Mor, smil
Dagbog, 1994, Silkeborg
Jeg har aldrig brudt mig om, når de ældre nabokoner kom forbi og bad mor synge en sang.
Nå, Birthe, syng nu, du har sådan en skøn stemme, og så danser du så flot, sagde de. Mor stemte i, de andre fulgte op, og ofte dansede de allesammen ude i haven eller gården.
Vi boede i et lille landsbyhus udenfor Silkeborg. Jeg, min lillebror Mads og mor og far. Mor var altid livlig og gæstfri, og når visitten var slut, sagde hun smilende:
Kom endelig igen det var nu hyggeligt i aften.
De sagde altid, at det ville de.
Men jeg kunne ikke lide, når mor sang og dansede. Jeg skammede mig, uden at vide hvorfor. Jeg gik i femte klasse dengang og prøvede engang at sige:
Mor, vil du ikke nok lade være med at synge og danse, jeg bliver flov.
I dag, som voksen og selv mor, forstår jeg stadig ikke helt hvorfor.
Mor svarede tålmodigt:
Ida, du skal ikke skamme dig, når jeg synger. Tværtimod, du skal glæde dig. Jeg skal jo ikke synge og danse hele livet lige nu er jeg stadig ung
Jeg tænkte ikke videre over det den gang, men nu ved jeg: Livet er ikke altid let.
Året efter gik jeg i sjette, Mads i anden. Vores far pakkede sin taske og gik. Uden nogen forklaring. Senere, som teenager, spurgte jeg:
Mor, hvorfor flyttede far?
Hun svarede bare:
Det fortæller jeg dig, når du bliver voksen.
Mor, Birthe, kunne ikke få sig selv til at fortælle, at hun havde fundet far i soveværelset med naboen, Grethe, samme dag hun uventet gik hjem for at hente sin pung med kontanter. Døren var ulåst, og hun var overrasket, fordi hun vidste far skulle være på arbejde det var først klokken elleve.
Scenen hun kom ind til, glemmer hun aldrig. Ivan og Grethe grinede bare fjoget af hende, som om det ikke var det fjerneste akavet.
Samme aften, da far kom hjem fra arbejde, var der et kæmpe skænderi. Jeg og Mads var i haven og hørte ingenting.
Jeg har pakket din sportstaske, tag dine ting og gå. Jeg kan aldrig tilgive dig, sagde mor og gik udenfor.
Ivan vidste, at mor aldrig ville tilgive ham, men han prøvede:
Birthe, det var et øjebliks skørhed, kan vi ikke bare glemme det? Vi har jo børn sammen.
Ud.
Det var de sidste ord, hun sagde til ham.
Jeg tror hun stod længe bag huset, så ingen så hende græde.
Vi skal nok klare os, tænkte hun, mens tårerne løb. Din svigter tav for evigt.
Hun tilgav ham aldrig. Hun blev alene med to børn. Hun vidste det blev svært men hvor svært, forstod hun først senere. Hun måtte tage to jobs: Rengøring om dagen, nattevagt i bageriet. Hun var altid træt, smilene forsvandt.
Far boede kun fire huse væk hos Grethe, og vi så ham stadig. Grethes søn gik i klasse med Mads. Mor forbød os aldrig at besøge ham, vi legede dér, men spiste altid hjemme. Grethe serverede aldrig noget, men vi måtte gerne lege.
Nogle gange fulgte Grethes søn os hjem. Nabokonene hviskede. Mor skænkede ingen artigheder, men mad fik vi alle, uden forskel. Men mor smilede aldrig mere. Hun var venlig, men indesluttet.
Jeg savnede bare, hun talte til mig, når jeg kom fra skole, så jeg fortalte hende alt fra klassen:
Mor, forestil dig, Kasper tog en killing med i skoletasken, og den mjavede hele timen! Læreren skældte Kasper ud og opdagede først til sidst killingen i tasken. Så blev Kasper selvfølgelig sendt udenfor og hans mor blev kaldt til samtale
Ja, nåh …
Det var alt mor sagde.
Intet kunne gøre hende glad mere. Nogle nætter hørte jeg hende græde bag den lukkede dør eller stå ved vinduet og stirre ud i natten.
Som voksen forstår jeg nu; hun var fuldkommen udkørt. To jobs, ingen søvn, ingen vitaminer. Men vi børn var altid rene, vores tøj pænt og strøget.
Men jeg tryglede hende:
Mor, smil nu det er så længe siden, jeg har set dig smile.
Hun var ikke den, der krammede, men roste os, når det gik godt, og der var altid god mad. Orden og kærlighed hjemme, om end lidt ordløs.
Når hun flettede mit hår mærkede jeg hendes kærlighed, når hun strøg min kind med trætte hænder. Tænderne begyndte at falde ud tidligt. Hun havde ikke penge til nye.
Efter 9. klasse begyndte jeg i Brugsen som kassedame. Jeg turde ikke lade mor være alene og havde ikke råd til uddannelse. Mads voksede hurtigt, og han skulle have nye sko og jakke. Jeg sparede, så meget jeg kunne.
En dag kom Poul ind i butikken. Han kom fra en landsby 10 km væk og var ni år ældre.
Hvad hedder du, smukke? sagde han med et smil, jeg har ikke set dig her før.
Ida, svarede jeg.
Jeg hedder Poul jeg kommer fra Sejs.
Vi faldt i snak, og snart begyndte Poul tit at hente mig med sin gamle Mazda, når jeg fik fri. Vi gik ture eller sad i bilen og talte længe. En dag kørte han mig hjem til sig.
Hans mor lå syg i soveværelset. Hans ekskone var rejst til Aarhus efter skilsmissen, hun ville ikke tage sig af svigermor.
Poul boede i et stort, gammelt hus med masser af dyr og varme retter på bordet: leverpostej, flæskesteg, hjemmebagt kage. Jeg kunne lide at være gæst hos dem.
En dag spurgte Poul:
Skal vi gifte os, Ida? Jeg er meget glad for dig. Men du skal vide, jeg har min mor boende, og hun kræver omsorg.
Jeg svarede ja næsten med det samme. Jeg havde intet imod at hjælpe en syg svigermor. Poul blev simpelthen så lettet,
Jeg lover at gøre dig lykkelig, sagde han.
Vi blev gift, og jeg flyttede ind hos Poul i Sejs. Ærlig talt savnede jeg ikke at bo hjemme Mads gik på teknisk skole og kom kun hjem i weekenden.
Mor var stadig alene, men vi besøgte hende ofte. Vores gård krævede meget, og Poul var en god, kærlig mand og far for vores to drenge. Hans mor døde et par år efter. Selv om mor aldrig havde haft stor gård, lærte jeg det hele. Poul var altid gavmild.
Vi skal køre op og aflevere et stykke flæskesteg og lidt mælk til din mor, sagde han ofte.
Mor tog altid imod, men smilede aldrig. Heller ikke med børnebørnene. Jeg følte mig fortvivlet hvordan skulle jeg bringe hende lidt glæde i livet?
Poul foreslog:
Måske skal du tale med præsten i kirken måske kan han give et godt råd?
Præsten lovede at bede for mor og sagde:
Bed Gud om, at din mor møder et godt menneske på sin vej.
En dag ringede mor:
Ida, har du mulighed for at låne mig lidt penge? Jeg vil gerne have sat nye tænder i munden.
Jeg blev så glad og sagde, at jeg gerne ville betale det hele, men det ville hun ikke høre tale om. Jeg gav hende pengene, hun manglede hun insisterede på at betale tilbage.
I mellemtiden hjalp Poul sin onkel Svend med at flytte til landsbyen efter et sønneløst ægteskab. På en eller anden måde mærkede jeg, at et eller andet var under opsejling.
Snart bankede Svend på vores dør:
Jeg vil gerne invitere dig og Poul til kaffe. Jeg har mødt min gamle ungdomskæreste.
Vi tog derop næste dag med gave og kage. Da jeg trådte ind i stuen, stivnede jeg. Der smilende og glad stod min mor. Hun så yngre ud end i mange år.
Mor! Hvor er jeg glad! Hvorfor har du intet sagt?
Jeg ville ikke sige det på forhånd Man ved jo aldrig, om det ville gå.
Svend, hvorfor holdt du det også hemmeligt?
Jeg var bange for, at hun skulle fortryde
De blev boende sammen, min mor Birthe og onkel Svend og hun smilede. Det gjorde mig så lykkelig, at jeg stadig bliver varm indeni, når jeg ser hendes øjne lyse.
Det lærte mig, at selv de dybeste sorger og savn kan opløses, hvis man tager imod livet og dem, der rækker hånden frem og bliver ved.
Tak fordi du læste med. Alt det bedste!
