Din kone ødelægger alle vores højtider, sagde Else Andersen til sin søn Mikkel.
Lærke vil gerne mødes i morgen på en restaurant eller café, meldte Mikkel begejstret via video til sin mor.
En god idé, men lad Lærke selv bestemme stedet på forhånd, så vi ikke skal skifte lokaler under bestillingen, bad Else roligt.
Vi har allerede fundet et sted, så du behøver ikke bekymre dig. Der er netop åbnet en ny spisested i vores kvarter, og vi prøver det i morgen, svarede Mikkel uden tøven.
En ny Så send adressen og tidspunktet, så far kan komme, indvilligede Else med en tung stemme.
Overstået, sagde Mikkel og lagde på.
Kort tid efter modtog Else en besked med adresse og tidspunkt. Hun havde to svigerdøtre og en svigersøn, og relationerne gik som regel fint undtagen med Lærke.
Else holdt sig som regel på afstand af Lærke og undgik at blande sig i hendes liv. Problemet var, at Lærke ikke vidste, hvordan man opfører sig ved bordet, og hun havde ingen fornemmelse for takt.
For nogle måneder siden havde familien allerede forsøgt at spise på en restaurant, men i stedet for en hyggelig aften blev de mødt af Lærkes lunefulde bemærkninger.
Enten var maden ikke som hun ønskede, eller så hun på betjeningen med en kritisk blik, eller menukortet virkede sparsomt. På grund af den sidste skyldes det, at de måtte skifte restaurant flere gange den aften.
Selv da fandt Lærke noget at protestere over. Hun bestilte en salat og bad om, at der ikke skulle være løg i den.
Her er din salat, som du bad om, uden løg, sagde tjeneren, mens han placerede tallerkenen foran Lærke.
Hvad er det her på salaten? spurgte hun utilfreds og pegede med den nøgne negl på en lille dildkvist.
En dildkvist til pynt, svarede tjeneren forvirret.
Jeg bad jo om, at der ikke skulle være dild i salaten! fortsatte Lærke med sammenbidte læber.
Hvis du vil, kan jeg fjerne den; der er ingen dild i selve salaten, foreslog tjeneren i god tro.
Tag hele salaten væk, jeg har mistet appetitten Bring mig i stedet en milkshake, beordrede Lærke højtideligt og vendte sig mod vinduet.
Alle Lærkes krav blev opfyldt, og ingen i betjeningen klagede. Aftenen blev ødelagt, og Lærke sad med oppustede læber og et såret udtryk, mens resten af familien spiste og snakkede. At gå ud at spise med hende blev derfor en tortur.
Selv familietræf blev præget af hendes smådrillerier, og hendes ubesindighed ødelagde enhver sammenkomst. På onkelens begravelse formåede Lærke endda at udløse en skandale.
Hvem har lavet de her pandekager? De er som gummi! råbte hun højt under mindeåret.
Det er ikke nødvendigt at larme, du kan blot springe over dem, forsøgte Else at dæmpe stemningen, men mærkede de kritiske blikke fra de øvrige pårørende.
Jeg laver bedre mad til min hund, og både alkohol og sodavand er billigt. Æh, grimassede Lærke.
Vi er her for at mindes ham, så vis venligst respekt og lad være med at protestere, sagde Else roligt.
Det er jo præcis pointen! Vi er kaldt for at mindes, men der er intet at mindes, mumlede Lærke trist.
Det så ud til, at den akavede situation var overstået, men den var kun en midlertidig ro.
Senere ringede flere pårørende til Else og fortalte, hvordan Lærke havde klaget over maden. Lærke blev flov og svor, at hun aldrig ville tage hende med til lignende arrangementer igen.
I nærmeste kommende tid nærmede Else sin egen fødselsdag sig, og Lærke med sin mand planlagde at deltage. Else sagde, at hun var syg og udsatte fejringen, idet hun vidste, at Mikkel skulle på forretningsrejse i slutningen af måneden det var præcis det tidspunkt, hun ventede på.
Else havde udtænkt en snedig plan for at holde fødselsdagen uden Lærke. Så snart Mikkel ringede fra en anden by, sendte hun invitationer til de øvrige børn, men glemte bevidst at invitere Lærke. Fødselsdagen forløb i en lykkelig atmosfære uden utilfredse gæster, og for første gang i to år kunne Else slappe af med sine børn.
Men lykken varede kun et øjeblik. En af gæsterne lagde billeder fra festen op på sociale medier, og Lærke så dem.
Hej Else, holdt I fødslen? spurgte hun med en skuffet stemme.
Ja, vi havde det sjovt, men vi er forsinkede med noget, svarede Else uden at tilbagevise.
Hvorfor blev jeg ikke inviteret?
Mikkel var på arbejde, så du ville sandsynligvis have været ked af det alene
Jeg bliver aldrig ked af det med jer, så hvorfor ventede I ikke på Mikkel? spurgte Lærke mistænksomt.
Hvorfor? Hvorfor Fordi hans kone ødelægger alle højtider med sit sure ansigt! svarede Else kort og fortrød straks sine ord.
Hvad?! Er det mig? Jeg troede, du var en god dame, men du er en slange, udbrød Lærke mens hun lagde på.
Et par timer senere ringede Mikkel til sin mor for at give en note.
Hvorfor behandler du min kone så? Hvad har vi gjort dig ondt? spurgte han vredt.
I har ikke gjort mig noget, men Lærke gør altid højtider til et helvede, og du kan ikke sætte hende i rette retning, svarede Else.
Hvordan ødelægger hun dem? spurgte Mikkel forbløffet.
Med sine krav og klager; man kan ikke engang gå på restaurant uden problemer, og man kan ikke sidde ved bordet hjemme uden at hun altid er utilfreds, udsagde Else endelig.
Hun er bare ligefrem og ærlig, i modsætning til dig, og hun behandler mig som en mor.
Ligefremhed er én ting, men uhøflighed er en anden. Hvis du vil have hende som datter, så lad hende opføre sig ordentligt, i stedet for at optræde som en barnlig gnaven!
Jeg vil holde øje med hende og vise, hvordan hun skal opføre sig. Men du skal love at invitere Lærke til alle fremtidige fejringer, sagde Mikkel med en rolig tone.
Det gør jeg, men kun hvis du påtager dig ansvaret, svarede Else tøvende.
Lærke ændrede sig dog ikke; hun forsøgte at holde sig i ro, men mislykkedes ofte. Else måtte blot ryste på hovedet og ignorere Lærkes udslag. Hun ønskede ikke længere at konfrontere Mikkel, så hun valgte den mindste ondskab.
Historien viser, at når man møder en svær person, kan man enten lade konflikten eskalere eller finde ro ved at acceptere, at nogle mennesker aldrig vil ændre sig. Det mest værdifulde er at holde sammen som familie, vise forståelse og give plads til forskelligheder, så fred kan vokse i hjemmet.
