Klavs Christensdatter var stolt over, at hendes datter var kommet ind på teknisk skole i byen. Det var ligegyldigt, at hun måtte sælge deres elskede ko for at få det til at ske. Det vigtigste var at sikre, at hendes datters fremtid blev meget bedre end hendes egen trøstesløse ungdom, der blev brugt i mudderet som malkepige.
Ilona studerede ikke vildt godt, men kom ind på en simpel linje, som samlede alle og enhver for at fylde holdet op. Men det var ikke så vigtigt. Det vigtigste var, at datteren nok skulle få succes, blive en respekteret person, finde en bydreng og skabe en harmonisk familie.
Klavs Christensdatter var sikker på, at hendes datter ville få et anderledes liv end hendes eget. Hun skulle undgå moderens skæbne og ikke gifte sig med en uskikkelig mand, der ville ødelægge hendes liv.
I starten besøgte moren byen hver uge med poser fyldt med madvarer, men Ilona forklarede hende, at folk grinede af hende, og at det i byen var bedre at give penge i stedet. Moren indvilligede i at ændre besøgsrutinen, så Ilona kun behøvede at besøge landsbyen en gang imellem. Normalt kom hun en gang om måneden for at få penge, men ville straks rejse hjem igen.
En aften mødte Ilona Peter i en gruppe af piger og drenge, der hang ud i byens park. Han fangede hendes interesse, men mest fordi han virkede som en, der var let at få på kroge. Det var vigtigt at have en kæreste, både for at følge normen og for ikke at falde udenfor.
For Peter var det samme. Det var vigtigt at kunne prale blandt sine venner om sin kæreste, selvom det i virkeligheden ikke var dybe følelser mellem dem. De drømte om fremtiden, røg om aftenen og forestillede sig, at de blev direktører på virksomheder, med masser af kvinder omkring sig.
En uventet drejning skete i Ilonas liv. Hun fandt ud af, hun var gravid i fjerde måned – for sent til abort. Dét ændrede alt. Hun skulle sige farvel til bylivet og vende hjem til moderens kedelige hverdag.
Peter forsvandt hurtigt ud af billedet. Det var ikke hans problem, tænkte han, for han bar ikke barnet. Han stoppede med at se Ilona, og hun fortsatte med at besøge landsbyen uden at afsløre noget.
Barnet, en søn, blev født sund og rask. Ilona følte ingen tilknytning, skønt personalet på hospitalet gjorde hvad de kunne for at få hende til at tage ansvaret. Hun valgte at skrive under på en erklæring om, at hun frasagde sig moderrollen lige inden hun blev udskrevet.
Klavs Christensdatter fandt aldrig ud af, at hun havde en barnebarn. Ilona bevarede hemmeligheden og bildte sig ind, at hun blot var for ung til at kunne opfostre et barn.
Ti år gik, men tankerne om hendes søn forsvandt aldrig. Hun kunne aldrig glemme ham, skønt hun prøvede med alkohol og skiftende partnere. Hun forsøgte endda at finde sin søn, da hun fik tildelt et værelse gennem sit arbejde på et bageri.
Men hun blev skuffet. Drengen var blevet adopteret som spæd. Direktørens kontor var ikke imødekommende over for Ilonas anmodninger.
Ilona endte med at gifte sig med Jens, der altid pralede af sin egen lejlighed. Men alle hendes drømme om et bedre liv forblev uopfyldte. En dag blev Jens indlagt på hospitalet. Hun var alene hjemme og kiggede ud, fuld af selvmedlidenhed over sin uforløste drøm om lykke.
En aften bankede det på døren. En ung mand stod foran hende, en der lignede hendes søn, nu 25 år gammel.
“Er du Ilona Christensdatter?” spurgte han.
“Ja,” svarede hun nervøst.
Han introducerede sig som Erik og fortalte, hvordan han havde haft en god opvækst og var nysgerrig efter at møde sin biologiske mor. Han søgte ingen penge eller undskyldninger, han ville blot se hende, takke hende og forsikre hende om, at han havde haft et godt liv.
Da han gik, efterlod han hende med en underlig følelse af lettelse og smerte. Det hele ramte hende først rigtigt den nat, da hun græd. Men som altid var hendes medfølelse rettet mod sig selv, ikke den søn, hun havde givet væk.
