Mit navn er Birgitte, og jeg er 49 år gammel. Jeg arbejder som natsygeplejerske på Rigshospitalet i København. Jeg har passet patienter i tyve år, og jeg tror, jeg har set næsten alt, hvad man kan forestille sig.
Jeg har været skilt i otte år. Jeg har en søn, Emil, som netop er fyldt seksten. Han bor hos mig. Han er en ordentlig dreng. Ansvarlig. Flittig med skolen. Han har aldrig givet mig problemer.
Eller, det passer ikke helt. Han gav mig ét problem. Det største i mit liv. Men det er ikke hans skyld.
For et halvt år siden begyndte Emil at klage over hovedpine. Jeg tænkte først, det var noget med øjnene, at han havde brug for briller. Vi tog til øjenlægen. Hans syn var helt fint.
Men smerterne fortsatte. Efterhånden kom der kvalme om morgenen. Jeg forestillede mig, at det måtte være maden i kantinen. Jeg begyndte at smøre ham madpakker hjemmefra. Kvalmen gik ikke væk.
En morgen fandt jeg ham over toilettet, hvor han kastede op. Han var bleg som et lagen. Han sagde, han var svimmel, at det hele snurrede for ham.
Jeg tog ham med på skadestuen med det samme. Blodprøver, undersøgelser alt så normalt ud. Lægen sagde, det nok var stress, at sådan noget kan sætte sig fysisk for teenagere, som knokler i skolen.
Men jeg er sygeplejerske. Jeg har arbejdet i det her system i årtier. Noget i min mavefornemmelse sagde, det ikke bare var stress.
Jeg insisterede på flere undersøgelser. Lægen så på mig, som om jeg råbte ulven kommer, men til sidst gik han med til at bestille en scanning.
Jeg husker den tirsdag, som var det i går. Jeg var på nattevagten, da jeg blev ringet op af hospitalet, hvor Emil havde fået lavet scanningen. De sagde, jeg skulle komme straks. De havde fundet noget. Det lød alvorligt.
Jeg smed alt, løb igennem mørket og kørte tværs over byen. Inde på hospitalet blev jeg sendt ind i et konsultationsrum, hvor en neurolog jeg aldrig havde mødt, ventede. Han var i halvtredserne, alvorlig.
“Frue, vi har fundet noget på scanningen af din søn,” sagde han. “Det er en hjernetumor. Vi skal undersøge nærmere for at vide, hvor alvorligt det er, og hvilken type.”
Hele min verden brød sammen. Jeg, der har givet dårlige meldinger til så mange; jeg, der har holdt i hånd, når patienter gik bort. Jeg troede altid, jeg var forberedt på alt, men intet havde rustet mig til at høre de ord om mit eget barn.
Dagene derefter var et sandt helvede af undersøgelser. MR-scanninger. Biopsier. Samtaler med onkologer. Fagord, jeg har kendt så længe, lød pludselig som dødsdomme.
Glioblastoma multiforme. Grad IV. Aggressiv. Uoperabel på grund af placeringen. Behandling: kemoterapi og stråler, men udsigterne er ikke gode.
Da onkologen forklarede det hele, sad Emil ved min side. Min lille dreng. Sad og lyttede til, at han havde uhelbredelig kræft i hjernen.
“Kommer jeg til at dø?” spurgte han med en stemme så rolig, at mit hjerte næsten bristede.
Lægen så på ham med den professionelle medfølelse, jeg selv har haft så mange gange. “Vi vil gøre alt, vi kan, for at give dig mere tid,” sagde han.
Mere tid. Ikke “du bliver rask”. Ikke “det skal nok gå”. Bare mere tid.
Den aften lagde Emil armene om mig og sagde: “Mor, græd ikke. Vi kæmper mod det her sammen.”
Så vi kæmpede. Kemobehandling hver anden uge. Emil tabte håret. Tabte sig. Han kastede op hele tiden. Men han klagede aldrig. Sagde aldrig “hvorfor mig?”. Han stoppede aldrig med at smile.
Hans venner kom forbi. Det var tit i starten. Men efterhånden blev det sjældnere. Det er svært for teenagere at se døden så tæt på.
Men én ven blev ved at komme. Han hedder Rasmus. De har været uadskillelige siden tredje klasse. Hver dag dukkede Rasmus op efter skole. Fortalte Emil om alt, hvad der skete. Hjalp med lektier. Spillede FIFA, selvom Emil næsten ikke kunne holde controlleren.
En eftermiddag stod jeg i køkkenet ved aftensmaden og hørte dem tale gennem den halvlukkede dør.
“Er du bange?” spurgte Rasmus.
“Altid,” svarede Emil. “Men jeg siger det ikke til min mor. Hun har nok at bære.”
“Hvad er du mest bange for?”
“For at mor bliver alene tilbage. At hun får det ondt. At jeg ikke får sagt ordentlig farvel. At hun tror, det er hendes skyld.”
Jeg listede ind i mit soveværelse for ikke at afsløre min gråd.
Behandlingen virker ikke. Tumoren vokser. Lægerne taler om palliation og kvalitetsliv i den sidste tid.
Hvor længe? Ingen ved det. Måske tre måneder. Måske seks. Måske mindre.
I morges bad Emil mig om at tage med i skole. Han har ikke været der i ugevis, fordi han er for træt. Han sagde, han ville se vennerne. Bare mærke at han er som alle andre bare ét øjeblik.
Jeg kørte ham. Hjælpede ham ud af bilen. Han er blevet så lille, så spinkel. Hans klassekammerater tog imod ham med kram. Hans yndlingslærer hilste. Jeg så ham smile. For et øjeblik var han bare Emil ikke “drengen med kræft.”
Da jeg hentede ham efter tre timer, var han helt færdig, men lykkelig.
“Tak mor,” sagde han i bilen. “Tak fordi du tog mig med. Tak for alt, du gør. Du er verdens bedste mor.”
“Og du er verdens bedste søn,” svarede jeg.
Efter lidt tavshed sagde han: “Mor… når jeg ikke er her mere, vil jeg have, du skal være glad. Du skal leve videre. Du må ikke bruge dit liv på at sørge over mig.”
“Emil, lad os ikke tale om det…”
“Vi er nødt til det, mor. Vi ved begge, hvad der venter. Jeg har brug for, du lover mig, du passer på dig selv. At du husker mig med smil og ikke kun med tårer.”
Jeg lovede det. Selv om jeg ikke aner, hvordan jeg skulle kunne holde det.
Nu sover han inde på sit værelse. Jeg har netop været inde og se til ham. Han ligger helt fredelig, så lille. Min dreng.
I morgen tidligt kommer hjemmesygeplejersken for at tage sig af ham. Og dagen efter er der nyt møde med onkologen, selvom vi alle ved, hvad de vil sige.
Jeg sidder i stuen med en kop kaffe, der for længst er blevet kold mellem hænderne. Ser på billederne på væggen: Emil som baby. Emil første skoledag. Emil til tiårs fødselsdag. Emil for et halvt år siden rask, grinende, uden anelse om, hvad der ventede.
Jeg ved ikke, hvordan man overlever det her. Hvordan man begraver sit barn, kun seksten år gammel, mens hele livet burde ligge foran. Jeg ved det ikke.
Men for hans skyld vil jeg forsøge. Jeg vil være stærk, så længe han har brug for mig. Smile, når han kigger. Gøre de sidste dage så gode som muligt.
Og når han ikke er her mere… Hvad jeg gør derfra, må tiden vise. Lige nu handler alt om at være her. For ham.
Hvordan siger man til sit barn, at man elsker dem, når man ved, at dagene er talte? Hvordan gemmer man et helt livs kærlighed i den tid, der er tilbage?
