2. marts
I dag kom jeg hjem med en mærkelig uro i kroppen. I formiddag havde jeg besøgt min datter, Astrid, som bor i Odense med mand og børn. Jeg havde ikke forestillet mig, hvad jeg ville finde, da jeg trådte ind ad døren. Lejligheden sejlede i rod, og Astrid sad på stuegulvet med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun sagde, at hun havde smidt sin mand, Henrik, ud efter et stort skænderi.
Det havde jeg slet ikke set komme. De har altid virket glade sammen, og de har to dejlige børn. De har endda lige købt ejerlejligheden for ikke så længe siden, selvfølgelig med boliglån. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der var gået så galt.
Mor, i morges var alt helt som det plejer snøftede Astrid men hen på eftermiddagen ringede en kvinde til Henrik. Jeg tog telefonen, og hun sagde:
Skat, hvor længe skal jeg vente endnu? Jeg spurgte, hvem hun var, men hun lagde bare på og tog ikke telefonen igen. Så jeg spurgte Henrik. Han sagde bare, at det var forkert nummer.
Du ved, jeg er dig tro, sagde han. Det kunne jeg simpelthen ikke tro på. Han samlede sine ting og gik.
Jeg prøvede at berolige Astrid. Måske var det virkelig bare en fejl.
Dagen efter ringede hun, og nu var det ganske vist: Henrik havde indgivet papirerne til skilsmisse. Han sagde, han ville fortsætte med at betale af på boliglånet. Men hvem ved? Hvis han ikke gør det, kan Astrid jo slet ikke hænge på det hele alene, og så ryger deres hjem. Henrik lovede, at lejligheden skulle tilfalde børnene. Men Astrid havde hørt, at hans nye kæreste nu krævede, at de solgte lejligheden og delte værdien.
Hun skal nemlig også bruge en bolig hun venter barn. Om det overhovedet er sandt, ved ingen. Efter bruddet sagde Henrik, at han ville tage sig af udgifterne. Han ser stadig børnene, og Astrid forhindrer ham ikke. Men hans nye kvinde bryder sig ikke om det. Derfor er jeg ikke sikker på, at han vil blive ved med at holde sit løfte.
En gang imellem, når Astrid ser dem sammen, virker Henrik allerede træt af hende og graviditeten gør det næppe lettere for ham.
I dag har jeg lært, at man kan tro, man kender historien men alligevel aner man ikke, hvad der sker bag andres døre. Livet kan vende på en tallerken, og man må bare holde sig stærk og støtte dem, man elsker, når de har allermest brug for det.
