Moderen holdt sin lille datters hånd fast, da de trådte ind i den lokale dyrenes beskyttelse. Morgenlyset strømmede ind gennem de store vinduer og belyste de lange rækker af bure, hvorfra håbefulde øjne fulgte de besøgende. Luften var fyldt med lydene fra stedet gøen, jamrende miav, raslen af halm og kløer mod betongulvet.
“Kom så, skat,” smilede Moderen varmt. “Skal vi vælge en ny ven?”
Mille nikkede, og hendes øjne lyste af glæde. Hun havde drømt om en egen hund i lang tid, dag efter dag stirret ud ad vinduet, når børnene i nabolaget legede med deres kæledyr.
I Moderens fantasi havde denne dag set helt anderledes ud. Hun havde forestillet sig, de ville vælge en nuttet hvalp en golden retriever eller en munter labrador der kunne vokse op sammen med Mille. Lydig, sund, smuk den perfekte familiehund.
De da de gik forbi de legesyge hvalpe, de elegante voksne hunde og de lodne killinger, lod Mille ikke til at lægge mærke til dem.
Pludselig stoppede hun op, som om hun var frosset fast til gulvet.
I den bagerste krog, halvt skjult i skygge, lå en hund, hvis udseende fik Moderens ansigt ufrivilligt at fortrakke sig. En staffordshire terrier i elendig forfatning filtret pels, betændt hud, udmattet krop. Den vendte sig mod væggen, som om den skammede sig over sit udseende.
“Mille, kom nu,” sagde Moderen hurtigt. “Se, der er så mange nuttede hvalpe derovre.”
Men pigen pressede næsen mod burets tremmer.
“Mor, hvad er der med ham? Er han syg?” hviskede hun.
“Ja, skat, han er syg,” sukkede en medarbejder fra dyrehjemmet. “Det her er Buster. Han har været her i over et halvt år. Men…” Manden tav, han fuldførte ikke sætningen.
Moderen rynkede panden. For hende var staffordshire terriere altid symboler på aggression og fare. Og denne var oven i købet syg. Hvad nu, hvis den var smitsom? Hvad nu, hvis den var uforudsigelig?
“Mille, kom nu,” sagde hun mere bestemt. “Der er mange andre hunde her.”
Men pigen satte sig ned foran buret, som om hun var vokset fast i gulvet.
“Ham vil jeg have,” sagde hun beslutsomt.
“Hvad? Mille, nej, det er umuligt. Se bare på ham han er meget syg. Og desuden er staffordshire terriere farlige.”
Medarbejderen, der præsenterede sig som Jakob, rystede sørgmodigt på hovedet.
“Buster er ikke ond. Han er bare… knust. Han blev smidt ud som hvalp, fordi han var ‘grim’ sammenlignet med de andre. De fandt ham syg, med infektioner. En familie adopterede ham, men gav ham tilbage efter et par uger de sagde, han var for apatisk.”
Moderen mærkede, hvordan hendes hjerte kæmpede mellem medlidenhed og fornuft. Derhjemme ventede et lille barn, ro og hygge. Hvorfor skulle de bringe så mange problemer med sig?
“Hans hud er i dårlig stand, han skal opereres, og det bliver meget dyrt,” fortsatte Jakob. “Dyrehjemmet har ikke råd til det. Hvis ingen adopterer ham inden næste måned…” Han tav.
“Han bliver aflivet,” hviskede Moderen næsten uhørligt.
“Desværre, ja.”
Mille forblev siddende foran buret og lod ikke blikket slippe hunden.
“Vovse,” kaldte hun blidt. “Vovse, se på mig.”
Ingen reaktion.
“Jeg hedder Mille. Hvad hedder du?”
Moderen var lige ved at tage sin datter i hånden og gå, men noget stoppede hende.
“Han hedder Buster,” sagde hun.
“Buster,” gentog pigen. “Det er et smukt navn. Buster, vil du være min ven?”
Og pludselig skete det utænkelige. Hunden løftede langsomt hovedet og mødte Milles blik. I hans øjne lå en sorg så dyb, at Moderens hjerte snørede sig sammen af smerte.
“Må jeg kæle ham?” spurgte pigen.
“Jeg ved ikke…” tøvede Jakob. “Han er bange for mennesker, han lader ikke nogen komme tæt på.”
“Prøver vi?” Hendes stemme var så ærlig, at det var umuligt at sige nej.
Jakob åbnede forsigtigt buret. Lyden af låsen fik Buster til at krølle sig sammen i hjørnet og hvine svagt.
“Mille, nej!” råbte Moderen.
Men pigen var allerede trådt ind. Hun knælede midt i buret og rakte sin lille hånd ud mod hunden.
“Vær ikke bange, Buster,” hviskede hun med sin spinkle stemme. “Jeg vil ikke gøre dig ondt, jeg vil bare være din ven.”
Hunden iagttog hende omhyggeligt i flere minutter. Så, skridt for skridt, meget forsigtigt, krøb han nærmere. Han snusede til hendes hånd i lang tid, før han til sidst forsigtigt slikkede den.
Mille brast i latter af ren glæde.
“Mor, se! Han gav mig et kys!”
Noget ændrede sig i Moderens hjerte. For første gang i måneder lyste der en gnist af håb i hundens øjne. Han så så blidt på pigen, som om han var bange for at gøre hende ondt, og slikkede igen hendes hånd.
“Mor,” sagde Mille alvorligt, mens hun kælede Busters hoved, “han er så trist. Han har brug for en familie.”
“Jeg har aldrig set ham sådan,” sagde Jakob forbløffet. “Se! Han smiler! Han smiler virkelig!”
Og det gjorde han. Hans udtryk lyste op indefra. Halen begyndte at logre, og hans øjne bar ikke længere spor af sorg eller smerte.
“Men han er syg,” sukkede Moderen. “Og behandlingen bliver meget dyr…”
“Jeg betaler,” sagde hun pludselig, overrasket over sine egne ord. “Helt selv.”
Jakob smilede bredt.
“Der er kun et ‘men’. Ifølge reglerne skal dyr gennemføre hele behandlingen, før de kan adopteres.”
Moderen nikkede, forståeligt nok. Men kun få dage senere ringede telefonen.
“Moderen?” Jakobs stemme lød bekymret. “Kan du komme? Buster… han vil ikke spise, han hyler hele tiden. Vi tror, han savner din datter.”
“Vi er på vej,” svarede Moderen uden tøven.
På dyrehjemmet lå hunden livløst i hjørnet og stirrede på væggen. Men da han så Mille, var det som om han genvandt livet han sprang op, logrede med halen og hylte af glæde.
“Buster!” råbte pigen og klamrede sig til tremmerne. “Jeg har savnet dig!”
“Tag ham med hjem,” sagde Jakob bestemt. “Det er en undtagelse, men han har det bedre hos jer end her. Behandlingen kan fortsætte på en privat klinik.”
Derhjemme krø
