– Jeg tror det ikke! Det gør jeg bare ikke! – råbte Freja og gestikulerede vildt med armene. – Hvordan kunne du finde på at gøre sådan noget mod mig, mor?
– Freja, lille skat, rolig nu, – forsøgte Inge at tage sin datters hånd, men Freja trak den væk. – Lad os tale sammen som voksne mennesker.
– Som voksne? – Frejas stemme gik helt i falsk. – Efter det, du har gjort? Tror du ikke hele Aalborg griner af mig nu?
– Stop nu med at overdrive. Hvilken by? Vi bor jo ikke engang midt i centrum.
– Mor! – Freja greb sig til hovedet. – Lad være med at lade som om du ikke forstår!
Inge sank tungt ned i sofaen. Selvom hun var toogtredive, følte hun sig stadig ung og energisk nok til at blande sig i sin voksne datters liv. Men lige nu føltes hun for første gang på længe gammel og træt.
– Jeg ville bare hjælpe, – sagde hun stille. – Du sidder jo bare derhjemme, går aldrig ud. Siden skilsmissen har du lukket dig helt inde.
– Det er mit eget valg! – eksploderede Freja. – Mit! Jeg er en voksen kvinde på toogfyrre år!
– Netop derfor bekymrer jeg mig. Tiden går, og du…
– Og jeg hvad? Er ikke god nok til nogen? En eller anden grim gås?
Inge rystede på hovedet.
– Du er smuk og klog, skat. Men du er blevet for stolt. Mændene tør ikke komme i nærheden af dig.
Freja gik nervøst frem og tilbage i stuen og fnidrede ved bæltet på sin morgenkåbe. Morgensolen strømmede ind gennem vinduerne og fyldte det lille værelse med gyldent lys, men stemningen var spændt til bristepunktet.
– Mor, hvordan kunne du overhovedet finde på at sætte en kontaktannonce i avisen? – sukkede Freja træt. – Og sådan en annonce…
– Hvad er der galt med den? – spurgte Inge fornærmet. – Der står da helt almindelige ting.
– Almindelige? – Freja tog en sammenfoldet avis op af lommen og læste højt: »Søger en ordentlig mand til min smukke, hjemmegående datter på toogfyrre år. Hun er bogholder, ryger ikke, drikker ikke, elsker at lave mad. Kontakt moren i første omgang.« Moren, for søren!
– Hvad er der i vejen med det? – forstod Inge det stadig ikke.
– Hvad der er i vejen? Jeg er da ikke en vare på tilbud! Og hvorfor skal de kontakte dig og ikke mig?
– Fordi du aldrig selv ville vælge nogen. Du ville finde tusind undskyldninger for, hvorfor de ikke var gode nok.
Freja sank ned i lænestolen overfor sin mor og grov hænderne i ansigtet.
– Mor, de ringer hele tiden. Kan du forestille dig det? I går spurgte en fyr på halvfjerds, om jeg kunne lave frikadeller og om jeg var parat til at flytte på landet og passe hans tre køer.
– Ham er der selvfølgelig ikke noget at hente hos, – indrømmede Inge. – Men hvad med de andre?
– Hvilke andre? – Freja så oprørt ud. – Mor, det er totalt ydmygende! Som om jeg ikke selv kan finde en mand.
– Kan du det?
Spørgsmålet var stillet blidt, men det ramte perfekt. Freja tav, for hun vidste, at moren havde ret. Fire år var gået siden hun og Mads blev skilt, og hun havde endnu ikke mødt nogen, der virkelig interesserede hende.
– Det betyder ikke, at man skal bruge avisannoncer som i halvfemserne, – mumlede hun.
– Hvordan skal man så gøre? Online dating? Du forstår dig jo ikke på den slags.
– Jeg kunne lære det.
– Ja, ligesom du har lært det de sidste fire år.
Inge rejste sig og gik ud i køkkenet.
– Vil du have te? – råbte hun. – Eller skal jeg hælde lidt Baldrian i?
– Mor, drop ironien, – Freja fulgte efter.
Køkkenet duftede af friskbagt kage. Inge altid bagte, når hun var nervøs. I dag stod der citronmåne, æblekage og småkager på bordet.
– Har du bagt hele natten igen? – spurgte Freja og kunne ikke lade være med at smile.
– Jeg kunne ikke sove, – indrømmede Inge. – Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle snakke med dig om det her.
– Du skulle have tænkt på det, før du satte annoncen.
Inge satte vand over til teen og tog to kopper frem fra skabet.
– Freja, lille skat, tænk nu selv. Du arbejder i en kvindebaseret afdeling, ingen mænd der. Du sidder derhjemme med bøger og ser Netflix. Når du går i Rema, har du joggingbukser på, og dit hår er sat op i en messy bun.
– Jeg ser da helt fin ud!
– Til hjemmet, ja. Men til mænd? Hvornår har du sidst haft en kjole på?
Freja tænkte sig om. Efter skilsmissen havde hun glemt alt om sin femininitet. Jeans, trøjer, sneakers – det var hele garderoben.
– Det er stadig ingen grund til at sætte en annonce, – insisterede hun.
– Hvad er så en grund? At vente på, at prinsen på den hvide hest selv banker på døren?
Kedlen kogte. Inge hældte vandet over teebrevene og satte en tallerken med småkager på bordet.
– Mor, hvor mange opkald har du fået? – spurgte Freja forsigtigt.
– Mange. Jeg har skrevet dem alle ned i en notesbog. Vil du se?
Hun åbnede en skuffe og tog en lille ternet notesbog frem. På forsiden stod der med barnlig håndskrift »Kandidater til Freja«.
– Seriøst? – fnøs Freja. – Som om jeg er fem år.
– Men så er det organiseret. Se, denne Michael lød anstændig. Femogfyrre år, ingeniør, skilt, ingen børn. Han havde en flot stemme og var høflig.
Freja tog notesbogen og bladrede lidt. Inge havde omhyggeligt noteret navne, alder, beskæftigelse og korte karakteristikker af alle mændene, der havde ringet.
– Mor, har du virkelig snakket med dem alle?
– Selvfølgelig. Tror du, jeg bare ville give min datter til den første, der ringer? Jeg spurgte ind til alt: job, indkomst, boligforhold.
– Det lød nok som et forhør, – grinede Freja.
– Måske. Men det er da vigtigt at vide, hvem man har med at gøre.
Freja læste morens noter og smilede ufrivilligt. Inge havde virkelig gjort et grundigt stykke arbejde. Ved nogle navne stod der kommentarer som »drikker«, »bor hos sin mor«, »søger en husassistent«, »gift, lyver«.
– Hvorfor er denne Torben overstreget?
– Fordi han begFreja tog en dyb indånding og sagde med et lille smil: “Måske har du ret, mor – måske var det på tide, at nogen skubbede mig lidt.”
