For længe siden, i en lille by i Jylland, boede der en ung kvinde ved navn Mette Sørensen. Hun var dybt forelsket i en mand, der hed Henrik Pedersen, og betragtede ham som den ideelle partner. Mette drømte om at gifte sig med Henrik, men hendes far, Poul Sørensen, kunne slet ikke acceptere hendes valg. Moderen, Birgitte, derimod, blev blød om hjertet, da Henrik under deres første møde dukkede op med en overdådig buket markblomster.
Trods moderens varme blev Mettes far ved med at være skeptisk overfor Henrik. Han havde lagt mærke til, at selvom Henrik havde inviteret Mette ud at spise på Café Norden inde i Aarhus, endte hun selv med at betale sin del, fordi Henrik påstod, han ikke havde penge nok på dankortet. Ydermere var Henrik arbejdsløs, og sagde ganske vist, han ledte efter arbejde, men noget fast job kunne han ikke skaffe.
Alligevel friede Henrik til Mette, og hun sagde ja. Med stor hjælp fra hendes mor lykkedes det også at få farens velsignelse, selvom Poul advarede sin datter: Hun ville stå med hele det økonomiske ansvar, for Henrik ville næppe nogensinde kunne forsørge dem. Det blev gjort meget klart, at Poul ikke ville støtte svigersønnen økonomisk.
På trods af alle advarslerne gik Mette alligevel videre med brylluppet. Faderen indvilligede i at betale for halvdelen af bilen og hjælpe til med huslejen i den første tid. Mettes veninder var grønne af misundelse over den støtte, hun modtog hjemmefra. De første to måneder efter vielsen forløb stille og roligt, men snart begyndte de første skygger at kaste sig ind over deres tilværelse. Henrik fandt fortsat ikke arbejde, og ganske som faderen havde forudset, måtte Mette blive familiens forsørger.
En dag foreslog Mettes svigermor, Kirsten, at Poul kunne overveje at ansætte Henrik på sit stålværksted. Mette bragte forslaget videre, og Poul sagde modvilligt ja og ansatte Henrik som hjælper i værkstedet. Efter blot ti dage gav Henrik dog op. Han kunne ikke holde ud at lave så fysisk hårdt og beskidt arbejde. I stedet beklagede han sig til Mette over, at hendes far ydmygede ham ved kun at tilbyde simple jobs Henrik mente, han var født til at være leder.
Mette søgte igen råd hos sin far, der spurgte ind til Henriks erfaringer og uddannelse. Det viste sig, at Henrik aldrig havde færdiggjort sine studier på universitetet; han påstod, lærerne havde behandlet ham uretfærdigt. Han forestillede sig stadig, at han kunne få en lederstilling uden hverken uddannelse eller erfaring.
Poul kunne ikke skjule sin vrede. Han forklarede Mette, at man ikke bare træder ind i et cheflokale uden hårdt arbejde og tålmodighed. Han nægtede at løfte Henrik op i en ledende stilling og gentog, at den slags tager år at opnå. Endnu engang advarede han sin datter mod at sætte al sin lid til Henrik, men Mette ville ikke høre ham.
Senere, da Henrik ikke kunne skjule sandheden længere, indrømmede han overfor Mette, at han slet ikke elskede hende. Hele ægteskabet havde bare været en bekvem aftale for ham, et midlertidigt arrangement. Han antydede endda, at han overvejede skilsmisse, og bad hende være klar til at splitte deres fælles ejendele. Men her blev han snydt, for Poul havde for længst forudset denne udvikling og havde fået lejligheden skrevet i sit eget navn, så hverken Mette eller Henrik kunne miste taget over hovedet.
Sådan mindes vi nu den tid, hvor unge hjerter stred mod de ældres fornuft og hvor faderlig omtanke viste sig stærkere end både forelskelse og falske forhåbninger.
