“MOR, JEG HAR FUNDET EN BEDSTEMOR HUN SAD OG GRÆD PÅ GADEN!” sagde min søn. Jeg anede dengang ikke, hvor mærkeligt vores liv ville forandre sig efter mødet med denne kvinde…
Det var Frej, seks år gammel og frygtsomt traskende hjem fra skole. Hans eneste par efterårsstøvler var sprunget i sålen. Han gik og skubbede slæbende til den løse sål, så den ikke faldt helt af, og skuffelsen sad i øjnene mor havde kun lige købt dem for en måned siden. Han vidste, hvor hårdt mor sled i sine to jobs og hvor tit hun faldt i søvn på sofaen, stadig i sit arbejdstøj. Hun ville ikke skælde ud, for hun var blid, men Frej bebrejdede sig selv kunne han dog ikke passe bedre på!
Han satte sig på en bænk ved busholdepladsen, trykkede skoen ind mod jorden, og så hørte han et lavmælt hikst. For enden af bænken sad der en ældre dame i et nydeligt uldtæppe. Ved hendes fødder stod en blåternet sportstaske. Hendes øjne var røde af tårer, og hun skælvede, skønt luften egentlig var mild.
Frej glemte alt om støvlen. Han rykkede forsigtigt tættere på og rørte hende let på ærmet:
Er din sko også gået i stykker? spurgte han medfølende.
Kvinden rykkede forskrækket, så på den pjuskede dreng og lo en bleg, sørgmodig latter:
Nej, lille ven. Ikke min sko. Det var mit liv, der brast og faldt fra hinanden…
Hun hed Margrete Lykke Frederiksen og var otteogtres. En menneskealder havde hun arbejdet som sygeplejerske og opfostret sin eneste søn, Henrik. Da sønnen giftede sig, tog Margrete straks svigerdatteren til sig som sin egen. For en måned siden var Henrik kommet og foreslog: Mor, lad os sælge din toværelses i Valby, lægge pengene sammen, og købe et stort hus ude i Dragør. Så kan vi bo sammen alle sammen, og du kan gå og hygge dig med en have. Margrete blev varm om hjertet! Hun havde længe drømt om en stor, glad familie sammen.
Lejligheden blev hurtigt solgt, sønnen tog sig af pengene. Den her morgen satte de hende med hendes taske ind i bilen, kørte til denne busholdeplads udenfor byen, og svigerdatteren sagde køligt: “Du bliver bare siddende her en times tid, så henter vi lige nogle papirer og kommer tilbage.” Så kørte de. Margrete sad der, time ud og time ind. Henrik tog ikke telefonen. Hun forstod, at ingen ville hente hende. Familien havde smidt hende på gaden og frataget hende alt.
Hvordan kan det være? sagde Frej med store øjne. Man smider da ikke sin mormor ud som et gammelt møbel! Kom hjem til os! Vi har kun ét værelse, men vi kan alle være der. Min mor er sød, men tit ked af det. Min far bor ikke med os, men kommer forbi, når han har drukket så råber han og tager mors penge, og mor græder bagefter. Kom, jeg snakker med hende!
Margrete ville protestere, men hvor skulle hun ellers gå hen? Natten under åben himmel var kun død for hende. Så hun tog sin taske og fulgte efter den haltende dreng.
Frejs mor tynde, trætte Solveig med mørke render under øjnene gispede, da hun hørte den gamles historie.
Ej, hvordan kan man gøre dét mod sin mor? udbrød hun og satte straks vand over til te. Bliv bare her, Margrete.
Margrete blev. Allerede med hendes blotte tilstedeværelse lovede den lille lejlighed forandring. Når Solveig kom hjem, duftede der nu af friskbagte boller, en varm gryde stod på komfuret, gulvet skinnede, og Frej sad over lektierne. Støvlerne blev hurtigt sendt til reparation og betalt af Margretes folkepension, for hun nåede at overføre den, før sønnen snød hende helt.
Solveig begyndte at smile lidt igen for første gang i mange år. Hun tog på, rystede ikke mere over hvert lille bump ja, hun erhvervede sig endda en ny kjole. De blev en familie på ny.
Indtil en aften, hvor der pludselig blev banket hårdt på døren. Det var Solveigs eksmand, Mads, der kom. Solveig stivnede og holdt Frej tæt til sig.
Mads smækkede døren op med foden, væltede ind og råbte spritstærkt:
Nå, kan du så give mig penge! Jeg ved, du har fået løn!
Før Solveig nåede at sige noget, tøffede Margrete ud fra køkkenet med en tung støbejernspande i hånden.
Ud med dig! sagde hun knastørt og løftede panden. Kommer du igen, banker jeg din idiotiske hjerne ud og melder dig til politiet! Inspektøren bor faktisk inde ved naboen, vi kender hinanden!
Mads blev bleg. Han var vant til Solveigs frygt, men nu stod han overfor en bestemt kvinde, klar med grydejern og myndighed. Han bakkede forfjamsket, snublede over dørtrinnet og væltede ud på trappeopgangen.
Margrete lukkede roligt døren, drejede låsen og smilede til en tryllebundet Solveig.
Så. Nu går vi ind og får noget te og æblekage.
Frej så med stor beundring på sin nye bedstemor.
Mor, hviskede han, trak Solveig i ærmet, det var godt, jeg fandt hende, ikke? Nu kan ingen gøre os fortræd!
Solveig knugede sin søn og begyndte at græde men denne gang af ægte, drømmende lykke.
Synes du, Solveig gjorde det rigtige, da hun åbnede sit hjem for en fremmed kvinde? Og mon Henriks tarvelige handling nogensinde vender tilbage til ham som en slags boomerang?
