28. marts
Efter at have tænkt meget over det, skriver jeg nu ned, hvad der skete for et par år siden. Min hustru, Kirstine, gennemgik en meget vanskelig fødsel, og lægerne sagde ærligt til hende, at hun ikke kunne få flere børn. Den besked ramte os hårdt især Kirstine, men jeg må indrømme, at det også gik mig på, selvom jeg ikke talte meget om det. Men måske reagerede jeg alt for køligt. Vores lille pige, Ingrid, havde brug for sin far, men jeg trak mig alligevel længere og længere væk.
Halvåret efter faldt mit ægteskab helt fra hinanden. Jeg mødte en anden kvinde, og hun blev gravid ja, med tvillinger. Jeg tror aldrig, jeg rigtigt forstod, hvad jeg havde gang i, før det hele var for sent. Uden meget eftertanke forlod jeg Kirstine og Ingrid for at starte et nyt liv.
Kirstine måtte nu klare alt selv og opfostre Ingrid på egen hånd. Hun lod sig aldrig slå ud foran Ingrid. Min datter var nysgerrig, glad og ivrig efter at prøve alt muligt. Hun gik til dans og svømning, og hjemme linede hun sine dukker op i en rundkreds og underviste dem, som var hun lærer. Jeg kunne se, hvor meget glæde hun gav Kirstine.
Ingrid fandt hurtigt venner i klassen og gik hen og blev klassens naturlige leder. Som teenager begyndte hun at komme sammen med en fyr. Det var lidt en sær én alle deres stunder gik med at tage til festivaler, oplæsninger og ungdomshusets arrangementer. Ingrid begyndte at spille trommer, han spillede guitar, og sammen fik de stablet et band på benene, der faktisk fik lov at spille rundt omkring på små spillesteder i København og omegn. De levede ubekymret og med masser af drømme.
Årene gik, og Kirstine begyndte at bekymre sig mere om fremtiden. I sin ensomhed drømte hun ofte om at blive mormor. Ingrid var nu blevet 29 år.
Ingrid, måske skulle du overveje at få et barn nu, sagde Kirstine en aften.
Mor, synes du virkelig, jeg skal leve som moster Mette? Hun fik fire børn og ser ikke andet end dem hele dagen. Det kan ikke være meningen med livet hun sidder bare hjemme, laver mad, gør rent og leger med ungerne.
Du behøver jo ikke være som Mette, sagde Kirstine. Få ét barn, sådan bare for din egen skyld.
Mor, vi har snakket om det. Vi ønsker ikke børn. Og hvis det ændrer sig, så vil vi hellere adoptere der er mange børn på børnehjem.
Men der er nu noget særligt ved at få sit eget. Tænk det nu igennem, ikke?
Jeg vil ikke tale mere om det her, mor, svarede Ingrid.
Til sidst valgte Ingrid at være helt åben over for sin mor. Noget kunne måske ændre sig med tiden, men intet var sikkert.
At skrive dette får mig til at stoppe op og tænke på min egen rolle og alle mine svære valg. Jeg har lært, at man sommetider kommer længere ved at lytte og støtte især sine nærmeste i stedet for at presse dem til det, man selv ønsker.
