**Dagbog**
Hun satte koppen hårdt ned i skålén, så teen skvulpede ud over dugen. I telefonen lød naboens, Helle, forargede stemme.
“Margrethe, hvordan kan du være sådan? At undgå dine egne børnebørn! De er så små, hvad har de gjort dig?”
“Helle, bland dig udenom,” svarede Margrethe køligt. “Alle har deres grunde.”
“Hvilke grunde kan man have mod børn? Freja er kun fire, og Lukas er lige blevet to! De savner dig.”
Margrethe sukkede og stirrede ud ad vinduet. I gården legede naboens børn, og hun mindedes, hvor hendes børnebørn engang løb rundt. Freja plejede altid at bede om at blive gynget, mens Lukas vaklede efter duerne.
“Jeg har ikke tid til at snakke, Helle. Farvel.”
Hun lagde på og gik ud i køkkenet. På køleskabet hang der stadig tegninger – kruseduller med farveblyanter, som Freja kaldte “billeder af mormor”. Margrethe tog dem ned og skubbede dem væk i en skuffe.
Dørklokken fik hende til at fare sammen. I dørens peephole så hun sin søn, Anders, med indkøbsposer i hænderne.
“Mor, luk mig ind,” bad han træt.
Hun åbnede døren, men blokerede indgangen.
“Hvis du er kommet for at overtale mig til at passe børnene igen, kan du lige så godt gå.”
Anders satte poserne ned og så på hende.
“Mor, hvad er det for noget barnligt? Julie er syg, hun har næsten 40 i feber. Jeg skal på arbejde, og der er ingen til at passe dem.”
“Find en barnepige. I har penge nok.”
“Hvordan skal jeg finde en barnepige på en dag? Mor, det er dine børnebørn!”
“Mine børnebørn?” Margrethe smilede bittert. “Da I smed mig ud af jeres lejlighed for et halvt år siden, var de så også mine børnebørn?”
Anders gned sin pande. De havde haft denne samtale mange gange før.
“Mor, vi har forklaret det. Vi havde brug for plads. Fire personer i en toværelses er for trængt.”
“Plads, ja. Men at lade mig som gammel kone leje et værelse – er det normalt?”
“Vi hjælper jo med penge…”
“Deres hjælp er ingenting!” Margrethes stemme blev højere. “Tyve år boede jeg i jeres hjem. Passede dine børn, mens du og Julie arbejdede. Vaskede, stegte, ryddede. Og så snart børnene blev større, blev jeg smidt ud!”
“Mor, vi havde ikke noget valg…”
“I havde et valg! Kunne have købt en større lejlighed. Men nej, I prioriterede bilen og ferien i Spanien.”
Anders tav. Han vidste, hun havde ret, men det gjorde ondt at indrømme det.
“Hør,” sagde han stille, “jeg ved, vi ikke handlede perfekt. Men børnene – de elsker dig.”
“Og jeg elsker dem også,” indrømmede Margrethe. “Derfor vil jeg ikke have, at de skal se, hvordan deres forældre behandler mig. Lad dem huske en god mormor i stedet for at opleve, hvordan I bruger mig.”
“Vi bruger dig ikke!”
“Ikke? Hvem ringer hver uge og beder om hjælp? Hvem bringer syge børn, fordi de ikke må komme i børnehaven? Hvem efterlader dem i weekenden for at slappe af?”
Anders ville protestere, men hun fortsatte:
“Og da jeg havde hjerteproblemer sidste måned, hvem kom så? Naboen, Helle! Ikke min søn, ikke min svigerdatter – en fremmed.”
“Mor, vi har arbejde, børn…”
“Alle har arbejde. Alle har børn. Men normale mennesker glemmer ikke deres forældre.”
Margrethe stod i døråbningen og lod ham ikke komme ind. Anders forstod, han ikke kunne vinde i dag.
“Okay,” sagde han og tog poserne op. “Men det er forkert, mor. Børnene spørger, hvorfor mormor ikke elsker dem mere.”
Ordene ramte hårdt, men Margrethe vaklede ikke.
“Fortæl dem, at mormor er træt af at være bekvem.”
Da han var gået, lænede hun sig mod døren. Tårerne pressede på, men hun holdt dem tilbage. Hun gik ind i stuen og satte sig i stolen, hvor hun plejede at læse for Freja.
Hun havde lejet lejligheden i et halvt år nu. En lille etværelses i udkanten, langt fra det gamle hjem. Værten var venlig, men det var ikke det samme. At bo blandt fremmede vægge, fremmede dufte.
Det hele begyndte den aften ved middagsbordet. Anders og Julie sad overfor hinMen da solaen sank bag byens tage, vidste Margrethe, at hun endelig havde valgt sig selv – og at den eneste vej til fred var at holde fast i den beslutning.
