Nå, lyt engangdu ved den slags fortællinger, som virkelig rører noget dybt i dig? Jeg tænker tit på Ingrid, en kvinde på 67, som altid fastholdt sin daglige rutine med en gåtur i Fælledparken. Men netop den dag sad sorgen virkelig fast i hende, da minderne fra tidligere år dukkede op. Dengang var alting godt, familien trives, og hun følte sig heldig. Men intet varer evigtén dag vendte alt. Hendes søn, der ellers var godt på vej med karrieren i København, druknede pludselig under omstændigheder, der stadig er indhyllet i mystik. Den besked knuste hende fuldstændigt.
Efter ulykken blev hendes mand, Poul, aldrig rigtig sig selv igen. Sorgen sled ham op, han trak sig ind i sig selv, forsvandt tit hjemmefra og efter lidt tid var han også vækdøde i et tragisk trafikuheld. Så stod Ingrid tilbage, kun 50 år, nu enke og uden nogen nærmeste familie.
Økonomisk klarede hun sig egentlig fint på sin folkepension, men ensomheden sneg sig ind i hendes liv. Heldigvis boede der en dreng, Mads, henne på vejen, som ofte kom forbi og bragte lidt liv i huset.
Så var der den dag, hvor hun kom gående hjem fra parken og opdagede en ambulance holdt henne ved sin indkørsel. Der stod en flok mennesker og så bekymrede ud, og midt i det hele spottede hun Mads, der grædende stod ved sin mors båre og bad hende vågne op. Betjenten på stedet kaldte på nogen, så Mads kunne komme væk fra scenen, men straks trådte Ingrid frem og tilbød at tage Mads med sig hjem. Politiet noterede hendes navn og fortalte, at de sociale myndigheder snart ville tage affære.
En hel måned gik, før kommunen kom for at få styr på det hele, og i mellemtiden var Mads og Ingrid næsten blevet familie. Hun lavede frikadeller til ham, sang godnatsange inden sengetid, og hun mærkede for alvor den varme, som hun havde manglet så længe. Da sagsbehandleren endelig kom, fortalte hun dem, at hun ville gøre alt for at beholde ham, men reglerne og hendes alder stod klart i vejenmyndighederne mente, det ville blive vanskeligt at få godkendt.
Men, altså, uanset hvor svære ordene fra kommunen lød, så kunne Ingrid bare mærke, at tanken om ikke at have Mads hos sig igen ville vælte hende fuldstændigt. Hun vidste bare, at uanset hvad, så skulle hun kæmpe for, at Mads fik et trygt hjem hos henderesten af livet ville aldrig blive det samme uden ham.
