Mor gik endelig på pension. Det var faktisk et par år siden nu. “Jeg er træt,” sagde hun. “Helbredet er i bund. Arbejdet stresset, kollegerne giftige, og jeg er ikke ung mere. Jeg vil gerne bare leve for mig selv nu. Ikke alt det andet.”
Der var nu heller ingen af os, der diskuterede med mor. Hun er nemlig på den måde, at man ikke engang overvejer at modsige hende.
Mor flyttede over til sit sommerhus og begyndte at udfolde sit bedste liv: Dyrke blomster og agurker, tage en smøg på verandaen og nyde en kop kaffe. Nogle gange med en sjat cognac, andre gange med en god bog. Lave lidt orden, slappe af, mindes arbejdet med en snert af rædsel og glæde sig over, at børnebørnene efterhånden var voksne og ikke længere bliver afleveret hos hende hele sommeren.
Hun delte ofte ud af sin livserfaring til os:
Gå aldrig på pension, før børnebørnene er færdige på universitetet. Det er vigtigt. De skal være selvstændige, ellers hænger de på dig som pensionist. Oldebørn må dine børn selv tage sig af du er gammel nok der.
Alt faldt på plads for hende i sommerhuset: Nem tilgang til pakkepost, et lille brugsen, hurtigt internet, en rosenhave under vinduet, frisk luft, stille naboer og et liv uden stress. Men efter et stykke tid begyndte mor alligevel at kede sig. Hun besluttede at fornye sig: Hælde beton på lidt af den store gårdsplads.
Parkeringen skulle nemlig shines op, mente mor. Hun syntes, den så for tarvelig ud. Man skal ikke vente på, naturen gør noget særligt vi har trods alt fået internet. Mor fandt et håndværkerhold online, nogle håndværkere fra “Olsen Beton”, der sagde ja til alt for penge, naturligvis.
Så kom dagen. Holdet var fem mand, og formanden hed Karsten. Mor kaldte ham bare “Karsten”, selvom manden målte to meter og havde hænder så store som skovle. De gik i gang, men snart begyndte problemerne. To betonslanger stod klar, men ventede på et tegn. Mor holdt øje.
Pludselig fik Karsten en idé. Han så mor som en lidt naiv ældre dame, der var alene midt i “mændenes arbejde”. Han tænkte, han kunne tjene lidt ekstra hun så jo ud som en, man kunne tage en overpris på uden at bekymre sig.
Karsten satte i med et helt show:
Det kan ikke gøres på den måde, underlaget er forkert, alting er galt Du skal betale det dobbelte, ellers kører vi igen. Find nogle andre.
Mor lyttede. Nikkede endda forstående. “Halvfjerdstusind, siger I? Hvad med femogtredive, ville det ikke gå? Nå, men jeg tror på jer. Man må jo stole på så erfarne håndværkere.”
Så foreslog hun pludselig:
Lad os vædde?
Om hvad? spurgte Karsten straks.
Om de der halvfjerdstusind. Vædde på, at jeg med din gruppe får alt lavet flot, og ikke på en dag, men på tre timer. Hvis vi når det, skylder du mig de halvfjerdstusind. Hvis ikke, får du dem af mig. Er du med?
Ærligt, jeg havde ikke turdet, hvis jeg var Karsten. Men hans selvtillid og grådighed var ikke til at rokke. Han gik straks med.
Karsten satte sig med en kaffe for at overvære det. Men Greta Sørensen min mor hoppede i gummistøvlerne og gik i gang.
På fem minutter havde hun organiseret folkene fuldstændig. Pludselig vidste alle, hvad de skulle gøre, hvor de skulle gå hen, hvilken teknik de skulle bruge, hvilke steder der krævede fart og hvor man ikke måtte skynde sig. Betonslangerne fik også en forklaring: hvordan de skulle hælde, hvornår, og ikke bare dumpe det hele ud. Hun fik processen presset sammen, så der ikke var ét spildt øjeblik.
Kort sagt, hun var dronningen af betonarbejde.
Det, som holdet mente ville tage dem hele dagen, fik hun styret på lidt over to timer. Det var perfekt udført, helt lige, ordentligt, bare kvalitetsarbejde.
Karsten smilede først, nok fordi han troede, hun hurtigt ville blive træt. Men snart forsvandt smilet. Så blev han bleg. For han huskede væddemålet. Fordi ord er ord. Der skulle falde halvfjerdstusind kroner.
Et kort øjeblik vidste Karsten ikke, hvad han skulle sige. Han så ud, som om han først nu forstod, at virkeligheden ikke altid svarer til ens forventninger.
Vent lidt sagde han. Fortæl mig lige Hvordan?! Hvordan er det overhovedet muligt? Det kan da ikke passe!
Jo, det kan det, sagde Greta roligt, mens hun børstede betonstøv af handskerne. Så du overhovedet motorvejsforgreningen på vej herhen? Den store med tre niveauer.
Ja, mumlede Karsten.
Og du kørte på den?
Ja
Fint. Den har jeg bygget.
Og i det øjeblik gik det op for Karsten, at en lille sød bedstemødre-type nogle gange bare er et menneske, som har arbejdet mange år et sted, de fleste ville knække nakken. Og at hvis man undervurderer dem så snyder man mest sig selv.
Lad aldrig udseende narre dig. Bag erfaring gemmer sig ofte styrke og visdom, man ikke lige regner med.
