Jeg mødte min ekskæreste efter 30 år ved kassen i en supermarked. Jeg lægger min kefir, spegepølse og cigaretter på båndet. Kassedamen hilser hurtigt ud at kigge på mig og spørger mekanisk: “Er det alt?” Hun kaster sine farvede pandehår tilbage. En så bekendt gestus. Jeg var lige ved bare at gå, men så fik jeg øje på hendes navneskilt – Margrethe Sørensen.
“Rithe, er det dig?”
Hun løfter endelig blikket: “Ja… Hvad? Åh gud! Lasse?”
“Jo, det er mig. Havde ikke regnet med at møde dig sådan her.”
… Sommeren 1988. Vi går gennem København en søndag. Hun har på et sort miniskørt, er slank. Rithe har smukke ben, en let udfordrende gangart og et evigt lille smil. Det er som om hun glider fra mig, mens jeg prøver at holde fast. Hun er vildt seksuel, mændene vender sig om. Jeg er stolt af at have sådan en pige ved min side – og irriteret, for hun lader mig ikke engang give hende et kram.
Jeg fortæller, at jeg drømmer om at blive journalist. Rithe griner: “Det lyder kedeligt. Jeg bliver sangerinde. Det er sikkert.”
Vi er begge tyve. Rithe går på musikkonservatoriet, klaver. Men nu er det sommerferie, så hun har lange negle med rød lak. De hænder gør mig vanvittig.
“Jeg er sulten!” siger hun bestemt. “Der er en café!”
Jeg har kun en halvtredser i lommen. Jeg havde planlagt at få den til at række en uge. Men jeg lader som ingenting: “Selvfølgelig, lad os gå!” Indvendig beder jeg til, at det er nok.
I caféen bestiller hun pizza og champagne. Vi drikker, og snart er alt ligegyldigt – bare jeg kan få Rithe med hjem. Men så begynder Dodo & the Dodos at spille. Rithe springer op og danser lidenskabeligt alene. Alle de fede mænd omkring stirrer på hende, uden at tænke på deres snaps. Rithe synger med: “Musikken bandt os, blev vor hemmelighed…” Hun følte sig som en stjerne.
Penge mangelte på, men Rithe smider nonchalant en tier på bordet: “Nå, hvad så nu?”
Og vi tog hjem til mig. Den længste og bedste nat i mit liv. En sublim aerobiksession for to. “Musikken bandt os…” sang det i mit berusede hoved.
Tre måneder senere, om efteråret, slog vi op. Rithe droppede mig:
“Hør, jeg har mødt en superflot fyr. Han kender nogen på et pladestudie. Jeg vil gerne indspille en plade – jeg har allerede navnet: ‘Min lykke’.”
“Det er et dumt navn,” sagde jeg.
Og gik. Jeg ville hyle. Jeg ville hævne mig på en eller anden måde. Og jeg ville vanvittigt gerne have hende med hjem igen. Så mange følelser i en ung dumsmarts hjerne.
Nu er der gået 30 år. Her sidder en buttet Rithe som kassedame.
“Drømte du ikke om at blive sangerinde?” spørger jeg.
Hun fniser nervøst: “Vi drømte alle om noget… Men jeg ved, du blev journalist. Jeg læser dig nogle gange.”
Jeg går ud. Tænker på Rithe. Måske fik jeg min hævn, omend 30 år for sent. Jeg tog med vilje ikke byttepenge – det var præcis ti kroner. Men nu er det ikke de samme ti kroner, der kan købe dansk champagne. Musikken døde, Rithe blev tyk, hendes liv ender ved kassen til lyden af stregkoder. En melankolsk følelse.
Et par dage efter går jeg tilbage. Ærligt, jeg handler der sjældent.
Hun er der igen. Glæder sig: “Du ryger, ikke? Lad os gå ud!”
Hun kaster jakken på, vi ryger. Rithe siger:
“Hør, jeg var dum dengår… Undskyld.”
“Rithe, det betyder ingenting nu. Jeg har været gift tre gange, har tre børn.”
Hun smiler, som dengang: “Jeg tror, du synes, jeg er en stakkels tante, der drømte om at blive stjerne?”
“Nå, ikke helt…”
“Mit liv er blevet godt. Gift i 25 år med en fantastisk mekaniker, Dennis. Han snorker, men han kan alt. Vi har en datter på 22 – ældre end jeg var dengang. Hun er jurist, gift, og vi har en barnebarn på halvandet, også Rithe. Jeg kunne sagtens lade være med at arbejde, men hvorfor ikke? Jeg er glad for at snakke med folk.”
“Rithe,” siger jeg til sidst. “Du har ret. Jeg synes ikke, du er til at ynke over.”
Ved døren vender hun sig om:
“Forresten, jeg *er* blevet sangerinde! Jeg synger for min barnebarn – hun elsker det. Så jeg er en stjerne. En rigtig stjerne for hende.”
