Åh, mor, du steger fisk igen, siger Anneli og kigger ind i køkkenet. Jeg har både åbnet vinduerne og tændt emhætten, svarer Karen.
De sidste fire måneder, siden Anneli flyttede hjem til moren, undskylder Karen flere gange om dagen. Aftensmaden er for salt, eller hun har lagt tøjet det forkerte sted. Eller tvet i Annelis værelse står for højt.
Karen lægger knap mærke til, hvordan hun efterhånden går på tær i sit eget hjem. Hun forsøger at gøre alting lydløst og diskret for ikke at forstyrre datteren og svigersønnen. I starten virkede det til at gå fint…
Efter brylluppet beslutter Anneli og hendes mand at flytte ud for sig selv. De lejer en lejlighed i København. De besøger Karen i weekenden. Det giver god mening de har jobs og deres egne liv.
En dag føler Karen sig skidt tilpas. Naboen ringer efter ambulance. Om få minutter kommer Anneli også. Da Anneli bliver udskrevet fra hospitalet, siger hun til sin mor: Vi har planlagt en overraskelse til dig. Jeg tror, du vil kunne lide det. Du opdager det hjemme.
Karen træder ind i sin lejlighed og ser straks nogle tasker i gangen. Vi har snakket sammen, og vi har besluttet at flytte ind hos dig fra nu af. Så kan vi tage os af dig.
Karen bliver overrasket over børnene. I starten passer Anneli virkelig godt på sin mor. Hun gør rent, laver mad, stryger tøj. Men efter to måneder glemmer datteren hvorfor hun kom. Karen bliver rask igen og begynder at klare tingene selv. Så mens børnene er på arbejde, vasker hun op og gør rent. Flere gange beder Anneli sin mor om at tage det roligt, men Karen forsikrer hende om at hun har det fint.
Anneli og hendes mand opdager hurtigt alle fordelene ved at bo med moren. Ingen husleje. Hjemmet er rent og maden står klar.
Mor, vi får gæster i aften. Hvorfor går du ikke over til naboen og får en kop te? Så hygger vi os uden at du bliver ked af det, siger Anneli en dag.
Karen har ikke lyst til at gå ud om aftenen. Naboen går tidligt i seng. Det er lunt udenfor, så hun beslutter sig for at tage en lille tur omkring bygningen og få lidt frisk luft. Tiden går, og gæsterne ser ikke ud til at ville tage hjem. Karen ønsker bare at lægge sig, men vælger at vente til Anneli inviterer hende ind igen.
En nabo, Frank med sin hund, kommer ud. Efter en halv time kommer han tilbage, og Karen sidder stadig på bænken. Undskyld, har du det godt? spørger Frank. Ja tak, jeg vil bare ikke forstyrre gæsterne, svarer hun. Du kender mig måske jeg bor i stuen. Ja, jeg husker dig, siger Karen.
De har mødt hinanden før, men aldrig snakket. Franks kone er død for nylig. Børnene bor et andet sted. Kom med op, så får vi en kop te. Jeg orker ikke at gå tidligt i seng, og det bliver køligt nu. Ring til Anneli og fortæl hende, du er hos mig en stund. Karen ringer til datteren, men der bliver ikke svaret. Tilsyneladende har hun travlt. Lad os gå, siger Karen.
De drikker te og snakker længe. Pludselig ringer Anneli: Mor, hvor er du? Gæsterne er for længst taget hjem. Vi går i seng nu, men du er ikke kommet hjem endnu.
Datterens stemme lyder lige så frustreret som altid. Karen forstår ikke, hvad hun nu har gjort forkert. Hun gør sig klar til at gå hjem. Frank følger hende ned til døren.
Det er ikke ligefrem to etager, jeg skal op, siger Karen. Jeg følger dig op så har jeg det bedre, siger Frank.
Siden da besøger Karen sin nabo tit. De drikker te sammen eller laver lidt mad.
Nogle gange laver Frank selv mad efter egne opskrifter. En dag er Karen igen hjemme hos Frank. Det er svigersønnens fødselsdag og huset er fuldt af gæster hos børnene. Her er så roligt og hyggeligt, siger Karen til Frank. Du kan blive hos mig for altid, hvis du vil, tilbyder Frank. Hans blik fortæller tydeligt, han mener det. Det tænker jeg over, siger Karen med et smil men hun ved godt, hun kommer til at sige ja.
