Mor
Hej, pelsklædte ven! Hvem hører du til? Jeg stoppede op og kiggede undersøgende ned på den store, røde hankat, der sad foran min dør.
Selvfølgelig svarede katten mig ikke. Han dukkede hverken nakken eller skiftede stilling, lod bare det ene flossede øre dirre svagt, som om han ville sige: Jeg hører dig, men jeg har tænkt mig at ignorere dig.
Så lad bare være! Jeg blev lidt fornærmet og fandt nøglerne frem fra min taske.
Katten forstod tydeligvis, hvad jeg havde gang i, for han flyttede sig en anelse fra måtten, men gik ikke. Han fulgte bare opmærksomt med, da jeg rodede med låsen.
Vi havde ikke boet længe i denne lejlighed. Kasper og jeg havde endelig fået råd til at købe vores eget en lille toværelses etagelejlighed i Vanløse. For nogle ville det være utænkeligt at bo i et gammelt betonbyggeri, men for os var det en drøm, der var gået i opfyldelse. Altså, bare tanken om at have noget eget og ikke længere skulle dele med min stedfars venner eller fremmede mennesker det var lykken.
Lisa, du skal altså ikke blive uvenner med naboerne! Kaspers mor, Ingrid, sagde det til mig, da vi stod og vaskede flytterengøringen af væggene før brylluppet. Søde mennesker de drikker bare lidt for meget.
Men hvad er der egentlig godt ved dem, hvis de altid skal være fulde? Jeg trak på skulderen, vred kluden og prøvede at flytte det viltre hår væk fra ansigtet.
Mit hår! Åh, det hår! Det var en evindelig kamp, især når jeg skulle gøre rent eller tage opvasken. Ligegyldigt hvor mange spænder jeg satte i, så var der altid en ugle, der stak op Kasper syntes bare, det var charmerende.
Det er svært at forklare Ingrid sukkede. De har haft det svært, alt for meget modgang. Ikke alle er lige gode til at håndtere livet.
Den fornemmelse for modgang kendte jeg alt for godt. Jeg var opvokset på børnehjem og fik en plejefamilie, som smed mig ud, da jeg blev atten. Folk har virkelig evnen til at synes, de har det værre end alle andre, og så glemmer de dem, der måske har mere brug for omsorgen.
Min mor havde efterladt mig på banegården, da jeg var tre år. En seddel i lommen, og en gammel, slidt kanin under armen. Mormor havde sagt: Bliv siddende, Lisa, til mor kommer tilbage. Men hun kom ikke. Den første, der rigtigt så mig der på bænken, var en togfører i uniform. Han satte sig ned med et venligt smil og spurgte:
Hvad hedder din kanin?
Stoffer hviskede jeg, og han nikkede.
Senere, mange år senere, opsøgte min mor mig nær folkeskolen, og jeg genkendte hende knap nok. Hun rakte ud, ville have et kram og græd: Mit barn, jeg har savnet dig så meget!
Dengang boede jeg i plejefamilien sammen med seks andre unger. Vi manglede ingenting materielt, men kærlighed og varme var vekslet til stabilitet og ordentlige skoletasker. Vi vidste alle sammen godt, at når vi fyldte atten, var der andre, der skulle bruge pladsen.
Jeg havde altid haft en drøm om, at min mor ville komme og hente mig. Men da hun endelig stod der og rakte ud, mærkede jeg kun et stik af kulde i kroppen. Alt det, folk sagde: Du kan jo ikke huske stationen, men jeg vidste. Jeg mærkede stadig bænken, angsten, ensomheden.
Det var min søster fra plejefamilien, Sofie, der hjalp. Hun trådte imellem os: Hun kender dig ikke, forsvind! Vi gik hjem sammen for første gang holdt vi hånd. Fra den dag havde jeg en søster.
Senere talte jeg alligevel med min mor. Hun sagde, verden havde været hård, din far ville ikke hjælpe, han troede ikke, du var hans, men alligevel fortryder jeg ikke min reaktion. Hun tilbød at gøre alt godt igen, men hvordan gør man årene om? Hvordan sletter man ensomheden?
Sofie sagde: Du må selv vælge. Hvis det føles rigtigst, så stop og se fremad. Hun ville være psykolog, sagde hun, så hun kunne lære, hvordan man levede korrekt. Et par år senere havde hun selv en datter og lo: Der er intet facit. Lev så dine kære har det godt og lad alle andre beundre fra afstand.
Jeg prøvede at tage hendes råd til mig. Vores gamle fællesværelse i Brønshøj var da hyggeligt nok, selvom vi malede væggene selv. Ingrid havde ret og vores naboer var ok. De havde bare lidt for mange sår indvendig.
Det tog lang tid for mig at lære at acceptere omsorg. Ingen havde rigtig ondt af mig, ud over Sofie. Men både Ingrid og Jens, Kaspers bedstefar, gjorde deres for, at jeg begyndte at tro, nogen faktisk kunne ønske mig det godt.
Ingrid var handlekraftig, og alligevel den slags kvinde, der kunne omfavne både sin søn og hans umulige kæreste. Du skal ikke forvente for meget, sagde Sofie, da hun hjalp mig i kjolen til mødet med Kaspers familie, men lad dem komme tættere på, hvis du kan.
Det hjalp at tænke over, men jeg havde aldrig prøvet at have en svigermor før. Ingrid var høj, højlydt og energisk, forelsket i livet og i mit tøjvalg. Hun trak mig igennem Fields med poserne fulde, selvom hun kun fandt én ting til sig selv, og tre til mig. Jakke, støvler, taske Hun så noget, jeg manglede, og så blev det mit.
Det var underligt for mig, at denne kvinde som jeg næsten ikke kendte gerne ville tage sig af mig. Jeg blev tilbageholdende, men hun forstod det, og lod mig trække grænsen.
Blev det for meget, sagde hun:
Jens har brug for mere hjælp. I må tage hans værelse, jo yngre I er, des bedre.
Og Kaspers bedstefar insisterede på sine historier:
Se, Lisa, før i tiden betød at have ondt af meget mere end bare medlidenhed. Det betød omsorg at stå ved andre, når de havde det svært
Han smilede over tekruset og sagde: Hvis du kan mærke, at nogen trænger til lidt ekstra omsorg, så giv det. Det gør noget godt for alle. Men du skal ikke forbarme dig blindt gør det med omtanke.
Jeg havde det svært med at blive set som én, man havde ondt af, men både Ingrid og Jens hjalp mig til at forstå, at der er styrke i at tage imod og give et kærligt klap på skulderen.
Jeg stod altså nu i vores Vanløse-lejlighed, et sted vi havde fået råd til med hjælp fra familien og lidt fra banken. Den store røde kat så på mig fra måtten, og da jeg rakte hånden ned, trak han sig ikke. Han blev, og jeg klappede ham forsigtigt.
Men idet jeg inviterede ham ind, fór han op ad trappen og var væk!
Jeg nåede knap at lukke døren, da han kom tilbage. Denne gang med en lillebitte rød killing i munden. Hold da op! mumlede jeg, da han lagde den på dørmåtten og forsvandt igen. Ingen tvivl, killingen lignede sin far.
Og snart kom der én til. Den var mere vild, ville ikke hænge i nakken på faren og vrikkede væk, da jeg rakte ud. Jeg lo. En kat med familie det havde vi ikke prøvet før!
Da far-katten havde samlet begge killinger på badeværelset på et gammelt stiklag, jeg fandt til dem gik jeg i køkkenet. De måtte da have mad, ikke sandt? Mælken blev lapset i sig, og jeg var lettet over, de kunne klare det uden morens hjælp.
Senere den aften holdt vi familieråd. Ingrid, hvis du ikke synes så finder jeg et andet hjem til dem, sagde jeg forsigtigt. Jeg kan ikke bare smide dem ud igen.
Hun klappede killingen i sit skød. Det er jeres lejlighed nu. Dig og Kasper bestemmer, hvem I inviterer ind. Jeg synes, de er søde.
Jeg håber, én af killingerne kan blive, sagde jeg. Resten må jeg måske finde et hjem til. Men jeg tror, jeg kunne lære lidt om moderskab af den her mærkelige far-kat.
Kasper smilede, nikkede til mig. Vores lille hemmelighed var, at vi selv ventede familie.
Så jeg lænede mig op af Ingrid og sagde: Nu får jeg snart to lærere i at være mor: dig og den røde kat.
Og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, da hun gav mig et langt kram.
