Jeg har verdens bedste mor! Hun fik mig alt for tidligt kun seksten år gammel. Hele familien var chokeret, men mine bedsteforældre stod bag hende hele vejen. Og sådan blev jeg født det mest rolige og nemmeste barn.
Hele familien hjalp med at opfostre mig. Mine bedsteforældre sørgede for min mors uddannelse, så vi led aldrig nød. På grund af min mors flid havde vi altid nok, og derfor var der ingen pengeproblemer eller drama i hjemmet.
Jeg selv voksede op, blev seksten, og blev gravid. Kun min kæreste handlede ordentligt han tog ansvar og giftede sig med mig. Jeg blev mor som syttenårig. Min mor blev mormor som bare treogtredive! Hun var ikke fortvivlet tværtimod, hun blomstrede i glæden over vores familie. Og sammen opfostrede vi mit barn i et tæt fællesskab. Jeg gjorde min uddannelse færdig og fandt et fantastisk job.
Nu er mit barn tolv, og jeg er gravid igen. Alt var godt. Nøgleordet er var.
For ikke så længe siden besluttede min mor at få endnu et barn. Jeg spurgte hende nysgerrigt hvorfor. Det viste sig, at hun var blevet forelsket i en mand. Men han var gift og havde ingen planer om at forlade sin familie. Jeg var rystet. Ingen samtale hjalp. Og nu havde min mor allerede fortalt, at hun ventede sig. Hun ville under ingen omstændigheder af med barnet hun havde bestemt sig for at føde.
Så vi sad der på køkkenbænken, og tårerne trillede ned ad kinderne. Vi græd, fordi manden aldrig ville gifte sig med hende eller anerkende barnet og han ville hellere ikke sende en eneste krone til barnets opdragelse. Hvis hun ville have barnet, måtte hun selv klare det. Og han havde allerede børn nok.
Til sidst blev min mor vred og fortvivlet. Jeg kunne have forsøgt at opmuntre hende, men hvad skulle jeg sige? Hun er forelsket, gravid og står alene hvor meget værre kan det blive?
Tankerne maler skrækscenarier: Når hendes barn bliver født, vil folk i vores lille by grinende hviske om min mor. Hun vil ikke bare være enlig mor, men hun skal føde i sine fyrre og alle kender jo alle i Viborg.
Jeg støtter hende, hvor jeg kan. Hvis jeg også var bitter og vred, ville hun bryde sammen. Mine bedsteforældre aner endnu intet om, at de skal være bedsteforældre igen; mor har bedt mig tie, og det respekterer jeg.
Nogle gange kan jeg mærke, hun overvejer en abort. Jeg ved ikke, om jeg skal forsøge at tale hende fra det eller støtter hende, hvis hun vælger det. Jeg er bange men jeg har også ondt af min mor. Hun er fortvivlet, men hvad kan hun gøre? Alle er imod barnet. Jeg tror, hun allerede elsker det ufødte barn. Hvilken vej skal vi gå? Skal vi opgive eller kæmpe for en tilværelse sammen? Valget må alligevel være hendes.
Jeg fortalte det til min mand. Han er vores families klippe. Han tog det overraskende roligt og sagde, at han ikke frygter udfordringer hvor der er plads til to, er der også plads til tre. Alligevel er jeg stadig bange. For hvad jeg ved det ikke.
