Jeg har altid set mig selv som en ordentlig og hjælpsom fyr, en der aldrig har været grådig. Hvis jeg ser nogen, der mangler noget, og jeg har muligheden for at hjælpe, så gør jeg det uden at tøve. Det ligger mig naturligt man må hjælpe hinanden, som vi ofte siger herhjemme.
Forleden besluttede jeg mig så for at give min jakke væk. Den lå bare der i skabet, og jeg havde kun haft den på et par gange. Den var ellers købt for en pæn sum kroner, men det føltes forkert bare at lade den samle støv, når nogen måske virkelig havde brug for den især nu hvor vinteren nærmer sig.
Jeg lagde derfor en besked op i en af de lokale Facebook-grupper her i København. Det varede ikke længe, før en kvinde skrev privat til mig og spurgte, om hun måtte få jakken. Vi aftalte at mødes klokken 21.
Men klokken var allerede blevet midnat, da det pludselig ringede på døren. Jeg gik ud i opgangen og spurgte, hvem det var. “Det er mig med jakken! Vi skulle have mødtes ni, men nu er den altså blevet tolv. Tror du ikke, folk sover på dette tidspunkt? Kan vi tage den i morgen i stedet?”
Men kvinden insisterede: “Nej, jeg skal have den i dag!”
Hun virkede næsten vred. Alligevel besluttede jeg at tage jakken med ned til hende. Da jeg rakte hende jakken, sagde hun straks: “Nej, jeg skal altså prøve den først, og det kan jeg ikke stå herude på gaden og gøre. Må jeg ikke lige komme op?”
Jeg svarede, at mine børn lå og sov, så det gik ikke. “Nå, men så tager jeg den altså bare med mig op i elevatoren.”
Hun snappede jakken ud af hånden på mig og forsvandt uden engang at sige tak.
På trods af alt gav jeg hende altså jakken. Men sådan en frækhed har jeg godt nok sjældent oplevet før. Efter det besluttede jeg mig for, at jeg nok ikke bare lige kaster mig ud i at give ting væk igen. Det er, som om folk slet ikke værdsætter det og så lærer man jo, at grænser også er vigtige, selv når man gerne vil hjælpe.
