Lone kom hjem temmelig oprevet. Hun havde været ovre og besøge sin datter i dag. Da hun trådte ind ad døren, blev hun mødt af rod over det hele. Datteren sad på gulvet og græd. Hun havde skændtes med sin mand, Mads, og smidt ham ud. Lone havde aldrig forestillet sig, at det kunne ende sådan. Hendes datter havde ellers set lykkelig ud. De levede godt sammen, opdragede to børn og havde lige købt en lejlighed med lån gennem banken. Lone kunne ganske enkelt ikke forstå, hvad der var gået galt.
Mor, alt var normalt i morges, hulkede datteren, mens tårerne løb ned ad kinderne. Men i eftermiddags ringede der en til Mads. Jeg tog telefonen. Det var en kvindestemme:
Elskede, hvor længe skal jeg vente? spurgte hun. Jeg spurgte hvem det var, men den fremmede lagde på og tog ikke telefonen igen. Så gik jeg hen til Mads og spurgte. Han svarede, at det måtte være en fejl.
Forstår du, jeg er da tro mod dig! Jeg troede ham ikke Han pakkede sine ting og gik.
Lone prøvede at trøste sin datter. Det kunne jo være, at det bare var en misforståelse.
Næste dag ringede datteren og fortalte, at Mads havde afleveret papirerne til skilsmisse. Han sagde dog, at han fortsat ville betale af på boliglånet. Men hvem ved, hvad der sker. Hvis han ikke betaler, kan Stine umuligt klare det alene, og de mister nok lejligheden. Mads havde forsikret hende om, at lejligheden ville gå videre til børnene. Alligevel havde Stine overhørt, at hans elskerinde også krævede sin del af værdierne.
Hun har også brug for et sted at bo, for hun er gravid. Ingen ved, om det er sandt. Da de gik fra hinanden, sagde Mads igen, at han ville dække alle udgifter. Han har stadig kontakt med sine børn; Stine nægter ham ikke det. Men hans nye kæreste bryder sig ikke om det. Derfor kan det godt være, at Mads ændrer mening om boliglånet.
Af og til kan Stine se, at hendes eksmand allerede virker træt af den anden kvinde. Han virker ærlig talt også træt af hendes graviditetMen efter nogle uger sker der noget uventet. En sen eftermiddag, mens regnen siler ned ad vinduerne, ringer det på døren. Stine åbner men det er ikke Mads. Det er kvinden fra telefonopkaldet, helt våd og med tårer på kinderne. Hun står famlende i døråbningen og siger stille:
Undskyld. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers kan gå hen.
Stine mærker vreden røre sig, men også nysgerrigheden. Hun byder kvinden indenfor og sætter te over. De sidder længe tavse. Så kommer sandheden frem: Det med barnet, det var en løgn. Et forsøg på at holde på Mads, som hun allerede har mistet. De to kvinder sidder der i køkkenet med hver deres sorg, hver deres knuste drøm.
Da kvinden går, står Stine længe og ser efter hende gennem regnen. Noget i hende slipper måske bitterheden, måske sorgen. For første gang mærker Stine styrken i at kunne sige farvel og lade det, der skete, blive fortid. Hun tager sine børn i hånden og trækker gardinerne fra. Udenfor bryder solen igennem de tunge skyer. Et nyt kapitel kalder, og denne gang går hun selv i spidsen.
