Min mor holdt hende tæt ind til sig, kyssede hende og tænkte: Hvem mon hun ligner? Og sukkede dybt. Venner og bekendte spurgte det samme. Måske havde nogen sået tvivl hos min far, måske havde min mor fået mistanke om noget, eller måske begyndte Villy selv at tvivle på sin kones troskab, for en dag kom han hjem fra arbejde med et mørkt blik.
Villy, hvad gør vi? Det er ellers tidligt. Agnes er kun lige fyldt to, vi har lige vænnet hende fra bleerne. Og jeg er slet ikke færdig med at komme mig endnu, sagde Katrine, tydeligt bekymret. Jeg hopper direkte fra én barsel til en anden. Agnes er stadig lille, hun vil gerne op på armen. Hvordan skal jeg bære hende, når maven vokser?
Vi bliver fire, og du arbejder jo alene. Skulle vi vente med det næste barn? spurgte Katrine forsigtigt.
Hvad er det, du tænker på? Glem det, svarede Villy strengt. Undskyld, jeg burde ikke have… men vi klarer den, fortsatte han blødere. Jeg må tage noget ekstraarbejde.
Hvis det bliver en pige igen, så er det let. Der er masser af tøj fra Agnes. Vi behøver end ikke købe ny barnevogn.
De bliver jævnaldrende, kommer nok til at lege godt sammen. Og hvis det bliver en dreng… Villy grinede lidt, så søger jeg bare om en større lejlighed.
Så var beslutningen taget. Katrine elskede og forkælede Agnes; hun var jo det førstefødte, længselsfulde barn. Hun kunne ikke lade være med at tage hende op, knuge hende til sig og kysse hende, selv da hun blev mere synlig gravid.
Hun håbede i sit stille sind, at hun alligevel ikke fuldførte denne graviditet, at det måske ikke skulle blive til noget, selvom hun aldrig ville indrømme det overfor sig selv.
Men naturen ville det anderledes. Alt gik let, og til tiden blev der født endnu en pige i familien Mikkelsen.
Da hun første gang fik hende op til amning, blev Katrine lidt forvirret over det lyse dun på pigens hoved. Både hun og Villy havde mørkt hår.
Agnes var også født med sort hår, som blev lidt lysere med tiden måske ville det omvendte ske nu, tænkte Katrine.
Barnets blå øjne og lys hud vakte beundring hos alle, som så hende. Forældrene valgte hurtigt et navn: Rigmor. Det var et sjældent navn, og nu havde søstrene de samme initialer. Forældrene fandt trøst i det.
Det kunne ingen forklare, hvordan to så forskellige piger kunne være født i samme familie. Rigmor lignede hverken søsteren eller forældrene.
Og jo ældre hun blev, des tydeligere blev forskellen det var næsten, som var hun blæst ind fra fremmede himmelstrøg.
Med tiden blev hendes hår en smule mørkere, til et lys leverpostej. Hun var rolig og rund, kiggede nysgerrigt på verden med sine blå øjne.
Mor holdt hende tæt til sig, kyssede hende og tænkte: Hvem mon hun ligner? Og sukkede igen. Bekendte spurgte nøjagtig det samme.
En dag, hvor Villy kom hjem og så særligt mørk ud, var det som om hans tvivl var vokset sig større. Han var stille længe, hvilket fik Katrine til at frygte det værste, og til sidst kom der påstande om utroskab.
Han mindede sig selv om, at der havde været en flot, lyshåret mand, som tidligere havde gjort kur til Katrine. Måske havde hun været sammen med ham? Eller måske var børnene blevet forbyttet på hospitalet det sker, men sjældent.
Jeg har ikke været dig utro med nogen, sagde Katrine grædende og følte sig såret over sin mands uretfærdige mistro.
Skænderierne kom dagligt. Truslen om skilsmisse voksede. Katrine besluttede at gå og begyndte at pakke sine ting. Først dér blev Villy ræd.
Han elskede sin kone. Hvis hun gik, ville hun tage børnene, og han ville blive ensom. Han ville bare kende sandheden.
Det var flovt hele tiden at høre: Hvem mon hun ligner? Slet ikke mor eller far…
Villy syntes, han nærmest kunne mærke, alle så hans gevir.
Han overtale Katrine til at blive, men erklærede, han ville have lavet en faderskabstest. Katrine græd endnu mere.
Hvordan skal jeg blive, når du ikke tror på mig? Du må hellere teste Agnes også måske er hun heller ikke din. Lad os bare gå hver til sit.
Villy tog selv prøve af Rigmors mund og aflagde hår fra Agnes, afleverede det alt sammen på laboratoriet.
Han spurgte gentagne gange, om det var muligt, at prøverne kunne forbyttes, om testene kunne give fejl. Han blev forsikret om, at det var umuligt. Villy fandt først da en smule ro.
Pigerne hørte skænderierne. Rigmor var fire år, men også hun forstod, at forældrene skændtes på grund af hende.
Og Agnes sagde direkte:
Du er ikke min søster, du blev fundet på gaden. Det er din skyld, mor og far skændes og skal skilles.
Rigmor begyndte at græde. Selv mor, der tog pigen op, kunne længe ikke trøste hende.
Agnes gik og tænkte på, hvordan hun kunne slippe af med søsteren. Hvis hun ikke var der, ville forældrene ikke skændes.
En dag gik mor i Brugsen og blev længe væk, og far var på arbejde. Agnes klædte Rigmor på og spurgte, om de ikke skulle gå ud at lege, og førte søsteren langt væk fra hjemmet.
Da Katrine kom hjem og ikke kunne finde pigerne, styrtede hun ud. De var ikke i gården. En nabo havde set dem forlade opgangen, men hun havde travlt hjem til Matador, så hun tænkte ikke nærmere over det.
Halfjstående af rædsel løb mor rundt mellem boligblokkene og ledte. Villy kom hjem og hjalp til, men pigerne forblev væk.
Så ringede de til politiet. En time senere var begge piger fundet. Først Rigmor en kvinde ringede, og fortalte, der sad en lille pige og græd alene i en gård. Kort efter fandt de også Agnes, der var faret vild i mørket.
Forældrene blev så lettede, at de ikke engang skældte på pigerne. Og Agnes sagde ikke, at det var hendes plan at miste søsteren.
Skænderierne startede snart igen.
Hvordan kunne du lade pigerne være alene hjemme! råbte Villy anklagende.
Du er jo aldrig hjemme, svarede Katrine.
Tænk hvis de var gået galt i byen, eller blevet taget af nogen…
Endelig kom svarene fra laboratoriet Villy var far til begge piger. Der var ingen utroskab.
Man forklarede ham, at det bare var gamle, skjulte gener, der en sjælden gang kan give sådan et barn. Det er som om fortidens synder kommer igen.
Slowt gik freden ind i huset igen. Men Rigmor følte sig stadig udenfor.
Søstrene holdt ikke af hinanden. Agnes bevarede sin uvilje. Når de skændtes, spiddede hun Rigmor med: Du er ikke engang min rigtige søster. Jeg får alt nyt tøj, du må gå i mit gamle, for du er ikke en af os.
Rigmor græd, men sladrede aldrig til mor. Agnes fik hende altid i fedtefadet lavede ballade og skød skylden på lillesøsteren.
Hvem ligner du dog? Se på Agnes så stille og rolig, aldrig ballade sukkede mor.
Efter det besluttede Rigmor, at det var meningsløst at beklage sig. Mor elskede kun Agnes.
Rigmor satte sig i krogen, lukkede øjnene. Hun bildte sig ind, at hvis hun ikke kunne se mor eller værelset, var hun her slet ikke.
Sådan gemte hun sig for mors bebrejdelser og søsterens grimme ord.
Agnes tog studentereksamen først, men ville ikke læse videre. Hvorfor skulle en smuk pige tage en uddannelse?
Til dans mødte hun en fyr og blev hurtigt gift. Han havde sin egen lejlighed og arbejdede i firmaet sammen med sin far, hvor de solgte brugte biler.
Mor holdt selvfølgelig af Rigmor, men uden at vide det selv, sammenlignede hun altid, og det var aldrig til Rigmors fordel. Agnes barndomsord sad fast i hovedet: hun gik jo altid i Agnes aflagte tøj.
Se bare, hvor godt Agnes har klaret sig. Lær noget af hende. Du sidder altid og drømmer eller tegner. Gå da ud, sagde mor.
Da Rigmor gik i 3.g, begyndte en dreng at vise hende interesse. Hun var så hungrende efter kærlighed, at hun hurtigt åbede sig for følelserne.
Hun opdagede sent, at hun var gravid, og blev ræd. Drengen holdt af hende og besluttede sig for at tage ansvar; sådan blev forholdet offentligt.
Hans mor dukkede op hos familien Mikkelsen for at overtale dem til at få Rigmor til at afbryde graviditeten hendes søn skulle ikke have et barn.
Men far trådte uventet til datterens forsvar. Måske var det hans måde at gøre skaden god. Hun skal føde, sagde han. Hun har lidt nok. Synes I ikke om det, så klarer vi det uden jer.
Drengen blev sendt til familie i Aarhus for at færdiggøre gymnasiet dér, og Rigmor blev ramt af første bølge af fordomme. Hun kom på hjemmeundervisning.
På skolen forsøgte de at tie historien ihjel, så den ikke skulle komme hele vejen til forvaltningen, hvor lærerne slugte ansvaret for manglende opsyn.
Hun tog alle eksamener hjemme, overvåget af lærere. Det skulle ikke vække opsigt, at en gravid elev var blandt de øvrige.
Engelsklæreren syntes synd for hende og hjalp; Rigmor fik topkarakter. Men hvad skulle hun bruge det til? Nu skulle hun gå hjemme med barnet.
Snart døde Villy han arbejdede for meget og følte livet var for tynget. Hjertet holdt ikke til sidst.
Han lagde sig efter arbejde for at hvile ved fjernsynet og forlod denne verden i søvne. Mor fandt ham til aftensmaden, han var endnu varm.
Gråd og råb fyldte lejligheden, ambulancen kom, derpå rustvognen. Af stress fik Rigmor for tidlige veer.
På dagen hvor hendes far forlod livet, fødte hun en dreng med samme lyse dun og blå øjne som hende selv.
Hun kom ikke med til begravelsen, men lå på barselsgangen. Ved udskrivelsen var mor nærmest sort af sorg. Hjemme bemærkede hun, at det var Rigmor, der havde bragt ulykke hun havde altid kun givet problemer, men elskede dog barnebarnet.
“Man kan jo ikke andet end elske sådan en dejlig, lys dreng. Men nu vil ingen tage dig til kone, min pige,” sagde mor.
Jeg har heller ikke brug for nogen. Min egen far tvivlede, fremmede vil slet ikke kunne elske min søn, svarede Rigmor.
Drengen voksede op, klog og rolig langt over sin alder. Fem år gammel greb Agnes ind igen.
I modsætning til søsteren havde Agnes aldrig fået et barn. Hendes svigerforældre længtes efter et barnebarn, en arving. Snart begyndte manden at være hende utro, og Agnes blev, hvor skulle hun ellers hen? Hjem til mor, sammen med Rigmor og drengen?
Nu besluttede Agnes at skille sig af med søsteren på en mere snedig måde nu hvor Rigmor var voksen, kunne hun ikke bare føres væk. Hun måtte giftes af.
Hjemme kom ofte en datatekniker, ung, flot og ugift. Agnes havde selv overvejet at prøve lykken, som hævn over manden, men teknikeren afviste hende hårdt.
Så besluttede hun at parre ham med søsteren. Hun sendte tekniker-besked og sagde, han skulle mødes med hende på en café, og fortalte Rigmor, at hun ville præsentere en mulig kæreste for hende nu var det på tide, hun ikke var alene, drengen havde brug for en far.
Agnes regnede med, han hurtigt ville afvise Rigmor, og så ville alt falde til Agnes fordel.
Rigmor tog sin pæneste kjole på og satte håret, men tog ikke make-up på for at vise sit sande jeg.
I caféen genkendte hun ham straks. Han sad alene med sin telefon.
Er du Martin? spurgte Rigmor.
Ja, hvem er du?
Jeg er Agnes søster. Rigmor.
Han blev overrasket, men inviterede hende på kaffe.
Her har de gode kager, skal vi smage? spurgte han.
Hvordan ved du det?
Jeg inviterer tit kunder hertil, svarede han og ringede til Agnes.
Rigmor kiggede grundigt på ham. Hul i blikket, stubbede kinder, pjusket hår. Hun fik lyst til at klippe ham. Martin virkede uinteresseret.
Forstyrrer jeg? spurgte hun.
Nej. Men kommer din søster ikke?
Jeg fatter ikke meget. Agnes sagde, du ventede på MIG. Jeg kan vist godt gå igen.
Netop da kom kaffen.
Når vi nu er her, skal vi så ikke bare tage en kop?
Jeg springer over. Rigmor skubbede kagen fra sig.
Er du bange for at blive tyk? Du ser skøn ud. Det klæder dig, sagde Martin.
Mænd kan nu bedst lide slanke kvinder.
Hvem siger det? Hvad ved du om mænd?
Ingenting, tilstod Rigmor. Jeg har en søn. Han er fem. Agnes har vel ikke nævnt det?
Skulle hun have det? Martin så undrende på hende.
På trods af Rigmors antydninger om, at Agnes havde narret hende, fulgte Martin hende hjem.
De gik og talte sammen. Det var mest Martin der talte, Rigmor lyttede. Udenfor hendes blok bad han om hendes nummer.
Hvorfor? spurgte Rigmor.
Jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Jeg ringede dig op.
Men der gik en uge, før han ringede.
Undskyld, jeg havde travlt. Skal vi ses i aften?
Rigmor blev forlegen. Hendes liv var indrettet efter sønnen, men hun besluttede at give ham en chance.
De sad på café og hun begyndte forsigtigt at fortælle om sin opvækst, de mange skænderier og alt det, hun havde forstået med tiden.
Da de gik derfra, begyndte en omstrejfende hund at følge dem. De gik i Fakta og Martin købte brød og leverpostej til hunden.
Ved kassen stod en gammel dame og fumlede med kroner og ører Martin betalte for hende, smed også en chokolade og en pølse til hende.
Og isen? spurgte Rigmor.
Min bedstemor elskede is, men købte det sjældent, pengepungen slog ikke til.
Gør du det samme for mig af medlidenhed? spurgte Rigmor.
Nej! Du kan tro, jeg holder af dig. Du er som lys og renhed. Jeg hjælper bare, fordi jeg kan.
Hunden slugte brød og leverpostej, og forsvandt.
Hvordan gik det? ringede Agnes om aftenen.
Fint, svarede Rigmor.
Hvad da?
Martin og jeg ses nu. Tak for at præsentere os.
Javel, du faldt for sådan en grovsmed?
Han er rar. Jeg kan godt lide ham. Han sagde, han kan lide mig.
Agnes mumlede og lagde på. Senere dukkede hun op hjemme hos dem.
Rigmor havde lagt Simon i seng og ville sætte sig ind til mor og Agnes, men standsede i døren, da hun overhørte deres samtale.
Den klodsede ko har altid heldet med sig. Jeg prøvede at spille et puds på Martin, men han blev forelsket i hende.
Hvad i alverden, du har da din mand, sagde mor chokeret.
Mand… han leder efter afløser, skilsmisse er kun et tidsspørgsmål. Hvad skal jeg gøre, mor?
Måske overdriver du, pige?
Nej, mor. Hvorfor skal det hele gå Rigmors vej hun er tung, dum og roder med folks hår. Selv hendes barn er accepteret, mens jeg ikke kan få et.
Det skulle have været mig, han faldt for. Jeg burde have skubbet hende i en kloak dengang!
Hvad er det, du siger? Hvad snakker du om…
Mor, hvad sker der? råbte Agnes, netop som Rigmor ilede ind.
Mor holdt sig til brystet, gispede efter luft, øjnene rullede. Rigmor ringede straks 112.
Lægerne kom frem i tide, og følgen af slagtilfældet var ikke slemme.
To måneder senere blev Rigmor gift med Martin og flyttede ind hos ham sammen med Simon.
Men hun besøgte stadig sin mor næsten dagligt.
Agnes endte med at tage væk, uvenner med dem alle, for at lede efter lykken…
…Forældre tror, børn er små og ikke forstår, men børn mærker alt og lærer hurtigt. Søskendekampe om forældrenes kærlighed kan være ubarmhjertige, og hævn rammer som regel den, der iscenesætter det onde.
Børn lytter sjældent til voksne, men tager sjældent fejl, når de efterligner dem.
J. Baldwin
De ord, en datter hører om de rummer støtte og omsorg eller er sårende lagres inde i hende som sandheder både om hende selv og om, hvordan bånd mellem mennesker skabes.Der gik ikke mange år, før mor stille gled bort, og Rigmor sad tilbage med Simon i den gamle stue, hvor duften af kaffe stadig kunne vække barndomsminder og forårslængsel. Hun så ud ad vinduet og bemærkede for første gang, at himlen faktisk kunne være både grå og blå på én gang. Hun åbnede et vindue, lod ny luft strømme ind.
Simon kom løbende ind til hende med et æble i hånden.
Mor, skal vi tegne?
Rigmor smilede og satte sig med ham ved bordet. Hun trak en gammel skitseblok frem, arvet fra Villy, fyldt med blækklatter og skæve hjerter. Simon lagde sit hoved mod hendes skulder.
Hvorfor ser du trist ud?
Rigmor kyssede hans hår.
Nogle gange savner jeg bare nogen, men når du er her, er alt godt.
Simon tegnede en stor sol med stråler, så to personer, en lille og en stor, hånd i hånd.
Det er os, sagde han bestemt. Vi ligner måske ikke de andre, men vi passer sammen.
Hun lo stille og så på sin søn, så fuld af liv, så fuld af håb, som hun havde været engang.
Og pludselig føltes det, som om en dør på klem endelig blev åbnet. Rigmor indså, at kærlighed ikke fandtes i gamle lommetørklæder, nederlagsord eller andres spekulationer, men netop her: i varmen fra en lille hånd, i tegninger på et slidte spisebord, og i muligheden for at sætte sine egne spor.
Hun lagde armene om Simon, lukkede øjnene, og lovede tavst sig selv altid at lytte ikke til fortidens stemmer, men til sit barns og til den stille styrke, hun havde båret så længe uden at vide det.
For selvom ar efter ord aldrig helt forsvinder, kan nye ord og nye bånd vokse frem og læge selv de ældste sår.
