“MOR, måske skulle vi bare lade bedstemor gå ud og fare vild? Så ville det være bedre for alle,” sagde Maja udfordrende.
“Glem ikke at låse døren,” sukkede mor og rejste sig fra bordet.
“Mor, hvor længe skal det her fortsætte? Skal du virkelig blive ved med at minde mig om det hele livet?” svarede den femttenårige Maja fornærmet.
“Ikke hele livet – kun så længe bedstemor bor hos os. Hvis hun går ud, kan hun fare vild og…”
“…og dø under et buskads, mens vi lever med skyldfølelse… Mor, måske er det bedst sådan?” Maja mødte mors blik med en udfordrende mine.
“Hvad mener du?” spurgte mor forvirret.
“At hun bare går ud og farer vild. Du har selv sagt, du er træt af at passe på hende.”
“Hvordan kan du sige sådan noget? Hun er min svigermor, ikke min egen mor, men hun er din bedstemor!”
“Bedstemor?” Maja kneb øjnene sammen, som hun altid gjorde, når hun blev vred. “Hvor var hun, da hendes sønnike forlod os? Da hun nægtede at passe mig? Sin egen barnebarn? Hun havde ingen medlidenhed med dig, da du knoklede for at tjene en ekstra krone… Og så anklagede hun dig for, at far gik?”
“Hold op med det samme!” råbte mor. “Jeg skulle ikke have fortalt dig alt det.” Hun sukkede. “Jeg har opdraget dig forkert, hvis du ikke har medlidenhed med andre – med din egen familie. Det skræmmer mig. Når bliver gammel, vil du så behandle mig på samme måde? Hvad er der gået af dig? Du har altid været en sød pige. Du kunne ikke gå forbi en forladt killing eller hvalp uden at tage den med hjem. Men bedstemor er ikke en hvalp…” Mor rystede træt på hovedet. “Hun er allerede straffet nok. Din far forlod ikke kun os – han forlod også hende.”
“Mor, du bliver forsinket til arbejde. Jeg lover at låse døren,” sagde Maja skamfuldt.
“Godt, ellers ender vi bare med at sige ting, vi ikke mener…” Men mor blev stående.
“Mor, undskyld, men det gør ondt at se på dig. Kun hud og ben. Du er kun fyrre, men du går allerede sammenbøjet som en gammel dame. Du er altid træt. Hvorfor kigger du sådan på mig? Hvem skal sige sandheden, hvis ikke din egen datter?” Maja bemærkede ikke, at hendes stemme igen blev skarp.
“Tak. Sørg for, at hun ikke tænder for gassen eller efterlader vandet løbende i badeværelset.”
“Præcis! Det er det, jeg mener – vi er bundet til hende. Vi har intet liv. Mor, lad os sætte hende på et plejehjem. Hun får konstant opsyn. Hun forstår jo alligevel ikke noget…”
“Nu må det være nok!” afbrød mor hende.
“Det vil være bedre for alle, især for hende,” fortsatte Maja uden at lægge mærke til morens voksende irritation.
“Jeg vil ikke høre mere. Jeg sender hende ingen steder. Hvor længe har hun mon tilbage? Lad hende blive hjemme…”
“Men hun overlever os nok! Gå nu på arbejde. Jeg bliver her og låser døren, det lover jeg,” gentog Maja arrigt.
“Undskyld. Jeg har lagt for meget på dine skuldre… Alle dine veninder er ude, mens du skal passe på bedstemor.”
De talte uden at lægge mærke til, at døren til bedstemors værelse stod åben. Hun havde hørt alt, men forstod nok ikke meget – og ville glemme det om et øjeblik.
Mor gik på arbejde, og Maja gik ind på sit gamle værelse, hvor bedstemor nu boede.
“Bedste, mangler du noget?” spurgte hun.
Bedstemors blik var tomt for længsel.
“Kom, jeg giver dig en slik,” sagde Maja og hjalp hende op og fulgte hende ud i køkkenet.
“Hvem er du?” Bedstemor stirrede på hende med tomme øjne.
“Drik din te.” Maja sukkede og lagde en slik foran hende.
Bedstemor elskede slik. Hun og mor gemte altid slikket og gav hende kun én ad gangen til teen. Maja så på, hvordan bedstemor forsigtigt åbnede det farvestrålende papir. Mellem de tyndede, grå hår kunne man ane den blege hud på hendes hovedbund. Maja vendte sig væk.
Før i tiden farvede og fiksede bedstemor håret, satte det op i en fyldig frisure. Hun brugte lys læbestift og tegnede øjenbrynene i en smuk bue. Maja kunne husge den sødlige duft af hendes parfume. Mænd lagde altid mærke til hende – indtil hun begyndte at miste forstanden.
Maja kunne ikke afgøre, hvad hun følte over for bedstemor: medlidenhed, anger, afsky? En kort ringen på døren afbrød hendes tanker.
“Mor har sikkert glemt noget,” tænkte Maja og gåede hen for at åbne.
Men i døren stod hendes ven, gymnasiasten Kristian. Mor misbilligede deres venskab, så han plejede kun at komme, når hun ikke var hjemme.
“Hej. Hvad laver du her så tidligt? Mor er lige gået,” hviskede Maja.
“Jeg ved det. Hun så mig ikke.”
“Lise!” lød bedstemors stemme fra køkkenet.
“Hvem er Lise?” spurgte Kristian.
“Sådan kalder hun mor og tror, det er hendes datter. Jeg skal lige føre hende tilbage på værelset. Gå ind på badeværelset og vent. Hun har et af sine klare øjeblikke i dag.” Maja skubbede ham mod badeværelsesdøren.
“Der er ingen her,” sagde Maja, da hun kom ind i køkkenet og så den tomme kop og slikpapiret på bordet.
“Jeg vil have te,” sagde bedstemor.
“Men…” Maja indså, at forklaringer var nytteløse.
Bedstemor glemte hurtigt, især det, der lige var sket. Men hun huskede det fjerne fortid meget godt. Ofte forvekslede hun ting og genkendte hverken Maja eller mor. Men engang imellem havde hun korte, klare øjeblikke.
Maja kunne ikke afgøre, om bedstemor spillede smart for at få mere slik, eller om hun virkelig havde glemt, at hun lige havde drukket te. Hvem kunne vide det? Maja sukkede, satte endnu en kop te foran hende og lagde en ny slik på bordet.
Bedstemor fumlede længe med papiret. Da teen var væk, førte Maja hende tilbage på værelset og satte hende på sengen.
“Sov nu,” sagde hun og lukkede døren efter sig.
Kristian kiggede allerede ud fra badeværelset.
“Kan jeg komme ud?”
“Ja. Gå ud i køkkenet.” Maja kastede et blik på døren for at sikre sig, at den var låst, og fulgte efterMaja og Kristian fandt en dybere forståelse for hinanden den aften, mens de delte en stille latter over den kaotiske dag, der havde lært dem, at kærlighed og tålmodighed nogle gange er det eneste, der virkelig betyder noget.
