Mor gik endelig på pension for et par år siden. Jeg er træt, sagde hun. Helbredet er helt i bund. Arbejdet var stressende, kollegerne giftige, og jeg er ikke ung længere. Nu vil jeg leve lidt for mig selv ikke alt det andet her.
Faktisk var der ingen, der nogensinde diskuterede med mor. Hun har en udstråling, der får enhver diskussion til at dø, før den når at begynde.
Så hun flyttede ud i sommerhuset og begyndte at leve det søde liv: dyrkede blomster og agurker, røg sin smøg på terrassen og nød kaffen. Nogle gange med et lille skvæt cognac, andre gange med en bog i hånden. Hun fik styr på huset, slap arbejdet ud af kroppen, tænkte tilbage på tiden med en let form for rædsel og glædede sig over, at børnebørnene var voksne, så de ikke blev slæbt ud til hende hele sommeren.
Desuden delte hun et strategisk råd med os efterkommere:
Gå først på pension, når børnebørnene er færdige med universitetet. Det er vigtigt. De skal være selvstændige, så du som pensionist ikke får dem hængende på nakken. Og oldebørn? Til den tid er du så gammel, at det må dine børn tage sig af eller deres børn, du tæller ikke længere.
Alt var ret perfekt i hendes sommerhus: pakkeshops, den lille brugs, internet, en rosenhave under vinduet, frisk luft, stille naboer og nul stress. Men efter noget tid begyndte hun at kede sig en smule. Så mor fandt på at få lagt beton på en god del af sin store have.
Hun ville nemlig opgradere parkeringspladsen, for den så, ifølge hende, alt for tarvelig ud. Man skal ikke vente på, at naturen gør arbejdet naturen har jo for længst givet os internettet. I dets dyb fandt hun lynhurtigt en håndværkergruppe, der var klar på det hele mod penge, naturligvis.
Så kom den store dag. Fem mænd dukkede op, anført af formanden Anders. Mor kaldte ham bare Anders, selvom han var en kæmpe på to meter. De gik i gang, men noget begyndte at stikke. To betonbiler stod klar og ventede, og mor overvågede slagets gang.
Her begyndte Anders sit lille skuespil. Med en bedstemor alene, naiv omkring betonarbejde, kunne de vel presse prisen op tage lidt ekstra for besværet og arbejde.
Anders satte straks i med:
Det her kan vi ikke sådan lige gøre, underlaget er skævt, det hele driller Vi må have dobbelt op, ellers pakker vi sammen og kører. Find nogle andre.
Mor lyttede, nikkede venligt. Femoghalvtreds tusinde, siger I? Hvad med femogtyvetusind? Nå, jeg stoler på jer man skal vel tro på sådanne driftige folk.
Så sagde hun pludselig:
Hør her, hvad siger I til et væddemål?
Om hvad? Anders blev straks mere nysgerrig.
Om de femoghalvtreds tusinde. Jeg vædder på, at jeg kan organisere jer, så I laver det hele bedst muligt ikke på en dag, som du siger, men på tre timer. Når I det, får du femoghalvtreds af mig. Gør I det ikke, får jeg femoghalvtreds af dig. Er det en aftale?
Hvis jeg var Anders, havde jeg tænkt mig godt om. Men han havde aldrig sat sin fod på et universitet, og selvtilliden fejlede ikke noget. Så de slog hånd på det.
Anders satte sig med sin kaffe og holdt øje. Men så tog Birgitte Madsen (ja, min mor) sine gummistøvler på, og så gik det ellers stærkt.
På ingen tid fik hun drengene fordelt, inden de selv opdagede det. Hun forklarede dem præcis, hvad de skulle gøre, hvor hurtigt, hvordan man retter ud, hvor der må skyndes på, og hvor man absolut ikke må lave fejl. Selv chaufførerne på betonbilerne fik et lynkursus: hvornår og hvordan de skulle hælde, så alt hang sammen hele vejen igennem. Processen var strømlinet ned til mindste detalje ikke én bevægelse for meget, ingen tomgang.
Kort sagt, en sand dronning af betonarbejde.
Det arbejde, gutterne mente skulle tage hele dagen, fik hun skubbet igennem på lidt over to timer. Og det blev gjort så godt, at ingen kunne sætte en finger på det. Perfekt. Lige. Præcist. Fornuftigt.
Anders tænkte først, at nu gik hun snart død. Så holdt han op med at smile. Til sidst blev han bleg, for han huskede væddemålet, og at han havde givet sit ord. Og pynd de femoghalvtreds tusinde.
Det så ud, som om Anders kortvarigt glemte, hvordan han talte. Ansigtet viste chok virkeligheden behøver jo ikke rette sig efter ens forventninger.
Vent fik han stønnet frem Fortæl mig en ting Hvordan?! Hvordan er det overhovedet muligt? Altså det sker jo ikke normalt!
Det gør det, svarede Birgitte roligt og børstede betonstøv af handskerne. Så I den store motorvejsudfletning, da I kørte hertil? Den med tre niveauer?
Ja mumlede Anders.
Og I kørte ovenpå den?
Ja da
Godt. Jeg har bygget den.
Og dér gik det helt op for Anders, at sødt bedstemor-udseende indimellem bare dækker over én, der har arbejdet steder, hvor sarte sjæle ikke holder længe. Og at diskutere med sådan én kun gør tingene værre for én selv.
