Jeg har simpelthen den bedste mor i verden! Hun fik mig alt for tidligt kun 16 år gammel. Hele familien var forfærdede, men mine bedsteforældre støttede hende trofast hele vejen igennem. Sådan blev jeg det mest rolige og afbalancerede barn i verden.
Hele familien hjalp til med at opfostre mig. Mine bedsteforældre sørgede for, at min mor kunne færdiggøre sin uddannelse, så vi endte aldrig i økonomiske vanskeligheder. Takket være min mors flid har vi aldrig manglet noget, og vi undgik konflikter og skænderier der har altid været ro på hjemme.
Efterhånden voksede jeg op, og da jeg var 16, blev jeg selv gravid. Min kæreste opførte sig virkelig ordentligt han tog ansvar, og vi blev gift. Som 17-årig blev jeg mor, og min mor blev mormor som kun 33-årig. Hun tog det ikke tungt, tværtimod: Hun strålede af glæde og vi bakkede hinanden op som familie, mens jeg fik færdiggjort min uddannelse og fandt et rigtigt godt job.
Nu er mit barn blevet 12 år, og jeg er gravid igen med nummer to. Alt var faktisk rigtig godt. Men nøgleordet er jo var.
For ikke så længe siden besluttede min mor at få endnu et barn. Jeg kunne ikke lade være med at spørge hende hvorfor. Det viste sig, at hun var blevet forelsket i en mand. Problemet var bare, at han allerede havde kone og ikke havde tænkt sig at forlade sin familie. Jeg blev helt chokeret. Intet jeg sagde hjalp. Så fortalte hun, at hun faktisk allerede var gravid. Og hun ville under ingen omstændigheder skille sig af med barnet hun planlagde at føde igen.
Vi satte os ned og græd sammen. Jeg græd simpelthen for hende, for den mand vil aldrig gifte sig med hende, aldrig erkende barnet, og han kommer ikke til at give noget økonomisk støtte. Vil hun have barnet, må hun klare det selv. Hans familie er i forvejen stor nok.
Til sidst blev min mor vred. Jeg burde måske have opmuntret hende eller støttet hende, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Hun er forelsket, gravid og nu også forladt det kunne næsten ikke være værre.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det bliver, når barnet kommer. Selv naboerne og mennesker i vores lille by vil komme til at snakke og måske endda se ned på min mor, nu hvor hun både bliver alenemor og skal have barn i starten af halvtredserne. Her i Næstved kender rygter ingen grænser.
Jeg støtter hende alt det, jeg kan. For hvis jeg også bliver vred eller ked af det, så knækker hun nok helt sammen. Mine bedsteforældre ved endnu ikke, at de skal være bedstefar og bedstemor igen. Min mor har bedt mig om ikke at fortælle dem noget endnu.
Jeg tror, hun overvejer, om hun kan gennemføre graviditeten. Jeg ved ikke, om jeg skal fraråde hende det eller blot støtte op. Jeg er bange, men jeg har også ondt af hende. Hun er så bekymret men hvad stiller man op? Alle synes at være imod, at hun får barnet. Jeg tror dog, hun allerede elsker det ufødte barn. Så hvad gør vi? Skal hun beholde det, eller kan vi klare at tage imod det barn sammen? Det er i sidste ende hendes beslutning.
Jeg fortalte det til min mand han er nu den eneste, der forsørger os. Han tog det overraskende roligt. Han frygter ikke flere udfordringer, siger han. Hvor der er plads til to børn, er der også plads til tre! siger han bare. Men jeg er stadig bekymret. Hvorfor egentlig?
