Mor, du er jo fyldt 65. Det er på tide at få ordnet papirerne hos notar, så huset kan skrives over som arv, sagde min søster drømmende hen over kaffekoppen, mens alt føltes som et sløret eventyr.
For en uge siden havde min mor fødselsdag, 65 år. Hun ønskede ikke det store postyr, ville bare have os over til et stille og roligt besøg i stuen. Jeg havde medbragt en smuk buket røde roser, en blød morgenkåbe og et par hyggelige tøfler, fint pakket ind. I kuverten lagde jeg 6.000 kroner dem kunne hun sikkert finde på at bruge.
Men min kone og børn kunne ikke komme. Min søn blev syg, datteren havde ro-konkurrence, og Rikke blev pludselig sendt på arbejde i København. Ungerne havde dog tegnet en stor tegning, hvor vi alle, i mærkeligt foldede stillinger, stod sammen foran huset under en blå himmel.
Min lillesøster, Vibe, svævede ind i drømmen mod landsbyen:
Hov, jeg glemte helt gave til mor. Sig bare, at morgenkåben er fra os begge.
Fint nok. Men havde du ikke glemt, at det er mors fødselsdag? Og endda et rundt år
Årh, Ditlev, du ved, hvilken rod mit arbejde er!
Vibe har altid været sådan lidt uselvstændig. Hun fik barn som 19-årig, faderen var en fyr fra ungdomsboligen, men han stak af hurtigt, betaler end ikke børnebidrag. Jeg arbejdede dengang som murer og sendte hende af og til lidt penge, så hun kunne købe mad, babymad og lidt tøj til min niece.
Jeg skaffede endda en plads til Kirstine i børnehave og fandt et job til Vibe en ven manglede en i butikken. Men hun holdt kun tre måneder, så sagde hun op. Siden har hun levet af småjob laver negle og eyelash extensions, rejste til Sverige et sommerdøgn for at tjene penge, og lod datteren blive ved mor, mens hun rejste væk. Efter tre måneder kom hun hjem med 70.000 kroner, og de røg hurtigt på underlige ting: ny mobiltelefon og laptop til Kirstine. Jeg selv tjener sådan en sum på en måned nu, men det kræver hårdt slid.
Mor lyste op over vores besøg og havde lavet et overdådigt kagebord. Nabokonen Karla og tante Oda kom også.
Men pludselig, midt i kaffeduften og kringle, brød uvejret løs:
Vibe snurrede rundt og sagde:
Mor, hvem får egentlig huset?
Åh, Vibeke, hvorfor nu den slags spørgsmål I deler da bare.
Dele?! Ditlev har allerede lejlighed og sin forretning. Jeg bor stadig til leje, hvad skal han bruge huset til?
Hun talte, som om mor allerede var døende. Og skammede sig ikke ved at tage emnet op foran gæsterne.
Vibe, slap nu af. Lad nu være med at ødelægge aftenen.
Hvornår skal vi ellers tage det? Mor, du er 65, det er en respektabel alder. Gå til notar, lav gaven til mig!
Tante Oda fik te galt i halsen. Jeg kunne ikke holde det ud, tog fat i Vibe og trak hende ind i køkkenet, mens alt omkring os blev til mærkelige skygger.
Er du rigtig klog? Hvad er det for noget vrøvl ved bordet? Er mor allerede død i dit hoved?
Bland dig udenom! Jeg har opdraget mit barn alene, og du
Alene? Har du glemt, jeg har kørt penge hjem, og mor passede Kirstine? Hvis du ikke stopper nu, så lærer jeg dig det!
Vibe så på mig, såret. Hun snuppede Kirstine og forsvandt uden farvel. Sendte en mærkelig trussel på sms om at melde mig til myndighederne. Fjollet.
Men mor er ked af det. Vibe forbyder nu Kirstine at tale med mormor, tager ikke telefonen. Alt sammen på grund af huset som om det ikke længere ligger på jorden, men svæver et sted over markerne. Mor græder, hiver sig om hjertet, og huset virker større og tommere, som i et drømmeagtigt teater.
Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal stille op med min søster. Hun er voksen, men opfører sig, som om hun er fanget i et barns logik, hvor alt forvrænges og intet giver mening.
Hvad ville du råde mig til? Skal jeg prøve at lægge det bag mig og finde forsoning, eller lade den mærkelige familiedrøm få lov at flyde videre?
