Mor godkendte sin mands utroskab: “Det ligger i deres natur at være utro!”
Mit ægteskab med Kasper begyndte fantastisk, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville græde så bitre tårer et år efter, vi blev gift. Dengang opførte min kommende mand sig eksemplarisk: smukke frierier med overdådige buketter, søde overraskelsesgaver som plyslegetøj, dyre æsker chokolade, parfume og en uendelig lidenskab.
Det var, som om han kunne læse mine tanker, og mine veninder blev grønne af misundelse – de havde jo heller ikke uventede romantiske ture på landet, svæveflyvninger og violinmusik under altanens vindue. Jeg følte mig som en prinsesse og svævede i lykkerus over denne vidunderlige kærlighed.
Hans frieri var også storslået. Det var en almindelig dag, jeg spiste morgenmad og tog på arbejde efter min sædvanlige rute. Pludselig så jeg en kæmpe reklameplakat: “Sofie, vil du gifte dig med Kasper?” Jeg stoppede op, forbløffet over mine egne øjne. Var det til mig eller en anden Sofie?
En cyklist, der passerede, stoppede op ved siden af mig og sagde højt: “Sofie, siger du ja til at gifte dig med Kasper?” Jeg blev mundlam og stirrede bare tavst på den fremmede. Han ventede slet ikke på et svar, men cyklede videre. Fortumlet gik jeg videre, men blev pludselig kaldt tilbage fra en blomsterbod:
– Sofie!
Jeg vendte mig om. En rundkindet pige med en tyk fletning og et rødt forklæde vinkede til mig.
– Sofie, vil du gifte dig med Kasper? – spurgte hun.
Jeg lo nervøst, mens hun tog en buket roser op af en spand og rakte den til mig.
– Sig ja til Kasper! – lo hun lystigt og forsvandt ind bag døren.
Pludselig strømmede det ind med forslag fra alle sider: forbipasserende, chaufføren af en bus, slagteren fra butikken og barristaen fra kaffebaren – alle spurgte de det samme.
Pludselig dukkede Kasper selv op – i et elegant gråt jakkesæt med slips. Han gik med lange skridt mod mig ad den solfyldte maj-gade og holdt en rød fløjlsæske i sin åbne hånd. I den strålede en guldring med en diamant.
Kasper gik ned på knæ foran mig.
– Vil du være min kone?
Jeg kunne ikke svare – ordene sad fast i halsen af jern. Kasper ventede tålmodigt, mens jeg stod lamslået.
– Jeg vil gerne, – stammede jeg endelig, forbløffet, overvældet af det, der skete.
Alle omkring os klappede, og tårene strømmede ned af mine kinder – selvfølgelig af lykke. Kunne nogen nogensinde drømme om sådan en romantik? Ingen har nogensinde oplevet noget lignende! Kasper rejste sig op, omfavnede mig og trak mig tæt ind til sig.
– Jeg lover dig, du vil blive den lykkeligste, – hviskede han, og hans varme ånde strejfede min kind. – Jeg vil gøre alt for, at ikke en eneste tåre falder fra dine smukke øjne.
Var det en løgn? Det viser sig, ja. Jeg ønskede ikke at tro på det, og jeg ledte desperat efter undskyldninger for min mand. Måske havde jeg misforstået noget? Men hvad var der at misforstå, når han havde en brændende korrespondance med sin elskerinde på sin telefon, blandet med intime fotos! Eller måske vidste han ikke selv, hvad han lavede? Selvfølgelig vidste han det, to måneders affære vidste han.
Eller måske var der kastet en fortryllelse over ham? Jeg lo trist ved tanken. Jeg var nået dertil, at jeg næsten var klar til at tro på magi – bare for at lukke øjnene, vende mig væk, glemme, slette det fra hukommelsen… Jeg ønskede at blive en lille pige, gemme mig under tæppet og sige: “Jeg er hjemme.”
Hvordan og hvorfor fik vores perfekte ægteskab en så stor sprække? Hvad fik Kasper ikke kun til at kigge på en anden, men også være hende utro?
I starten sad jeg bare hjemme, havde taget ulønnet orlov fra arbejde, og drak valerianrod blandet med baldrian. Jeg havde ikke lyst til at leve. Kasper var væk et sted – sikkert hos elskerinden – og kom ikke engang hjem om natten. Han sagde, han ikke gad diskutere eller skændes. Jeg ville heller ikke se ham.
Jeg havde desperat brug for nogen at betro mig til, græde ud hos, og fortælle min sorg, men jeg kunne ikke fortælle sandheden til mine veninder – jeg havde jo et “perfekt” ægteskab. Jeg tror ikke, jeg kunne have tålt deres latterliggørelse og hån – og de ville helt sikkert komme. Søster? Heller ikke – hun er ikke bedre end veninderne.
Der blev pludselig ringet på døren. “Hvem kan det være?” tænkte jeg uinteresseret, gled ned ad stolen og satte fødderne i mine bløde hjemmesko. Som en gammel kone, slentrede jeg ud i gangen og låste op uden at kigge ud.
Mor stod i døren.
– Hvorfor har du ikke taget telefonen? – angreb hun mig straks. – Jeg har revet min nerver i stykker! Du er ikke på arbejdet, Mia ved ingenting, Kasper trækker på skuldrene! Er I alle i maskopi? Hvad er der sket?.. – Hun så mit dumme ansigt. – Er der noget galt i familien?
Jeg åbnede døren for hende. Mor sparkede sine sko af med de lave hæle, gik ud i køkkenet og satte sig ved bordet.
– Nå, fortæl hvad der er sket, – sukkede hun.
Jeg hældte vand i tekanden, satte den på kogepladen og tændte for komfuret.
– Kasper var mig utro, – forklarede jeg uden indledning og tilføjede: – Jeg tror, det var flere.
– Hvor ved du det fra? – spurgte mor.
Hun er en kvinde med ben i næsen, en businesswoman – hun har sin egen café-kæde, og hun tror ikke på noget uden videre.
– Fra hans telefon, – svarede jeg dystert. – Jeg ville tjekke bryllupsbillederne, nogle… gik tabt på computeren. Jeg troede, han havde dem. Telefonen var slet ikke låst, kan du tro det! Jeg åbnede fotogalleriet, og der var en masse billeder af hende…
Jeg tav, ude af stand til at sige det modbydelige ord “elskerinde”. Det kom ikke over mine læber. Et skældsord, ikke et ord.
– Elskerinde? – sagde mor for mig.
Jeg nikkede og stirrede ned på bordpladen.
– Og hvorfor tror du, det er en elskerinde? Måske købte han undertøj til dig i gave og bad ekspedienten om at tage billeder af det?
– Så er ekspedienten hans… den! – råbte jeg. – Tænk at købe undertøj! Har du set billederne? De er i private omgivelser!
Vandkedlen på komfuret begyndte at hvæse. Jeg sprang op, tog to kopper fra hylden og greb kedlen ved håndtaget uden at bruge en klud. Min hånd blev stukket af en skarp smerte, og jeg trak den tilbage med et hvæs.
– Brændt dig? – mor blev bekymret, rejste sig og kiggede på forbrændingen. – Så, lad mig sprøjte noget skum på.
Hun tog sin dyre lædertaske, fandt en spray med forbrændingsskum og sprøjtede det generøst på min hånd. Kulden lettede det lidt. Hun bandt min hånd ind i en forbinding, bed den over og knyttede den i en sløjfe.
– Sådan, meget bedre. Lad mig lave teen. – Mor tog kedlen. – Ellers ender du med at brænde dig selv.
Vi sad i stilhed et stykke tid. Jeg stirrede på træmønsteret i den massive bordplade og løb fingeren hen over det uden grund. To kopper med dampende aromatisk te klingede melodisk, og jeg tog en lille slurk. Mor satte sig igen overfor, rørte stille sukkeret og lagde forsigtigt skeen på underkoppen.
– Hør nu her, – sagde hun alvorligt, mens hun så mig i øjnene. – Der er ingen grund til at give op som gammelt mælk. Livet er ikke stoppet eller sluttet. Og i øvrigt, han er en mand, det er i hans natur at være utro, og du skal bare tåle det!
– Hvad? – jeg måbede og stirrede på hende med store øjne. – Bør jeg intet andet?..
– Kære, – sagde mor belærende. – Du er ikke længere en lille pige, det skal du forstå: mænd har en anden natur. De er polygame! Vi er monogame.
Jeg tog en dyb indånding gennem næsen for at falde til ro. Så. Roligt. Rolig. Det vigtigste var ikke at eksplodere.
– Mor, hvad er det, du taler om, hvilken polygami, hvilken monogami. Først og fremmest er vi mennesker. Og troskab til sin partner – det er respekt, og også…
– Det er dig, der må tage fejl, – sagde mor og klingede koppen på underkoppen. – Jeg har levet længere end dig og har aldrig mødt en mand, der ikke har været utro. Om så bare én gang – de har alle været det!
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Begynde at argumentere? Forgæves. Jeg havde ikke lyst til at diskutere kvinde- og mandens natur, jeg havde bare brug for at græde ud. Mor havde tydeligvis ikke tænkt sig at lytte til mig og mente, jeg skulle tolerere min mands udskejelser.
Kasper kom hjem om aftenen. Jeg sad stadig i køkkenet, stirrede tankeløst ud af vinduet på den mørkende himmel og omridset af de nye bygninger i det spredte gule skær fra gadelamperne. Jeg hørte døren åbne, hvordan han tog sine sko af og stillede dem i kommoden, men jeg tænkte ikke engang på at gå ud og møde ham. Lad da hende møde ham.
Han gik ind i køkkenet, satte sig i stolen, hvor mor tidligere havde siddet. Jeg drejede mig mod ham, støttede hagen på min hånd. Han nikkede mod forbindingen.
– Skåret dig?
– Brændt mig, – svarede jeg irriteret. – Hvad rager det dig?
– Det rager mig! – Han tav et øjeblik. – Jeg bekymrer mig om alt, hvad der sker med dig.
Jeg rynkede panden.
– Stop det her skuespil. Du bekymrer dig kun om hende.
Han tog mit ansigt i sine hænder og fik mig til at se på ham.
– Jeg har ingen anden end dig. Hører du? Ingen.
– Åh? – Jeg smilede sarkastisk. – Hvad med hende, der er på billederne fra din telefon? Er hun ingenting?
Kaspers ansigt blev alvorligt.
– Hør her nu, så kan du beslutte, om du vil tro på det eller ej. Telefonen, du rodede med, er ikke min, men Viktors. Du ved, vi har de samme telefoner. Men jeg har en ridse på coveret, remember?
Jeg nikkede. Mit hjerte slog hurtigt og hårdt: Jeg ønskede inderst inde at tro på min mands ord.
– Det skete, da vi ved et uheld byttede telefoner. Jeg opdagede det ikke engang med det samme, og blev derfor chokeret, da du begyndte at råbe. Jeg troede, det var en spøgefuld joke. Sofie… Der har aldrig været og vil aldrig være nogen for mig, bortset fra dig.
Tårer steg op i mine øjne. Jeg lukkede dem og lod dem strømme, mens en varm dråbe gled ned af min kind. Snart fulgte de andre efter. Kasper begyndte at kysse dem væk hurtigt og sagte, og hviske blidt noget imens. Jeg kunne ikke høre ordene, men det var heller ikke vigtigt.
Ja, jeg huskede ridsen på hans telefons cover. Og ja, jeg havde bemærket, at den var væk den uheldige aften, men jeg regnede bare med, at han havde fået det skiftet i en servicebutik. En skælvende varme spredte sig fra hjertet og ud i hele kroppen.
– Hvorfor sagde du ikke det med det samme? Hvorfor gik du væk?
– For at give dig tid til at komme til dig selv. Kan du huske dig selv dengang? En vild hidsigprop, skrækkelig og rædselsfuld! – Han lo venligt. – Jeg var bange for, du ville brænde mig op eller slå mig ihjel med en pande, så jeg forsøgte i stedet at undgå balladen.
Jeg lo også.
– Og så undrede jeg mig over, hvorfor din telefon ikke var låst, den plejer jo altid at være det.
– Men Viktor bruger slet ikke lås. Der er ikke nogen, han skal skjule sine affærer for.
Jeg lagde mig ind til hans skuldre og lukkede øjnene. Gudskelov, dette mareridt var slut. Jeg gav mig selv et råd: For alt fremtid altid at tro min mands ord, lytte til forklaringerne, og først derefter gå amok. Hvordan kan man tro på en lykkelig ægteskab uden den afgørende tillid?
Åh, mor med sine sære ord… Jeg besluttede, at jeg en dag ville tale med hende omkring dette, forsøge at foranledige hende til at forstå, hvorfor hendes synspunkt er forkert, men ikke i dag, ikke nu. Aftenen var dedikeret til Kasper og vore følelser.
Selvfølgelig, i begyndelsen af et forhold kender vi ikke hinanden, alle konflikter er en slags tilvænning. Det er det samme i en anden historie, hvor Jacob på bryllupsdagen fandt en note fra hans svigermor med trusler – hvis han skulle såre sin brud, ville han stå overfor konsekvenserne. Men hvad stiller man op med sådan en mærkelig svigermor?
