Mit navn er Poul, og jeg er nu 61 år gammel. Jeg har ikke boet i Danmark de seneste år. Det er tre år siden, min kone, Gertrud, gik bort. Efter hun døde, blev jeg boende i vores gamle hus i udkanten af Odense, hvor vi havde opdraget vores børn. Pludselig virkede alt større og mere tomt end før. Vores børn bor nu i andre byer, de har deres egne familier og liv. De ringer næsten altid om søndagen, kommer hjem til jul, men resten af tiden er det bare mig og stilheden.
I 38 år var jeg folkeskolelærer og endte med at gå på pension med drømmen om fred og ro. Sandheden var bare, at jeg ikke anede, hvad jeg egentlig skulle stille op med min nye tilværelse. De første måneder tilbragte jeg foran fjernsynet, spiste tilfældigt, og lod hånt om mig selv og mit helbred.
Da min datter Rigmor kom forbi, blev hun næsten helt fortvivlet:
Far, du ligner ikke dig selv længere. Du ser næsten gennemsigtig ud.
Hun havde jo ret.
For et halvt år siden satte jeg mig for, at jeg ikke kunne fortsætte på den måde. Jeg begyndte at gå tur hver morgen i parken tæt på mit hjem. Der står en gammel bænk under et stort lindetræ med udsigt over en sø, hvor ænderne svømmer. Der satte jeg mig, hver eneste dag. Selvom der var stille, føltes det aldrig ensomt der var stadig liv omkring mig.
For cirka to måneder siden begyndte jeg at lægge mærke til en kvinde, der sad på bænken overfor. Kort, hvidt hår, store briller og altid en farverig striktrøje på, uanset vejret. Vi nikkede bare til hinanden, hver på sin bænk.
En dag satte hun sig ved siden af mig.
“Er det din bænk?” spurgte hun lattermildt.
“Nej, det er vist ingen, der ejer den, men jeg plejer at sidde her,” svarede jeg.
“Der er plads til to,” smilede hun. “Vil du ikke sidde her sammen med mig?”
Sådan begyndte det hele.
Jeg fortalte hende om Gertrud. Hvordan hun elskede ænderne, og sagde, at de måske kunne flyve væk, men valgte at blive alligevel, fordi de blev taget hånd om her.
Kvinden så på mig med et blik, jeg kun har set hos mennesker, som selv har oplevet stor sorg.
“Fem år for mig,” sagde hun stille. “Min mand døde af kræft.”
Siden den dag delte vi bænken. Nogle gange snakkede vi, andre gange forblev vi tavse sammen. En dag havde hun kaffe med på termokande. Næste gang havde jeg brød med til ænderne, og hun lo som et barn, da vi fodrede dem.
Hun hedder Kirstine.
En dag forærede hun mig en håndstrikket trøje. Den var blå min yndlingsfarve, selvom jeg aldrig havde nævnt det for hende.
“Man lærer at lægge mærke til den slags, når man følger med,” sagde hun med et lille smil.
Vi kom til at tale om livet, tabet, og om nutiden. Om, at kærlighed aldrig kan byttes ud, men hjertet er større end vi tror, og der kan altid være mere varme.
I går, for første gang i tre år, inviterede jeg nogen hjem til mig. Jeg lavede mad efter en af Gertruds gamle opskrifter. Det var ikke perfekt, men det var ægte.
Vi snakkede i timevis, vi smålo og vi delte vores historier.
Da hun gik, gav hun mig et langt kram. Sådan et kram, der minder dig om, at du stadig er i live.
I dag gik jeg igen ned til parken. Kirstine sad der allerede denne gang med to bøger.
“Den ene er til dig,” sagde hun. “Måske kan vi læse sammen?”
Jeg satte mig lidt tættere på end sædvanligt.
Og for første gang i tre år mærkede jeg håb igen.
Jeg ved ikke, hvad Kirstine og jeg egentlig er og jeg har heller ikke travlt med at finde ud af det.
Jeg ved bare, at jeg ikke længere er bange for morgendagen.
Mit navn er Poul.
Og en hidtil fremmed på en bænk i parken gav mig livslysten tilbage.
Tror du på, at livet kan give en ny begyndelse?
Har du prøvet, at en fremmed er blevet betydningsfuld i dit liv?
Hvad savner du mest, når du ikke har nogen at dele dagligdagen med?
