Mor
Nå, pelsdyr! Hvem tilhører du? Karen stoppede brat op og betragtede den store, røde hankat, der sad foran hendes dør.
Katten svarede selvfølgelig ikke. Faktisk gjorde han overhovedet ikke noget væsen af sig. Han sad bare der med sin flænsede øre strittende, nærmest som et Ja-ja, jeg hører dig godt nok, men nej tak.
Så lad da være med at svare! Karen snøftede fornærmet og rodede efter sine nøgler i tasken.
Som om han forstod, flyttede missen sig lidt til side på dørmåtten, men gik ikke væk, mens han intenst iagttog Karen.
Endelig fandt hun sine nøgler, og mens hun fjumrede med låsen, blev det klart for hende, at katten forventede noget af hende.
Lejligheden havde hun og Bo egentlig kun haft i et par måneder. To værelser på Nørrebro ikke ligefrem paladset, men alligevel mere, end de havde turdet håbe på. Nogen ville mene, at man skulle sigte efter parcelhuset i forstæderne, men Karen og Bo kunne bare le af dét. For bare seks måneder siden havde de boet på et værelse hos Bos bedstefar ude i Valby og jublet allerede over at have fri fra svigermors opsyn.
Husk nu at holde fred med opgangens folk! havde Bos mor, Grethe Hansen, sagt, da hun skrubbede det gamle værelse op før brylluppet. De er rare, selvom de tager sig en lille én af og til.
Nå, hvad er det så, de er rare på trods af? Karen tørrede panden og rystede sin vildtvoksende manke ud af ansigtet. Hun havde de dér danske krøller: voldsomme, uregerlige Bo elskede dem, men Karen havde dem mest i vejen, især når der skulle vaskes gulv.
Det er svært at forklare, men livet har ikke altid været let ved dem. Ikke alle kommer igennem uden skrammer, havde Grethe rystet på hovedet.
Det forstod Karen godt. Hun, der var opvokset i plejefamilie, kørte ud, da hun fyldte 18 hun kendte alt til voksne, der synes mere synd om sig selv end om børnene i huset.
Hendes mor havde efterladt hende på Vesterport station med kun en lap papir i jakken og en enøret bamse. Hun sad tålmodigt på bænken, klemte bamsen Per og ventede på sin mor, mens hun kæmpede for ikke at tisse i bukserne. Men mor kom aldrig. Til gengæld dukkede en politibetjent op:
Hvad hedder din bamse?
Per, havde Karen hvisket og kiggede genert op.
Betjenten nikkede og klappede hende blidt på hovedet bamsen først, så Karen indtil hun ikke kunne holde tårerne tilbage længere. Pludselig så folk i ventesalen, at der sad et barn alene nogle i timevis.
Først mange år senere lærte Karen, hvorfor moren forsvandt. En dag på vej hjem fra HF stod en forvirret kvinde foran hende udefra skolen og klynkede: Datter, jeg har fundet dig! Giv mig et kram!
Karen boede allerede da i en plejefamilie med seks andre børn. Her var ingen, der gik sultne i seng, alle gik til fodbold eller spejder, men der var ikke plads til varme det handlede mest om pligt og påpasselighed, mente plejeforældrene. Selvfølgelig hungrede alle ungerne i smug efter noget andet; efter et menneske, man kunne kalde min.
Så nej Karen løb ikke kvinden i møde, selv om det skar i hendes bryst af længsel. En nat, når hun lå vågen med Per under hovedpuden, drømte hun om at have netop det: En mor. Eller bare nogen, der holdt mere af hende end af reglerne.
Hun troede ikke et øjeblik på kvindens tårer alle sagde jo, hun umuligt kunne huske noget fra stationen dengang. Men hendes erindring var sej. Hun huskede følelsen, lugten på stationen og frygten og vidste, hun var blevet forladt.
En af plejefamiliens andre piger, Mathilde, blandede sig, da Karen trak sig væk fra kvinden ved skolen:
Hvem er det dér? Mathilde trak hende bestemt væk.
Ved det ikke Karen følte sig svimmel, hele verden kørte rundt.
Mathilde kom hende til undsætning, og fra den dag af havde Karen en søster. Mathilde var selv blevet svigtet af sin far og havde længe drømt om bare nogen, hun kunne kalde sin. Blod eller ej.
Karen mødte modvilligt sin mor ugen efter. Hun havde stået ved skolen hver dag og klynket:
Tal med mig, min datter!
Kalder hun dig datter, så lad hende dog, sagde Mathilde.
Til sidst sagde Mathilde:
Spørg hende det, du vil vide. Så kan du måske slippe tanken om, at det var din skyld.
Samtalen blev ikke stor: Hvorfor forlod du mig?
Det var svært ingen hjælp. Din far smed mig ud.
Karens skeptiske spørgsmål blev ikke opklaret af mors svar, der mest mindede om dårligt udformede undskyldninger. Da moderen påstod, at Karen nok ikke kunne huske den dag, gik hun bare.
Mathilde forstod.
Nogle ting skal man bare lade ligge, sagde hun. Nu går vi videre.
Da Mathilde mange år senere var blevet mor, kunne de stadig grine:
Der er ikke nogen opskrift på at leve rigtigt. Man må bare sørge for, at ens egne har det godt og at ingen udefra får lyst til at lure på ens liv i stedet for at se TV-drama.
Og hvad så, hvis det blev til et værelse i en gammel boligforening? Det var da hjertet, der talte. Her var lunt og naboerne på fornavn, selvom et par af dem havde fået bank af tilværelsen. Karen vidste: Man skulle kunne have lidt ondt af folk på den ægte måde.
Svigermor Grethe og bedstefar Niels havde været guld for hende. Grethe, den handlekraftige, kampklare kvinde, som alligevel havde favnet Karen som en datter det var, ifølge Mathilde, næsten heltestatus i Danmark.
Mathilde havde dog forberedt hende:
Forvent ikke for meget. Du er jo ikke præcis den svigermor havde drømt om forældreløs, ingen arvet ejerlejlighed
Men nu er jeg da kommet på boligventelisten!
Ja, og hvad hjælper det? Nummeret dér får du aldrig brugt! Og sig det ikke til Grethe bliv boende og vis, at du klarer dig selv.
Grethe var i starten nærmest for meget. Højlydt, handlekraftig, med et stort hjerte alt det Karen aldrig havde prøvet før. Når Grethe ville have Karen med i Fields for at købe overtøj (Din Bo har jo alligevel ikke forstand på dametøj!), så endte Karen altid med flere ting til sig selv end til svigermor. Hvordan fanden virkede det?
For Karen virkede hele dét her med at tage imod omsorg underligt. Hun havde jo aldrig fået det. Men Grethe pressede aldrig for hårdt.
Da bedstefar Niels besluttede at flytte på plejehjem, fik Karen og Bo værelse for sig selv. Her var unge, frie uden barnepige, sagde Niels. Man skal ikke bestemme over de andres liv, før de selv beder om hjælp.
Niels havde heldigvis sans for sort humor:
Nå, er du nervøs over at flytte? Tror du, I går under, fordi I skal betale 7500 kroner i måneden for egen lejlighed?
Vi klarer det sikkert, svarede Karen, For vi har et mål: en dag får vi vores helt eget, og indtil da lover Mathilde, at hver en lille 50-krone på opsparingen gør livet nemmere.
Kloge ord! sagde Niels og slog ud med armene.
Han lærte Karen lidt om at have ondt af. Varme, rigtig jysk-dansk forståelse af ordet.
Hvem skal man egentlig have ondt af?
Dem, hjertet peger på. Men også med fornuft. Det nytter ikke kun at give en halvtam kat en leverpostejskive. Hvis man virkelig vil hjælpe, giver man den hjem.
Og netop den sætning susede gennem hovedet på Karen, da hun nu stod foran sin lejlighed med den røde kat, som stadig kiggede bedende på hende. Karens hånd strøg ned over det hullede katteøre og straks spurtede mis op ad trappen.
Den ære var åbenbart for fin, sagte Karen, da hun skulle til at lukke døren. Men så kat tilbage, og nu med en bølgende pelsklump hængende fra munden.
En killing næsten en kopi af sin far. Og minsandten, minsandten, faren lagde den pænt foran Karen, og inden hun fik set sig om, var den store kat tilbage, denne gang med endnu en strittende killing, og Karen skraldgrinede, mens den store røde forsøgte at levere ungen uden alt for mange tab undervejs.
Du er da en værre mor, lo Karen, Nå, så kom dog indenfor med flokken! Er der flere, du har liggende ude i opgangen?
Katten listede forsigtigt ind, holdt øje med Karen, som krammede killingerne.
Kom så, ingen gør jer noget! Hvor er jeres rigtige mor henne?
Den store hankat svarede ikke, men begyndte i stedet at introducere killingen til kattebakken, da Karen havde fundet en gammel bradepande og lidt sand frem.
Du er da vist helt kompetent, grinede Karen og lukkede munden halvt, så ikke killingerne blev skræmte. Nå, må heller tjekke, hvad jeg har i køleskabet. I skal vel have mad også.
Om aftenen blev der holdt familieråd:
Grethe, altså hvis du ikke vil have dem i lejligheden, skal jeg nok prøve at finde hjem til dem. De er jo for små til gaden og jeg fatter stadig ikke den her hankat, der agerer mor.
Grethe kiggede bare venligt på hende, killingen på skødet:
Prøv nu at høre, Karen. Det er jeres lejlighed, din og Bos. I må bestemme, hvem der bor her jeg blander mig ikke. Men sig mig, hvad får de at spise?
Jeg købte lidt sødmælk og dåsemad. Killingerne har lært at slubre.
Jeg tager den dér, når den er vokset lidt. Du finder heller nogen, der kan tage den anden killing. Men den store, ja, ham ville jeg studere lidt mere.
Hvad vil du lære af en kat? svarede Grethe overrasket.
Bo sendte Karen et smil og nikkede hende til at fortælle hemmeligheden, de havde gemt til Grethes fødselsdag.
Om at være en god mor Nu har jeg snart to læremestre. Dig og denne her pelsskæggede multitalent!
Karen nussede katten bag øret og kunne ikke holde tårerne tilbage, da Grethe trak hende ind i et solidt dansk kram.
