– Du er da en rigtig slikpapir, Egon! Jeg ville give dig en ordentlig omgang, hvis bare der var nogen til det, og hvis det stadig gav mening! Så gammel og stadig så lidt forstand!
Gamle Signe spyttede foran fødderne på sin nabo og humpede væk, støttet på sit ømme ben. Nu havde hun sagt, hvad der skulle siges, så måtte hans samvittighed afgøre resten. Kunne folk ikke give ham fornuft, måtte skæbnen måske tage over?
Tænk sig! At sende sin egen mor på plejehjem! Hvor har man dog hørt mage? Ja, Klara var sengeliggende nu, men var han hendes søn eller bare en ligegyldig bekendt? Man kunne blive gal i hovedet! Hvis Signe bare stadig havde kræfter, ville hun ikke tøve et sekund så havde veninden boet hos hende. Men nu…
Det var synd for Tekla. Hun var en god pige, men hun kunne jo heller ikke bære alt på sine skuldre. Hun blev i landsbyen, tog ikke til København for at læse, da moren blev syg. Eller rejste gjorde hun da først, men kom hjem igen. Hun kunne ikke efterlade mor og bedstemor. Hun hjalp, for hun vidste godt, at Signe ikke kunne gå og passe hendes datter hele tiden. Bare at klare sig selv var hårdt. Efter hun brækkede benet for to år siden, gik det virkelig ned ad bakke. Var dårligt nok på benene før, men nu…
Den yngste datter havde tilbudt at tage Signe med ind til Odense, men hun sagde nej. Hvor skulle de gøre af hende? Lejligheden der var lille, knap plads til de fire. Svigersønnen var ellers flink nok, men han var ikke videre handlekraftig. Knoklede, men det førte ikke til så meget. To børn havde de fået, men med alt deres slid var det svært nok at få det til at hænge sammen. Og Signe kunne ikke hjælpe dem længere. Bagud med helbredet, kræfterne svandt. Bare det at komme ud af sengen om morgenen krævede sin kvinde. Hun samlede sig sammen som om hun skulle samles op i en fejebakke. Stykke for stykke! Op! Afsted!
Heldigvis var barnebarnet, Tekla, kvik på fødderne. Før Signe selv havde fået sat sig i gang, havde Tekla allerede ordnet huset, set til sin mor og var på vej på arbejde. Hurtig! Sådan havde hun altid været, lige fra hun var lille.
Signe fik sin ældste datter, Teklas mor, sent. Hun havde næsten givet op på det. Troede aldrig det skulle ske.
Første mand havde aldrig tilgivet hende det tomme skød. Han gik. Signe sørgede, lidt, men så heller ikke mere. Hun kunne se, han aldrig rigtigt elskede hende. Hun brændte, men han…
Ja, Signe, hun var smuk som ung. Som en sjælden blomst. Smukkere end nogen anden pige i hele egnen. Drengene hang omkring hende, men hun holdt sig altid ordentlig. Hun ventede på den rette, på kærligheden. Men den kom aldrig. Tiden gik, Signe begyndte at bukke hovedet under sin mors bebrejdelser.
– Du vrager for meget. Du ender som gammel jomfru!
Men hvis nu man virkelig ikke kunne holde ud at kigge på en, man ikke brød sig om …
Så var der en ung mand fra nabobyen, da han kom fra militæret. Signe havde aldrig kendt ham. Boede med forældrene et helt andet sted. Men han vendte ikke hjem dér, nej, han tog hen til sine bedsteforældre. Hvorfor, det vidste ingen rigtigt på det tidspunkt. Signe heller ikke.
Og hun faldt pladask. Da hun så Alexander den første gang, mistede hun søvn og ro forelsket!
Han ventede heller ikke længe. Da han først havde fået øje på hende, sendte han straks en frier. Signes mor var ellevild. Ja, hvad skulle hun ellers tænke? Datteren var jo ved at blive for gammel til at blive gift!
De holdt et stort, lystigt bryllup. Signe var overvældet af lykke hun så ikke engang, hvordan naboerne begyndte at hviske ved bordene. Først da svigermor tog hendes hånd, fornemmede Signe, noget var anderledes.
Hun så straks den mørkklædte dame i gården, og da svigermoren skubbede hende hen til barnevognen ved siden af damen, gibbede det i hende. Alt stod klart.
Alexander fortalte hende senere, at han havde haft en forlovede, der hævdede at have fået en søn med ham, mens han var i trøjen. Men Alexander og familien mente ikke, tidspunktet passede. Moderen havde været nødt til at gå hen til den unge kvinde, trykket af naboerne: Og der lå en lille søn i vuggen, spyttet ud af sin far! Men der var intet at gøre. Alexander var allerede blevet lovet bort til Signe…
Den anden kvinde nægtede at tage ham tilbage. Hun tilgav aldrig svigtet, og anede ikke, at hendes mor var kørt til sin gamle forlovede med barnebarnet, i det skjulte.
– Hvorfor? Signe så op fra barnevognen på den trætte kvinde med sammenpressede læber.
– Så du ved, hvem du har giftet dig med.
Men hvad betød det? Signe elskede sin mand, og det, der var før, måtte man tilgive. Hvor finder man perfekte mennesker? Fejl begår vi jo alle.
Hun forhindrede aldrig Alexander i at kontakte sønnen, men han havde aldrig megen lyst. Signe forstod hurtigt, at hendes mand først og fremmest elskede sig selv. Resten var bare staffage.
Man kunne ikke beskylde ham for at være doven. Huset var altid i orden, maden på bordet. Men glæde manglede der alligevel.
De femten år sammen blev tomme for varme. Han var der, men også ikke. Ensomheden rungede.
Så længe hun håbede børnene ville komme, trøstede hun sig med, at det nok bare var midlertidigt. Hjertet var ikke vågnet endnu.
Men da han en dag sammenbidt konstaterede, at hun ikke var rigtig kvinde, fordi hun ikke kunne blive gravid, forstod Signe, at hendes liv blev brugt op i spild. Man kunne gå eller blive stående der ville aldrig ske noget nyt.
De gik fra hinanden uden spektakel, så man knap bemærkede, at familien ikke længere fandtes. Signe blev alene.
Alexander rejste straks efter papirerne var ordnet. Han lod huset blive til Signe, med et sidste undskyldende nik.
– Bær ikke nag. Vi var begge skyld i det, men ansvaret var mit.
Hele tilgivelsen kom aldrig, men det lettede lidt om hjertet. Skæbnen havde ikke givet hende lykken, men udseendet fejlede intet sådan var det nu bare.
To år boede Signe alene. Hun gik rank gennem byen, ignorerede sladderen. Ikke som før! Hvem gik fra hvem?
Men hjertet ver smertefuldt. Hun savnede lyden af nogen hjemme.
Hun og Nicolai fandt sammen, men først efter lang betænkning. De var ikke unge mere, og han var fremmed. Ingen kendte ham rigtigt. Han havde ikke noget imod at hjælpe, men bad ikke andre om noget. Renoverede gården, førte hushold, men besøgte sjældent nogen.
Men han var rolig og venlig. Flink til at gøre kur.
Signe havde nær glemt, hvordan det føltes. Alexander havde engang givet hende en buket kamille ellers regnede han alt andet for pjat. Hun var forelsket dengang, så det lod hun passere. Siden var der ikke plads til føleri.
Men Nicolai var aldrig tomhændet. Han hjalp altid med praktiske ting. Signe besluttede, at værre kunne det ikke blive hellere det, end evigt alene. Ligegyldig, hvad folk snakkede om.
Hun forventede ingenting af det nye ægteskab. Men skæbnen dansede nu en uventet dans med hende og hun lærte bare at tage imod.
Med den første datter regnede Signe først sent ud, at hun var gravid. Hos hende var alting aldrig efter bogen, men i modsætning til før havde hun det nemt. Ingen kvalme, ingenting.
Det var Klara, der så det først, da Signe pludselig blev ør i solen.
– Men er du ikke gravid, Signe?! udbrød Klara bekymret.
– Sludrer du da? Det kan jo ikke passe. Jeg er jo tom …
– Min bedstemor sagde, det ikke altid er kvindens skyld. Og lægerne siger det samme. Måske var det bare ikke med Alexander, du skulle have børn! Gå nu til lægen i Odense. Hvem ved…
Signe kom hjem fra byen som et nyt menneske. Strålede som solen. Hun fødte først én datter, så en til. Gik nu rankt, gemte ikke blikket længere. Mor var hun nu!
Hun elskede sine piger over alt. Hverdag eller ej de fik sløjfer og kjoler, så folk undrede sig. Rene og pæne, eller snavsede fra leg, badede i søen om sommeren, klatrede i træer og vadede i pytter. Signe skældte aldrig ud, men lærte dem at vaske tøj og sy sprækker. Prøvede at lære dem, hvad hun kunne.
Nicolai gik bort, da yngste datter blev gift. Han skulle besøge hende i byen, men nåede aldrig hjem igen døde i et trafikuheld på vejen tilbage.
Signe blev sort af sorg. Uden børnene havde hun måske givet op. Men et år senere blev hun mormor til Tekla, og livet vendte tilbage. Alt blomstrede.
Hun levede med og for sine børnebørn. Yngste datter boede langt væk i Aarhus, kun hjemme i ferier. Men Tekla var tæt på.
Pigen voksede op Signe kunne se sig selv i hende, både på udseendet og den stædige vilje. Hvis Tekla havde sat sig noget for, blev det sådan. Basta.
Så længe det gjaldt skolen, var Signe glad. Men da barnebarnet nåede teenagealderen, blev det svært.
For Tekla blev stormende forelsket ikke i hvem som helst, men i naboens søn, Egon. Han var fem år ældre, en mand, omkring tyve, mens Tekla kun lige var blevet seksten. Hvad kunne hun vide om livet? Men hun sagde, hun elskede ham og ikke noget kunne få hende fra det.
Egon så slet ikke Tekla. Hun var jo en nabopige, en purk. Han havde sine egne problemer og forelskelser.
Emilie, hende Egon var vild med, var ganske iøjnefaldende. Ikke just en skønhed, men hun vidste at bære sig selv og gik i det fineste tøj. Faren forgyldte hende hun var deres eneste. Men det gik hende ikke til hovedet. Emilie var stolt, skulle have alt for sine fødder.
Egon holdt sig længe på afstand. Han holdt øje, men hun var tilbageholdende.
Så skete der noget mærkeligt mellem Emilie og hendes bejler fra nabobyen. De tog på motorcykel sammen, men vendte ikke hjem, som de skulle. Hvad der skete, vidste kun Emilie hun kom først hjem næste morgen, forslået og med krøllerne i uorden.
Signe vågnede tidligt den nat og så Emilie snige sig hjem gennem haven.
Hun så hende ikke i øjnene, gik bare forbi, som om Signe var usynlig.
Ugen efter skulle der holdes bryllup i Emilies familie alt skulle gå stærkt.
Egon var ovenud lykkelig, men Klaras mor, Egons mor, var ikke glad.
– Signe, der er noget galt her. Hvordan siger jeg det til min søn? Han vil ikke lytte. Det er deres sag, men jeg har ondt af Egon, han elsker hende jo.
Signe tav. Hun havde selv drama derhjemme ikke tid til andres. Tekla var knust, sad timer i vinduet og stirrede mod Egons gård. Græd eller blev liggende, vendt mod væggen, hele dage uden tårer.
Signe prøvede alt: lovede hende hvad som helst, hvis hun bare ville tage til Odense til mosteren, få en uddannelse, finde sig et andet liv. Måske kunne hun aldrig glemme Egon, men tiden læger, sagde Signe. Hun forstod, at selvom hun fortalte alt, hvad hun vidste, ville det intet ændre. Egon var fortabt i kærlighed.
Tekla ville ikke lytte. Hendes far var død, og ingen andre havde haft magt over hende.
Hvad ventede hun på? Tror hun, noget ville ændre sig? Der var ingen, der vidste det. Men hun ventede hele vejen til bryllupsdagen, tog derhen med sin mor og Signe, for første gang med tørre øjne. Hun gik stille, uden at svare veninderne og forlod festen.
Moderen så det straks og løb efter. Bange for, hvad pigen kunne finde på.
Men Tekla overraskede dem. Hun pakkede sin kuffert, krammede mor og bedstemor og tog afsted til byen. De græd, men slog korsets tegn og ventede.
Tiden, den læger alt.
Måske helbredte tiden hvis den da bare havde fået lov. Men kort tid efter faldt én ulykke Teklas mor blev indlagt, og kom aldrig på benene igen.
Tekla vendte hjem. Hvad skulle hun ellers? Signe alene og med det helbred, hvordan klare en sengeliggende?
Tekla frygtede kun én ting at Egon og hans kone skulle bo som naboer. Men heldet var med hende: de var flyttet væk efter brylluppet.
Tekla pakkede ud, gjorde huset i stand, og begyndte så på gården. Hvor ellers? Havde ingen uddannelse, ingen andre muligheder og i landsbyen var der ikke meget arbejde. Det eneste rigtige arbejde for en ung pige uden eksamen var på gården.
Tekla tog fat, for hun var ikke bange for slid, hun elskede dyr. Hun fik sit eget lille hushold. Man måtte klare sig.
Sådan gik det. Tekla hjalp Klara så meget hun kunne. Siden hendes mand var død, havde hun været knust. Sønnen langt væk, sjældne breve, altid pengene, aldrig om livet derhjemme. Klara anede kun, at Emilie havde fået to børn, men havde aldrig set børnebørnene. Måske nægtede Emilie at tage hjem, måske havde Egon for travlt. Han var lastbilchauffør, altid på landevejen. Og Klara læste mellem linjerne hvor tungt det gik for ham, selvom han aldrig klagede.
Hvad der trykkede Klara så hårdt, vidste ingen, men hun blev dårligere. Tekla fik hende indlagt. Hun besøgte hende trofast, men lægerne gav kun dårligt håb.
Signe skrev straks til Egon, da Klara blev indlagt. Men brevet kom måske aldrig frem, eller også var han ligeglad. Hun skrev igen, så sagde hun til Tekla:
– Han har nok opgivet sin mor. En slikpapir er han! Og jeg troede, han var et menneske!
– Bedstemor! Vent nu. Du har altid sagt, vi ikke skal dømme nogen, før vi kender hele sandheden. Og bagefter heller ikke. Det sætter sig på sjælen. Lad ham selv tænke over det.
– Jeg ved ikke mere, min pige. Jeg havde aldrig troet, han kunne gøre sådan ved sin mor. Han har altid været god ved hende… Hvor bliver alting af i folk?
– Hvorfor kalder du ham slikpapir?
– Det er en gammel historie. Derfor havde jeg ellers aldrig troet, Egon ville kunne synke så lavt.
– Fortæl!
– Der er ikke meget at sige. Han var knægt dengang, seks-syv år måske. Alle børnene samlede på slikpapir. En guldskat. Det var småt med penge dengang. Slik kun til jul, og så mest det billigste. Slikpapir var noget, man passede på. De gode var sjældne, man byttede kun for noget af værdi. Nå og Klara havde dengang to fine høns, hvide og flotte, kronede i næbbet. Hendes stolthed. Da skete der det, at Egons bedste ven tog sin farvestrålende hund med ny fra byen, vild som en hvirvelvind. Og så fløj de hvide fjer over hele Klara gård
– Bedste, ikke
– Jo, Tekla. Begge høns blev taget af hunden. Klara sørgede. Skældte ikke ud, men lukkede sig inde nogle dage. Egon? Han gav alle sine slikpapir til en anden dreng, hvis far ofte kørte til Odense. Han bad, om han måtte komme med én dag. Han tømte sin sparebøsse, smed alt hvad han havde, og kom hjem til Klara med en ny høne, akkurat magen til.
– Dygtig!
– Ja, det må man sige. Klara glemte straks sorgen. Ikke for hønen, men for sin søns skyld. For han viste sig som et menneske. Men hvad nu? Hvor bliver det af, Tekla? Signe sukkede, men lod sig ikke modsige.
Hvad er det for en søn, der ikke engang besøger sin syge mor? Er det rigtigt?
Men Signe blev målløs, da Klara blev kørt hjem fra hospitalet. Tekla havde fået fat i byens sygeplejerske, organiseret det hele. Hun havde intet valg. Kunne ikke få Klara på plejehjem uden pårørendes samtykke.
Egon kom uventet. På det tidspunkt havde Tekla allerede vænnet sig til at tage sig af to syge. Først moderen, så Klara. Tunge byrder, men hun klarede det. Signe skældte, fordi hun sled, men hun kunne ikke lade mennesker i stikken. Klara var jo heller ikke fremmed. Og Egons mor…
Tekla skurede gulvet hos Klara da døren gik op, en lille dreng løb ind med mudret støvler og så Tekla i øjnene:
– Er du min mor?
Hele spørgsmålet var så umiddelbart og ærligt, at Tekla stod helt målløs med gulvkluden.
– Bare naboen… Egon lagde hånden på datterens skulder og hilste. Jeg beklager, at jeg kommer så sent. Max var indlagt, jeg kunne ikke forlade ham, og Mille har jeg heller ikke sted til andre steder.
– Hvad så med Emilie? røg det ud af Tekla, men hun fortrød det straks.
Hvad kom Egons ægteskab hende ved?
– Der er ingen Emilie mere. Hun forlod os, tog afsted med sin nye mand. Jeg er alene nu.
– Alene? Hvad med børnene? Tekla åndede pludselig frit igen. Hun genkendte ikke længere sig selv foran denne stærke mand med sine små den lille pige var væk.
– Ja, egentlig ikke alene. Du har ret. De to har jeg jo. Tanjas mor sover? Han satte sig på hug, tog datteren støvler af.
– Hun sover. Hun er træt. Lægerne siger det er bedst hun hviler, men jeg ville ønske hun havde lidt mere at tage sig til. Din mor har aldrig kunnet holde sig i ro. Altid gang i den.
– Hun må have ondt i ryggen nu! lød Klaras stemme, og Tekla skyndte sig at gøre sig færdig. Egon var hjemme, og hun måtte hjem.
Hun satte gryden med frisk nudelsuppe på bordet sammen med mælk til børnene og gik, uden at sige ordentlig farvel. Orkede ikke mere den dag.
Tekla havde troet, hun var kommet over Egon, men nej hun blev bange. Nu var han ikke længere den unge fyr, der trak hende i fletningen over plankeværket. Og hun var heller ikke den generte pige mere. De var blevet voksne. Klogere? Måske. Men i hvert fald forandrede.
To dage senere sagde Klara til Signe, der kom humpende på besøg, at hun ville have sønnen til at bringe hende på plejehjem.
Signe blev så vred, at hun ikke engang blev for at høre slutningen. Humpede ud på trappen, kaldte på Egon, spyttede for fødderne af ham og gik hjem til sig selv. Ville hverken se eller høre ham! Selv Tekla kunne ikke få et ord indført.
– Der er ikke noget at undskylde ham for! Hvad er det for et menneske, der sender egen mor ja, nærmest på lossepladsen Signe brød tilsidst sammen i gråd.
Tekla fór ud i entreen i sin gamle slåbrok, trak gummistøvlerne på og stormede over til naboen.
– Egon! Egon! Hvor er du? råbte hun og trak døren op. Rystende, rasende og smuk som forårssolen. Hvad forestiller du dig? Jeg giver ikke tante Klara fra mig! Glem det! Du kan tage hjem, hvis du vil vi klarer os. For mig gør det ingen forskel, om jeg passer en eller to. Vi sætter en seng mere ind! Og det er det hele! Dig dig kunne jeg …
Hun tav, da hun så Klara le højt, tørre tårerne, mens Egon smilede.
– Nu tager du skraldet, Tekla! Klara smilede. Han har aldrig villet sætte mig på plejehjem! Det var mig, der bad om det. Jeg ville ikke være en byrde. Signe nåede bare ikke at høre det til ende og blev gal!
– Jeg bliver her, Tekla. Hvor skulle jeg tage hen?
– Ja? Tekla kiggede tøvende på den pakkede taske og spurgte og hvad så med alt det der?
– Jeg skal jo lige hjem engang, ordne arbejde, tage afslutning og hente mine ting. Men børnene bliver her sygeplejersken har lovet at holde øje med mor så længe.
Og her viste Tekla sit sande jeg.
Hun gik hen til Egon, så ham i øjnene og sagde bestemt:
– Børnene bliver her! Jeg passer dem. Og jeg venter på dig. Fatter du?
– Jeg fatter … Egon kiggede, som om han så hende for første gang. Hvordan kunne jeg overse dig? Hvordan har jeg ikke set det før?
– Få dig nogle nye briller i byen. Man ved aldrig… Tekla løftede pigen op, der omfavnede hendes ben. Kom, vi skal op til bedstemor Signe? Hun har sat dej over til boller. Kan I lide det? Godt!
År senere stod Egon på trappen, først med Klara, og derefter med svigermor.
– Kom så, mødre! Her er de fine lænestole, jeg har slæbt hjem fra byen!
Vil I sidde? Eller ligge? Alt sammen på terrassen. Skønt!
Egon hjalp moren varsomt på plads, lyttede og sagde:
– Nu vågner de små! Tekla er ikke kommet hjem endnu. Jeg må se, hvad der er i vejen.
– Kommer Tekla snart?
– Hun har sidste eksamen i dag. Hun sagde, hun ville være blandt de første fem, så det varer ikke længe.
En bil bremsede ved lågen, og børnene, der havde plukket kirsebær til bedste Signes syltetøj, styrtede ned ad træet og råbte:
– Mor! Mor er hjemme!
Tekla, ikke længere en genert pige, men en stærk kvinde, åbnede favnen, greb sit forvirrede held og blinkede til sin mand:
– Fem!
– Ja, det skulle jeg nok have vidst! Egon smilede og gik ind.
Tvillingerne ja, de havde arvet mors ro, men utålmodigheden fra ham. De kunne ikke lide at vente.
De er da nogle rigtige slikpapir!
