De sidste to år har min mand og jeg boet i en lejlighed, vi lejer, og forholdene er mildest talt udfordrende. Vi drømmer om at flytte og købe vores eget hjem, men lige nu har vi ikke de økonomiske midler til det. Lejligheden tilhører en veninde af min mor, og det er ofte vanskeligt at bo her. Hvis noget ikke står på sin plads, eller hvis vi gør noget, hun ikke bryder sig om, ender det tit i en konflikt. Vores naboer er heller ikke særligt venlige; de minder os ofte om, at vi kun er midlertidige beboere og snart skal videre.
Vores forældre presser os konstant til at spare op til vores egen bolig. Men det er svært at lægge til side, når vi betaler husleje og har mange andre udgifter. Min mor holder nøje øje med vores økonomi og gennemgår vores forbrug i detaljer, hvilket gør det endnu sværere at spare op. Vi har endda begrænset os til kun at bruge det tøj, vi allerede har, for at spare så meget som muligt.
Min mor og svigermor ejer begge lejligheder og forventer, at vi selv finder pengene til at købe vores hjem. Men de virker ikke villige til at hjælpe os økonomisk eller støtte os på nogen måde. De mener, at det er vigtigt, vi lærer at stå på egne ben, ved ikke at lade os bo i deres lejligheder, men vi føler, vi allerede har været igennem mange udfordringer og kunne virkelig bruge deres støtte nu. Det gør ondt at se, hvordan vores søskende har fået lejligheder, mens vi bliver bedt om at spare op for dem. Vi synes ikke, det er retfærdigt, og vi ville ønske, de så vores situation og rakte os en hånd.
I sidste ende har vi lært, at livet ikke altid er retfærdigt, og nogle gange er man nødt til at klare sig selv, selv om det føles umuligt. Alligevel prøver vi at holde fast i håbet om, at vores indsats og tålmodighed en dag vil føre os til et sted, hvor vi kan skabe vores eget hjem. At stå på egne ben er vigtigt, men det er også værdifuldt at vise forståelse og hjælpe hinanden, når livet er svært.
