Brian havde kun kendt sin mor, siden han var spæd. Hun havde altid været ved hans side. Og han havde ingen andre. Hans far havde forladt hans mor, før han selv blev født. Det var aften. Lille Brian lovede, at han ville være modig og vente tålmodigt på, at hans mor kom hjem.
Han gentog for sig selv, at han ville være tapper og vente på mor.
Der gik en time, to timer men stadig ingen mor. Drengen på blot fem år begyndte at græde og gik ind på soveværelset for at tjekke, om hun var vendt hjem uden han havde bemærket det. Men rummet var tomt. Hendes sko, som hun havde taget på, var også væk.
Angsten voksede i Brian, og tårerne strømmede igen. Han græd sig i søvn.
Solen skinnede ind gennem vinduet, da han vågnede. Drengen rejste sig og begyndte endnu en gang at lede efter sin mor. Han gik ikke hen til naboens hus; moren havde altid sagt, at der boede en sur onkel, der ofte var fuld og havde let til slagsmål. Brian var bange for ham.
Drengen gik udenfor. Han håbede på miraklet at finde sin mor der. Forbipasserende ænsede ikke den lille dreng. Efter længere tids søgen blev Brian træt og satte sig på en bænk. Ved hans side sad en gammel dame. Tårerne trillede ned ad kinderne, mens han satte sig. Den gamle dame så på ham og spurgte blidt, hvad der var galt.
“Tag hjem, lille ven,” sagde hun, overbevist om, at han bare var fræk, og rakte ham et æble. Men Brian stoppede ikke sin søgen. De voksne, han mødte på sin vej, virkede ligeglade og havde travlt med deres egne ting.
Til sidst var Brian fuldstændig udmattet og faldt i søvn i parken. Mørket sænkede sig, og kulden sneg sig ind under hans jakke. Maven rumlede af sult. En forbipasserende ringede til politiet. På den måde kom Brian på politistationen. De kørte ham derefter et sted hen og overgav ham til en dame, de kaldte faster.
“Jeg vil have min mor!” græd Brian igen, i håbet om at få hende at se. Men i det værelse, han blev ledt ind i, var mor ikke.
En anden dame kom, bragte ham rent tøj og hjalp ham med at skifte. Hun tog ham i hånden og førte ham ind i et rum fyldt med børn ligesom ham. Brian satte sig op ad væggen og blev siddende længe, svimmel og tom. Han forstod, at hans mor var langt, langt væk så langt væk, at hun nok aldrig ville komme tilbage.
P.S. Moren blev påkørt af en bil og døde den aften, hun gik ud af døren.
