»Mor, du må lige sige til, hvornår Mikkel og Freja kommer på besøg, så bliver jeg hellere hjemme med Ida den dag,« sagde min datter til mig. »Hvad er der galt? Hvad har hun gjort dig?« spurgte jeg, for jeg havde lagt mærke til, at min datter altid undgik at møde sin brors kone. Denne historie fik mig til at tænke over, hvad der foregik i vores familie, og hvad jeg burde gøre.
Familiesammenkomster og spændinger
Jeg har to voksne børn: sønnen Mikkel og datteren Lærke. Mikkel har været gift med Freja i tre år, og de har ingen børn endnu. Lærke bor alene med sin datter Ida, der er 7 år, og hun kommer ofte på besøg hos mig. Jeg bor i en lille by, hvor vi har et hus med have, og for Ida er det som en lille paradis – hun løber rundt, leger og hjælper med at vande blomsterne. Mikkel og Freja kommer også, men sjældnere, for de bor i København og har en travl hverdag.
Jeg altid forsøgt at samle familien, især til højtiderne. Men de sidste par år har jeg bemærket, at Lærke undgår møder, hvis hun ved, Freja også kommer. Først troede jeg, det var tilfældigt, men så sagde hun direkte: »Mor, sig til, når de kommer, jeg vil ikke mødes med dem.« Jeg blev overrasket og spurgte, hvad der var galt, men Lærke trak bare på skuldrene: »Det er ingenting, jeg har bare ikke lyst.« Men jeg er hendes mor, og jeg kan mærke, at der er noget.
Hvad er der galt med Freja?
Freja er en sød pige, synes jeg i hvert fald. Hun er høflig, hjælper altid i køkkenet, kommer med gaver og spørger til mit helbred. Med Mikkel ser de ud til at være et lykkeligt par, han elsker hende højt. Men jeg har lagt mærke til, at hun er kold over for Lærke. Til den sidste familiefest snakkede hun næsten ikke med hende, og da Ida fortalte noget, smilede Freja bare tavst. Måske er det en smule, men Lærke oplever det som ligegyldighed.
Jeg har prøvet at tale med Lærke, men hun undviger eller skifter emne. En enkelt gang sagde hun: »Mor, hun er bare så arrogant. Hun lader altid, som om hun er bedre end alle andre, og Ida og jeg er til besvær.« Det undrede mig – for mig virker Freja slet ikke arrogant. Men måske ser jeg ikke det samme som min datter? Lærke har altid været sensitiv, og efter skilsmissen blev hun endnu mere sårbar.
Samtale med sønnen
Jeg besluttede at snakke med Mikkel, for at forstå, om der var en konflikt. Han sagde, at Freja havde det fint med Lærke, de var bare »ikke rigtig på bølgelængde.« »Mor, du ved godt, Lærke skubber folk væk nogle gange, hun er altid i sine egne tanker,« tilføjede han. Jeg var uenig – Lærke er en åben og venlig sjæl, måske føler hun sig bare ikke tilpas omkring Freja.
Mikkel lovede at tale med Freja, men jeg er ikke sikker på, det hjælper. Jeg er bange for, at spændingerne mellem dem kun vil vokse. Ida elsker sin onkel Mikkel, men kalder Freja »den tante, der aldrig siger noget.« Børn mærker ting tydeligere end vi gør.
Hvordan holder man familien sammen?
Det gør mig ondt at se, at mine børn ikke kan finde sammen med mennesker, der betyder noget. Jeg ønsker, vi kan samles som før, at Ida kan vokse op i en kærlig familie. Men hvordan, når Lærke ikke engang vil være i samme rum som Freja? Skal jeg tale med dem begge? Eller lade dem klare det selv? Jeg er bange for at gøre det værre ved at blande mig.
Hvis du har været i en lignende situation, fortæl mig, hvordan du håndterede det. Hvordan hjælper jeg min datter og min svigerdatter til at forstå hinanden? Eller måske prøver jeg bare for hårdt at få dem til at falde til, og jeg burde acceptere, at de ikke bliver venner? Jeg har brug for råd.
