamma tørrede kinder og nikkede.
– Hold nu igen med tårerne; snak ud først. Vi kan altid græde bagefter, og måske endda grine.
Det var ikke fordi Kamma ville åbne op, men noget i den rare fremmede lod hende fortælle. Hele hendes forhistorie, som egentlig ikke var særligt dramatisk, men ikke desto mindre var alt hun havde.
Hun var stukket af hjemmefra aftenen inden. Faren havde erklæret, at hun ikke var hans datter. Han ventede nu en ægte datter med sin langt yngre kone, en stædig type ved navn Malene, som nærmest kun var nogle år ældre end Kamma selv. Malene havde fra starten stirret på hende med tynde, sammenpressede læber.
Så blev papirerne lagt på bordet. Far ikke far. Hun var adopteret som spæd. Hvem hendes rigtige biologiske far var, var uvist. Det havde han aldrig villet snakke om. Og nu nu var hun bare ekstra bagage.
Kamma havde siddet vågen den halve nat, stirrende på væggen. Da det blev morgen, tog hun en slidt jakke og gik uden mål.
På stationen strandede hun. Telefonen var død, og hun havde næsten ingen rigtige veninder deres familie flyttede hele tiden, og de bekendtskaber hun havde var overfladiske. De plejede at grine af sætningen fra et gammelt dansk børneprogram: Elsk dig selv, skid på de andre så skal lykken nok komme sjaskende ind. Først nu indså hun hvor dumt det var.
Hele hendes historie kom ud nu, mens kvinden lyttede uden at afbryde. Da hun var færdig, begyndte kvinden at rode i sin store taske igen.
– Her, tør øjnene. Nå, din telefon dur ikke, sagde du? Her, brug min gammel Nokia. Min datter synes den er håbløs, men jeg elsker den! De knapper er store, lyden god.
– Bare lige skriv til din far at du er ok. Han har selvfølgelig jokket i spinaten, men det er måske synd han skal bekymre sig helt vildt.
Kamma sendte en sms, hvorefter kvinden med bestemte bevægelser trak blusen lige og satte sig op.
– Jeg hedder Kathrine, men børnene kalder mig Tante Kathrine. Jeg bor lidt udenfor byen, på landet. Skal du ikke med hjem til mig? Du ser ud til at kunne bruge et sted at lande.
– Hvorfor? spurgte Kamma mistroisk. Jeg er en fremmed for dig. Hvorfor vil du hjælpe?
Kathrine smilede og tog hende blidt under hagen.
– Der er ikke noget, der hedder fremmede børn. Alle unger fortjener en voksen, der passer på dem.
– Men jeg er jo ikke et barn længere
– Nå, det tror du, men følg du nu bare med. Vi kan altid snakke voksen-barn en anden dag. Kom, vi skal nå regionaltoget.
Så kom Kamma hjem til Kathrine.
På vej i toget spurgte Kathrine ikke mere. Senere forklarede hun, at man skal lade folk fortælle i deres eget tempo.
Kamma faldt i søvn på vejen og vågnede først, da Kathrine gav hende et kærligt puf.
På perronen blev de næsten væltet omkuld af en rank, spinkel kvinde med markante kinder og ild i øjnene.
– Mor Kathrine! Du har været længe væk! Hvordan går det med Frede?
– Alt vel. Det er ordnet. Vi snakker senere. Kom, vi skal hjem og spise.
Ude på parkeringspladsen stod en pyntet, antik Toyota. Kamma kunne ikke dy sig og fniste.
– Ja ja, grin du bare det er håndmalet, min bror gjorde det! lød det stolt fra kvinden, der hed Lone.
– Kan du tegne selv? spurgte Lone, da hun så Kamma vurdere katten på bilen.
– Har gået på kunstskole, lød det stille.
– Nå da, så er der endda potentiale! Sæt dig ind, vi må afsted.
Bilen blev kørt som en lettere gal rutsjebane, men Kathrine klukkede kun mildt.
– Tag det roligt, Lone. Kamma er ikke vant til den slags gas med kobling og speeder!
– Hun vænner sig til det, svarede Lone tørt.
Da de svingede ind ad havelågen, væltede hele nabolagets børneflok ud. Kamma så storøjet på dem.
– Bare rolig, søde, de bor næsten allesammen rundt om hjørnet. Men alle ungerne hænger ud her, så huset er stort set aldrig tomt, forklarede Kathrine kærligt.
Kamma brugte en uge på at finde hoved og hale i de mange børn, voksne, tanter og onkler. En dag trak Lone hende til side og forklarede systemet. De fleste børn var pleje- og adoptivbørn. Nogle var for længst flyttet hjemmefra, men kom stadig dagligt forbi. Kaos, men godt kaos.
– Ja, og har du set hende, Kathrine? røg det fra Lone over teen. Hun har været sådan her siden hun var ung. Altid plads til en til.
– Men hvorfor… hvordan? spurgte Kamma stadig forvirret.
Ude i køkkenet, over en kop kaffe og mens de flyttede noget vasketøj, fik Lone endelig sat ord på tingene.
Kathrine kunne ikke få egne børn. En voldelig mand, flygtede fra ham, alt det blev sagt stille og roligt hen over brødet. Så begyndte hun at tage sig af børn, der landede forkert, folk fra systemet, stakler der havde det svært hun tog dem ind. Mange havde haft det stramt, ligesom Kamma.
– Er det ikke dyrt? spurgte Kamma.
– Jamen, der er jo lidt fra staten, og nu hjælper Frederiks far det er en længere historie, sagde Lone. Han har advokater, kan skaffe legater, alt muligt. Så det løber rundt.
Kamma tilbragte tid med børnene. Der blev spist i fællesskab altid med latter og snak. For første gang i sit liv sad Kamma til et rigtigt familiemåltid. Grinede. Lod skuldrene falde.
Sammen med Lone og de mindre børn fik hun snart en rutine. Hun begyndte at hjælpe med madlavningen, kom i gang med at lave små tegninger og fandt en ro hun aldrig havde haft.
En dag kom hendes far for at hente hende. Men hun nægtede venligt.
– Undskyld, far, men jeg vil bo her lidt endnu. Jeg starter på deltid på uni, og skal finde et arbejde jeg skal selv tage ansvar nu.
Han tilbød hende penge, lejlighed. Men Kamma takkede nej, hun ville prøve selv.
– Det er ikke fordi jeg ikke elsker dig. Men du har altid sagt, jeg skulle klare mig selv. Nu gør jeg det.
Faren endte med at betale den første SU-rate ind, og Kamma blev en dygtig børnepsykolog, byens bedste.
Hun kom sjældent på besøg hos sin far og Malene, men hun holdt ikke nag. Hun havde bare fundet en familie, hvor hun virkelig følte sig hjemme. Da Kathrine blev syg efter et slagtilfælde, flyttede Kamma straks ud og passede hende halvt år det sværeste, men også det lykkeligste.
Hele “børneflokken” lagde sig i selen for Kathrine, og med tid og kærlighed kom hun sig. Hun kunne ikke gå så langt mere, men drengene lavede en kongelig bænk foran huset. Her sad Kathrine, tog mod ungernes hyldester og serverede te med glimt i øjet.
– Hvad så, jeres majestæt, ka’ vi byde på en småkage til teen?
Kamma tog ikke tilbage til byen før hun var sikker på, at Kathrine var okay. Og den første, hun inviterede til sit bryllup et halvt år senere, var selvfølgelig Mor Kathrine.
– Mor Kathrine, kommer du?
– Altid, min pige, altid…
