Astrid svævede ind gennem den grå, tågede port i Rigshospitalet, hvor sygeplejerskerne bar hvide skjorter med blå striber, og lyset flimrede på mærkelig vis. Hun følte sig vægtløs. Hendes krop knirkede som en gammel dør, og jordemoderen talte baglæns, mens børn blev født med mærkelige hatte på hovedet. Da alt stilnede, fik Astrid at vide, at hendes livmoder var blevet til glas og ville knække, hvis hun nogensinde forsøgte at få et barn til.
Mads, hendes mand, begyndte at glide væk fra hende, som om han var lavet af røg. Fra den ene uge til den anden blev han kold og fjern, hans stemme kom til hende som ekkoer i et gammelt bindingsværkshus. Seks måneder gled forbi som skygger på et gammelt maleri. Hun fandt ud af, at Mads ikke kun havde fundet en anden kvinde, men at denne Freja ventede tvillinger med ham. Uden tøven forsvandt han ud ad døren, efterladende Astrid og deres lille datter, Mille, som en tom kaffekop på spisebordet.
Mille voksede op som en nysgerrig og sær lille pige. Hun gik til gymnastik, kor og svømning i Frederiksberg Svømmehal, hvor hun forestillede sig, at bassinet var en kæmpestor bolsjeæske. Hun satte sine dukker i rundkreds på stuegulvet og underviste dem i at tælle til ti på mærkelige, opdigtede sprog, mens Astrid kiggede til og følte sit hjerte slå skævt af stolthed.
I skolen blev Mille hurtigt klassens leder. Hun kunne mime lærerinden ved at vride hænderne komisk, og vennerne lo, så sukkerbrødet blev varmt i tasken. Mille begyndte senere at være sammen med en dreng, Jeppe, der var finurlig som en gammel søhest. De mødtes til festivaler på Roskilde og ungdomsmøder, hvor lamperne blinkede i takt med deres egne skæve tanker. Mille spillede trommer og Jeppe guitar, og snart fik deres band mærkelige spillejobs rundt i de sjællandske forsamlingshuse. Dagene forsvandt som skaller på stranden, uden bekymringer.
Måske netop derfor blev Astrid mere og mere urolig. Hun begyndte at tælle børnesko, der ikke fandtes, i lejligheden, og savnede lyden af barnestemmer, der ekkoede som i gamle somre i Fårup Sommerland. Mille var nu 29.
Ælskling, er det ikke på tide at tænke på et barn? sagde Astrid forsigtigt en aften, hvor stjernerne i vinduet så ud til at løbe baglæns.
Mor, vil du have, jeg skal ende som moster? fire unger, og hendes verden handler kun om leverpostejmadder og LEGO-klodser. Er det livet? Hun sidder hjemme, koger risengrød, støver af og leger med børnene til øjnene bliver blanke.
Men du kunne da bare få ét barn, Mille. Én er nok, sagde Astrid blidt.
Mor, du må acceptere det. Vi vil ikke have børn. Og hvis det ændrer sig, adopterer vi et barn fra et børnehjem måske i Aarhus.
Men det bedste er at få sit eget, Mille. Tænk over det.
Jeg vil ikke tale om det mere, mor, svarede Mille og kiggede væk gennem gardinerne, hvor månen så ud som et tæt strikket uldtæppe.
Til sidst besluttede Mille sig for at fortælle Astrid hele sandheden. Måske ville noget forandre sig, hvis man bare fortalte det under de fortryllede natulige, hvor ordene er lige så vage som tusmørke over de bornholmske klippesten…
