Mor, du er altså fyldt 65 nu. Det er vist på tide at smutte til notar og få skrevet huset over på os som arv, brokkede min søster sig, mens vi sad til kaffe.
Min mor havde rund fødselsdag for en uge siden, 65 år. Hun gad ikke gøre stort væsen ud af det. Hun inviterede bare på hygge hjemme hos sig selv i haven. Jeg havde købt hende en flot buket roser, en lun morgenkåbe og hyggesokker, alt i matchende farver. Og så smed jeg 3000 kroner i en kuvert de skal jo nok få ben at gå på.
Desværre kunne min kone og børn ikke komme med. Sønnen lå med influenza, datteren skulle til håndboldturnering, og Rikke blev pludselig sendt til møder i København. Men ungerne havde tegnet en kæmpe tegning til mormor: Vi allesammen ved huset, smilende og glade, lige så perfekte som familier på julekort.
Min lillesøster Vibeke var også dukket op i landsbyen:
Hør, jeg glemte at købe noget til mor. Sig at den der kåbe altså er fra os begge to.
Okay. Men… du ved godt det er en ret stor dag, ikke?
Årh, Lars, du aner ikke hvor vildt det kører på jobbet for tiden!
Min søster Vibeke har altid haft lidt svært ved at klare det hele. Hun fik barn som 19-årig med en fyr fra kollegiet. Han røg sin vej og har ikke engang betalt børnepenge. Dengang var jeg i tømrerlære og sendte penge, så de i det mindste havde rugbrød og babymos og noget ordentligt tøj til min niece, Katrine.
Jeg skaffede endda en plads til Katrine i børnehaven og fik Vibeke ind som ekspedient i min vens butik. Det holdt, hvad, tre måneder? Så sagde hun op, og nu flakser hun rundt fra den ene småjob til det næste. Laver negle i en salon, limer vipper på folk alt muligt forskelligt. Hun rejste til Tyskland sidste sommer for at tjene penge som au pair, og mor passede lillepigen. Men penge blev det ikke til meget af 70.000,- efter tre måneder, der røg på en ny mobil og en bærbar til Katrine. Jeg tjener det samme på en måned i min virksomhed men det slider også.
Mor var vildt glad for at se os. Hun havde lavet så meget mad, at vi kunne have bespist en spejderlejr. Nabokonen og tante Oda kom også forbi.
Men selvfølgelig endte hyggen i et skænderi. Fordi Vibeke lige dér midt ved tarteletterne fik lyst til at tage hul på emnet arv:
Mor, hvem vil du egentlig skrive huset over på?
Ej, Vibeke, nu må du da lige styre dig. Det deles jo lige mellem jer to.
Hvordan lige? Lars har længe haft både ejerlejlighed og firma. Jeg bor stadig til leje. Hvad skal han bruge dit gamle parcelhus til?
Hun sad og talte om arven, som om mor skulle falde om når som helst. Fuldstændig uden filter, selvom der var gæster.
Vibeke, helt ærligt, nu er det altså fest. Kan vi ikke gemme det til en anden dag?
Jamen hvornår så? Mor, du er jo oppe i årene. Det er bedst at få det ordnet, gå til notar og skrive det på mig!
Tante Oda satte teen i den gale hals ved det forslag. Jeg kunne ikke holde mund mere, greb Vibeke i armen og trak hende ud i køkkenet:
Sig mig, hvad fanden har du gang i? Skal vi allerede til at bære mor ud med fødderne først?
Det kommer ikke dig ved! Jeg har klaret barnet selv, mens I…
Selv? Har du glemt alle de penge jeg har kørt herover, og at mor og Katrine har boet tættere end kartofler i en spand? Jeg smækker dig snart ind i væggen!
Vibeke så helt fornærmet ud. Hun greb min niece og marcherede ud uden så meget som et farvel. Senere truede hun med at gå til retten og lave ballade. Mig? Jeg tager mig ikke af den slags melodrama.
Men mor er ulykkelig. For Vibeke nægter nu at lade Katrine besøge mormor eller tage telefonen. Alt sammen på grund af det skide hus. Mor græder og tager sig til hjertet.
Jeg aner snart ikke hvad jeg skal stille op med min søster. 45 år, og hun opfører sig som en trodsig teenager.
Hvad ville du råde mig til? Bør jeg forsøge at blive gode venner med hende igen eller lade hende gå og surmule for sig selv?
