Mor er udmattet
Freja råbte så højt af kasseassistenten, at kvindens hænder rystede som blade i havbrisen.
Hvor lang tid skal det tage?! Hvis du ikke kan finde ud af det her job, så bliv dog hjemme!
Undskyld, mumlede den ældre dame og scannede varerne endnu hurtigere, som var hun bange for, at tiden ville knække over midt i hendes skælvende håndflader.
Freja, hendes mand, Mads, berørte blidt hendes albue, lad nu være, kom nu.
Hun gav ham et bidsk blik.
Hold bare din mund! Er der nogen, der har spurgt dig?
Mads kiggede væk, lod sig smelte ind i baggrunden. Han havde for længst lært at tie.
***
Hjemme duftede der af kanelkylling. Svirrende damp væltede op fra gryden, hvor svigermor, Birthe Jensen, stod bøjet over suppen.
Nå, der er I jo! Jeg har lavet kyllingesuppe med hjemmelavet båndpasta. Kom, sæt jer, så får I noget i maven.
Jeg har sagt hundrede gange, du skal lade mit køkken være, Freja hvæsede, bor du her nu, eller er du bare kommet på besøg?
Birthe stivnede, satte forsigtigt skeen fra sig.
Jeg ville jo bare hjælpe…
Jeg har ikke brug for hjælp! Jeg kan sagtens klare mig selv!
Syvårige Eskild fór ind fra værelset:
Mor, hej! Vagn fra opgangen sagde, jeg er svag! Men jeg er ikke svag, vel?
Gå med dig, snappede Freja, kan du ikke se, jeg er travlt optaget?
Eskild stivnede. Så på farmor, som hurtigt slog blikket ned.
Freja smækkede døren ind til soveværelset.
***
Sådan var de dage vævet sammen, som garnnøgler uden begyndelse eller slutning. Freja vågnede vred, gik vred i seng, og midtimellem slyngede hun sine ord som storme over alle: mand, svigermor, søn, kassedamer, kolleger, endda tilfældige fremmede.
Indimellem skvulpede tanken op Hvad er det egentlig, jeg gør? men blev straks slugt af et sort dyb uden bund, hvor der ikke fandtes nogen udvej.
Mads bar sin stilhed som en gammel jakke. Ti års ægteskab havde lært ham én ting: gå i ét med tapetet og sig intet.
Han arbejdede på to jobs, slæbte kroner hjem, og gjorde alt, Freja forlangte. Om natten, når hun var faldet i søvn, listede han ud i køkkenet, sattte sig med en kop te, stirrede ind i væggen og lod tankerne dryppe ned ad fliserne.
Birthe Jensen var kommet til København for tre måneder siden, for at hjælpe med Eskild, når forældrene var på arbejde.
Hun sagde ja, men blev prikket af Frejas kolde øjne hver eneste dag. Der var ingen flugt.
Eskild… ja, han levede bare. Løb, legede, spurgte, men hver gang han nærmede sig sin mor, stødte han på en iskold mur.
I starten græd han. Senere holdt han op. Søgte ro hos farmor, sad stille ved hendes side sådan var det tryggest.
***
Fredagen bøjede sig ind over huset som en gentagelse af alle tidligere fredage.
Freja kom hjem arrig og opspændt: chefen havde råbt, kollegaen havde dolket hende i ryggen, og på Metro-stationen var nogen trådt hende over tæerne.
Lige inden havde Eskild spildt solbærsaft ud over det nye beige sofa, købt på afbetaling.
Han stod der, som trykket fløde, mens rødt dryppede ned langs puderne.
Ved du, hvad den sofa har kostet?! Freja skreg med en stemme, der bøjede rummets vægge. Har du nogen ide om, hvor mange kroner det var?!
Det var ikke med vilje, mor. Vil du ikke råbe, jeg bliver bange…
Hun fnøs, og hendes arrigskab voksede:
Bange?! Du kan kun ødelægge alting! Jeg får aldrig fred på grund af dig!
Undskyld, mor…
Ind på dit værelse! Jeg vil ikke se dig!
Eskild forsvandt. Freja råbte længe ind i en rungende tomhed, indtil stemmen knækkede over.
***
Natten var våd og leverpostejgrå. Regnen dryssede mod ruden, alt var stille. Freja sad i køkkenet, med hovedet tungt mod vindueskarmen, og kiggede på regndråbernes perleleg ned ad glasset. Tankerne kørte i ring: Hvor meget kan man køre træt i det hele? Åh, bare det ville slutte. Bare man kunne få ro.
Uden hun vidste det, døsede hun hen ved bordet.
Hun vågnede fortumlet midt om natten, kulden trak sig om hendes skuldre.
Der var tyst. Mads sov, Birthe sov, Eskild sov. Hun gik mod toilettet. På vej tilbage gik hun forbi Eskilds værelse, døren stod på klem. Hun listede et blik ind, ville bare se, om han havde sparket dynen af.
Han lå sammenrullet, armene om puden, helt lille, som en dråbe i havet. På skrivebordet lå en åben skolehæfte, omslaget præget af hjemmetegnede kampvogne.
På siden stod med store bogstaver: Mor.
Freja satte sig på sengekanten og læste.
Det var en dagbog.
Sidste september:
Mor råbte igen i dag. Far sagde, hun er træt. Jeg prøvede at kramme hende, men hun ville ikke. Det er nok, fordi jeg ikke er god nok.
Oktober:
Farmor har fødselsdag. Jeg lavede et kort med blomster på. Ville give det til morgen, men mor råbte af far, så jeg gemte det. Måske imorgen, når mor er væk.
November:
Jeg smadrede min bil, far gav mig. Med vilje. Måske ville mor ikke råbe, hvis jeg ødelagde noget. Men hun råbte alligevel. Sagde, jeg aldrig kan passe på mine ting. Sagde, jeg er dum.
Hendes hænder rystede.
December:
Snart jul. Jeg skrev til julemanden. Jeg ønskede, at mor skulle stoppe med at råbe. Men det kan man nok ikke få i gave.
Januar:
I skolen skulle vi skrive, hvad vi ville være, når vi bliver voksne. Jeg skrev, jeg vil være usynlig. Så kan mor ikke se mig og ikke råbe. Min lærer ringede til far. Far snakkede med mig. Sagde, mor egentlig er sød, men det er svært for hende. Jeg kan godt huske, hvordan hun var før. Hun krammede mig. Grinede. Nu griner hun aldrig.
Freja sad frosset, tårene dryssede stille ned på de ternede sider.
Februar:
I dag spildte jeg saft på sofaen. Mor råbte og råbte.
Når hun råber, føles det som om jeg dør lidt. Først ørerne. Så hjertet. Så sjælen.
Jeg lukkede øjnene. Tænkte, hvis jeg dør i nat, vil hun så græde? Eller bare sige: Godt nok. En mindre at tænke på.
Hæftet gled ud af hendes hænder. Hun sad og rystede, ville ikke vække ham. Frygtede, han skulle vågne og se hende. Frygtede alt.
Sådan sad hun i mørket længe; måske tyve minutter, måske en time. Så samledes hun, lagde bogen på plads og gik.
Tilbage i sengen kiggede hun i blinde op i det usynlige loft indtil solsortene begyndte at fløjte.
***
Eskild vågnede som den første.
Han satte sig op, mærkede vejret i kroppen, så døren stod på klem og mindedes. Åh ja, sofaen. Mor bliver nok sur igen.
Han listede ud.
Alt var stille. Mærkeligt. Mor plejede ellers at larme, råbe, kalde dem nogle søvndrukne fjolser.
På køkkenet sad mor. Ikke vred. Ikke råbende. Bare stille, stirrende ud i det grå morgenlys. Koppen foran hende var for længst blevet kold.
Mor? spurgte han forsigtigt.
Hun vendte sig. Ansigtet var ikke vredt, ikke træt, det var noget andet. Noget han ikke kendte.
Godmorgen, sagde Freja lavt. Kom og spis.
Han satte sig. Hun satte en dyb tallerken med grød foran ham. Satte sig overfor.
Eskild spiste, blev ved at kaste blikke efter hende, ventede, at stormen skulle starte. Men ingenting skete.
Mor, sagde han, hvorfor siger du ikke noget?
Jeg tænker.
På hvad?
Freja så længe på ham. Så strøg hun ham forsigtigt over håret. Bare sådan.
På dig. På os.
Eskild sad måbende, med skeen i munden.
Mor, er du syg?
Nej, dreng. Tværtimod jeg begynder nok at blive rask.
Han forstod det ikke, men det betød heller ikke noget. Bare hun ikke råbte.
Spis op, sagde Freja. Du skal i skole.
Han drak resten af teen, gik ud for at tage sko på. Stoppede kort i døren.
Mor, sagde han, lidt genert. I aften… du råber ikke igen, vel?
Freja gik hen til ham, satte sig på hug.
Hør nu, hun så ham lige i øjnene. Jeg ved ikke, om jeg kan. Men jeg vil prøve. Virkelig prøve. Så du ikke skal være bange for mig mere. Forstår du det?
Han nikkede.
Og hvis du råber alligevel? sagde han, sagte.
Så siger du bare: Igen, mor? Og så husker jeg det.
Husker hvad?
Alt. Hun kyssede ham på panden. Gå nu, skat.
Eskild gik.
Freja blev stående i gangen længe. Hun hørte elevatoren køre, så blev der stille.
Mads kom trættt ud fra soveværelset.
Hvorfor er du oppe så tidligt? spurgte han.
Kunne ikke sove.
Han betragtede hende med rynkede bryn.
Er du okay?
Det skal nok gå, sagde Freja. Gå ud og spis morgenmad.
De satte sig sammen. Mads hældte te op…
Mads, sagde hun pludseligt. Hvorfor elsker du mig egentlig?
Han satte koppen fra sig, så lidt forvirret på hende.
Hvad mener du?
Hvorfor? Jeg har jo været… et monster.
Han rystede på hovedet.
Du er ikke et monster. Du har bare glemt, hvem du er.
Hvem er jeg så?
Alt muligt, smilede Mads. Jeg kan huske, du kunne være varm, skør, kærlig. Kramme, så man ikke kunne få luft. Jeg har ikke glemt det, Freja. Det har du.
Hun sad helt stille.
Jeg venter gerne på, at du kommer tilbage, sagde han. Så længe det skal tage.
Freja greb hans hånd, trykkede den.
***
Den dag råbte hun ikke en eneste gang.
Eskild kom hjem. Smed tasken, løb hen og krammede hende uden grund.
Mor, jeg fik 12 i dag!
Dét var godt, sagde Freja med stolthed. Jeg er stolt af dig!
Han stivnede, kiggede forbavset på hende.
Rigtigt?
Rigtigt.
Eskild smilede, bredere end han havde gjort i lang tid.
Mor, ved du hvad? I dag i skolen håbede jeg, at du ville kramme mig i aften. Og så gjorde du det!
Fjolle, Freja holdt ham tæt ind til sig. Nu skal jeg kramme dig hver dag!
***
Senere, da Eskild sov, gik Freja ind på værelset. På bordet lå dagbogen.
Hun tog den, bladrede om til sidste side, fandt en kuglepen, og skrev under hans ord:
Min dreng, jeg elsker dig virkelig højt. Undskyld. Jeg vil gøre mit allerbedste.
Mor.
