Faldende efterårsblade dansede i vinden, fløj gennem luften og svævede blødt ned på jorden. Mikkel gik hjem fra sine forældre – han havde ladet bilen stå på deres gårdsplads, fordi han havde drukket en øl med sin far, som lige var kommet hjem fra en kurort og fortalte livligt om, hvor godt han havde haft det der.
“Mor, næste gang skal du med, ellers bliver det for ensomt,” sagde faren, mens han smilede til sin kone.
“Far, der er da masser af singlekvinder der, så du kunne jo have det sjældent sjovt,” drillede Mikkel og tog et blik på sin mors reaktion.
“Kvinder er der nok af, men de er alle sammen syge og ældre end mig. Og skulle jeg virkelig bytte vores mor ud med nogen?” Han røg kærligt sin kones hånd.
Mikkel havde siddet længe hos sine forældre. Han var kommet alene – som altid havde Freja ikke lyst til at følge med. Hans forældre boede ikke langt fra den lejlighed, han delte med Freja. Allerede fra første gang de mødte hende, havde de ikke brudt sig om hende, selvom de ikke udad det. Men hans mor havde sagt:
“Mikkel, hun er ikke dig… Freja er ikke typen til et familieliv, tro mig, jeg har øje for den slås.”
“Mor, hvordan kan du vide det? Du har kun mødt hende én gang!”
“Lad os nu se, min dreng. Men husk mine ord senere. Det eneste, der berolger mig, er at I ikke planlægger at blive gift.”
Tidligere havde Mikkel sagt til Freja, da han forlod til kontoret, at han ville besøge sine forældre efter arbejde, fordi faren var kommet hjem.
“Skal vi ikke mødes? Du har fri i dag – vi kan gå derhen sammen,” foreslog han.
“Jeg kan ikke, Mikkel. Jeg har lovt min veninde, at jeg ville besøge hånden – du kender hende, Sofie, hun er syg og har sygedagpenge. Og jeg har allerede en tid til neglebehandling,” svarede Freja.
Mikkel vidste godt, at hun ikke ville komme med, men han spurgte alligevel.
“Okay, så bliver jeg nok lidt længere. Far slipper mig næppe uden en øl – han har jo en god grund til at fejre,” grinede Mikkel og gav hendes et hurtigt kys før han gik.
“Ta’ dig god tid, jeg bliver nok også lidt hos Sofie,” sagde Freja.
“Ring til mig, så kan jeg møde dig – gå ikke alene i mørket.”
Aftenen havde lagt sig over København, og de få gadelygter kunne ikke gøre noget ved den dybeb mørke. Selvom det ikke var sent endnu, blev nætterne mørke hurtigt om efteråret. Mikkel ringede ikke til Freja – hun var sækkerlig hjemme allerede. Han var i godt humør efter at have fundet lidt med sin far og more endeligt moret sig sammen.
Da han åbnede døren til lejligheden, hørte han Freyas latter fra soveværelset. Han kigede ind og så sin bedste ven tage tøj på, mens Freja sagde:
“Skynd dig nu, Jonas, Mikkel kommer snart hjem, og det bliver ikke godt for os…” Men da hun fik øjeb på ham i døren, tavte hun pludselig.
Hans ben bar ham ud af lejligheden af sig selv. Han kunne ikke fatte, hvad han lige havde så:
“Freja med min bedste ven… Det her kunne jeg ikke engang drømme om i min værste mareridt.”
Han gik bare, uden mål, uden lyst til at leve. Han stoppede på en bro, hvor biler susede forbi og skar ham i øjnene med deres lygter. Han vendte sig og kiggede ned i det mørke vand. Han tog sig så lang tid.
Pludselig rørte nogen ham på ærmet. Han vendte sig og så en ældre mand med briller og et småt skæg. Hans stemme var rusten, som om han var kommet ud af ingenting.
“Unge mand, synes du ikke, det er lidt højt her? Jeg plejer ikke at blande mig i andre menneskers liv, men jeg håber, jeg tager fej, når jeg gætter på, at du ikke har nogen mørke tanker om din fremtid?” Han nikkede ned mod vandet.
Mikkel kom til sig selv og blev næsten forskrækket over, hvad manden måtte tænke.
“Nej, selvfølgelig ikke! Jeg har ikke tænket mig til ende mit liv på den måde,” svarede han.
“Nå, det er godt,” sagde den gamle mand. “Hvor skal du hen?”
“Det ved jeg ikke endnu. Jeg går bare.”
“Så følg mig da over broen. Jeg bor lige på den anden side af parken, hvis det ikke er for meget besvær?”
Mikkel nikkede, og de gik sammen.
“Forresten, unge mand, hvad hedder du? Jeg er Jens Henrik.”
“Mikkel.”
Broen var ikke lang, og åen var smal. Jens Henrik fortalte, at han for tre år siden havde undervist i økonomi på universitetet men nu var pensionist.
“Det er lidt kedelig i starten, ikke at vide, hvad man skal lave. Men heldigvis fik min barnebarn en søn, så nu har vi masser at tage os til. Vi bor sammen – mig, Alvilda og lille Asger.”
Mikkel lyttede til hans beroligende stemme.
“Mikkel, der er sket noget med dig, eller hvad?” sagde Jens Henrik ikke som et spørgsmål, men en konstraction. “Skal du et bestemt sted hen? Måske skulle jeg ikke have bedt dig om at følge mig.”
“Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen. Jeg har lige været hos mine forældre, og hjem… der kan jeg ikke gå. Der… der var…” Han gadø ikke tænke på det igen.
“Det er okay, du behøver ikke fortælle mere. Men hvad siger du til at komme hjem til mig? Vi har plads – du kan endda blive natten over. Jeg går altid en tur denne vej om aftenen: hjemmefra, over broen og tilbage.”
“Det føles forkert – I har jo en lille dreng. Det er sent.”
“Det er ikke så sent endda. Asger går i seng klokken ni, og klokken er ikke mere end…” Han kiggede på sit ur. “Der er masser af tid. Kom nu, Mikkel.”
Han vidste ikke, hvorfor han gik med, men måske var det fordi han havde intet sted at tage hen. Da de kom ind i lejligheden på tredje salon, listede de sig ind. De tog overtøj og sko af og gik ud i køkkenet.
“Sæt dig ned, så laver vi lige noget te,” sagde Jens Henrik.
Her, for første gang, så Mikkel rigtig på manden. Han var høj og robust, med gråt hår og et lille skæg, der gav ham et professoriske udseende. Han tog forsigtigt tekopene frem, mens der stod en skål med småkager på bordet.
“Bedstefar, hvem er det?” lød en lille stemme pludselig. Drengen stirrede nysgerrigt på Mikkel.
“Det er Mikkel, vores gæst.”
“Jeg hedder Asger!” sagde drengen stolt og rakte hånden frem.
M
